B 29 Forslag til folketingsbeslutning om tilvejebringelse af legepladser og friarealer i forbindelse med boligbebyggelser.

Af: Hanne Reintoft (DKP) , Villy Fuglsang (DKP) , Kaj Hansen (DKP) , Knud Jespersen (DKP) , Freddy Madsen (DKP) og Ib Nørlund (DKP)
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Forslaget havde følgende ordlyd:

"Folketinget opfordrer regeringen til at nedsætte en kommission, der skal gennemarbejde problematikken omkring de muligheder for fritidsaktiviteter, som samfundet bør skabe for børn og unge i form af legepladser og friarealer i og omkring boligbebyggelserne, og fastlægge forpligtelserne for det offentlige som garant for disse pladsers velegnethed og kvalitet."

Forslagsstillerne begrundede i bemærkningerne forslaget således:

"Med det moderne samfunds hastige udvikling er der opstået meget komplicerede modsætningsforhold mellem mulighederne for at skabe de bedste betingelser for gode legepladser og arealer til fritidsaktiviteter i øvrigt og andre samfundskrav f. eks. byernes vækst, bilparkens forøgelse og den heraf følgende stadige udvidelse af vejarealerne.

Lovgivningen søger ikke i tilstrækkeligt omfang at løse dette modsætningsforhold, hvilket understreges af statens byggeforskningsinstituts undersøgelse vedrørende børns brug af friarealer."

Ved 1. behandling oplyste boligministeren, at en arbejdsgruppe i ministeriet netop havde afsluttet arbejdet med disse problemer og udarbejdet en rapport, som han ville sende til boligudvalget.

Ordførerne var i det store og hele positive overfor forslaget; enkelte udtrykte dog skepsis over for det hensigtsmæssige i at nedsætte en kommission.

Boligudvalget afgav ikke betænkning over nærværende forslag.
Partiernes ordførere
Helle Degn (S), Kirsten Jacobsen (FP), Peter Brixtofte (V), Ingomar Petersen (RV), Per Bendix (KF), Henning Philipsen (SF) og Jens Møller (KrF)