B 1 Forslag til folketingsbeslutning om et statsligt olieselskab.

Af: Morten Lange (SF) , Poul Dam (SF) , Aage Frandsen (SF) og Sigurd Ømann (SF)
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning var sålydende:

"Folketinget opfordrer regeringen til at stille lovforslag om oprettelse af et statsligt olieselskab med nedenfor nævnte opgaver:

Selskabet skal importere og oplagre olie og olieprodukter fortrinsvis med lavt indhold af stoffer, der forårsager forurening. Det skal snarest sikre sig selvstændig raffinaderikapacitet.

Selskabet forsyner statsbanerne, forsvarets institutioner og andre statslige virksomheder med sine produkter. Selskabet sikres fortrinsret på levering til kommunale og andre offentlige institutioner.

Selskabet udbygger forsyningssystemer til nye lufthavne og varetager herefter forsyningerne.

Selskabet skal være bemyndiget til at tilbyde leverancer til kooperative handelsselskaber og til andre købere.

Selskabet skal endvidere være bemyndiget til at udbygge ilandførings- og fordelingsanlæg for naturgas og skal gives koncession på afsætning af de ilandførte produkter."

I bemærkningerne til forslaget fremhævede ordføreren for forslagsstillerne, Morten Lange (SF), bl. a., at

"det er utilfredsstillende, at en lille gruppe af internationale monopolselskaber kontrollerer olietilførslen til Danmark. Prisdannelsen bliver uægte, og forsyninger og fortjenesterne kan unddrages Danmark. Et statsligt olieselskab kan rette op på dette forhold.

Forslaget tilsigter herudover at sikre, at i hvert fald offentlig myndighed anvender svagt forurenede olieprodukter, som de private selskaber åbenbart gør lidet for at fremskaffe. Selskabet skal have eneret pa at forsyne de storforbrugende statsvirksomheder, og kommuner og offentlige kraftværker bør ved cirkulære fastholdes på, at det statslige olieselskab må have koncession på leverance."

Forslaget, der ved 1. behandling blev behandlet sammen med det foran omtalte forslag til folketingsbeslutning om løsning af energiproblemet, blev ligesom dette henvist til erhvervsudvalget, der ikke afgav betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Ole Gerstrøm (FP), Svend Karlskov Jensen (V), Svend Haugaard (RV), Børge Johansen (CD), Hagen Hagensen (KF), Willy Bracher (KrF), Ole Flygaard (DR) og Knud Jespersen (DKP)