Lovforslaget er stort set uændret i forhold til det lovforslag til ændring af loven, der blev fremsat den 17. maj 1973, se årbogen 1972-73, s. 394.
Ved genfremsættelsen er der dog foretaget nogle redaktionelle ændringer i forhold til det tidligere fremsatte lovforslag. Dette skyldes navnlig, at man, jfr. de indledende bemærkninger til det samtidigt forelagte forslag til ændring af lov om leje, har bibeholdt boligretten som første retsinstans og har begrænset de foreslåede bolignævns kompetence.
Lovforslaget omfatter herefter følgende hovedpunkter:
1. Lovens kap. I om midlertidigt opsigelsesforbud i visse kommuner foreslås ophævet, idet der i lejeloven foreslås en permanent landsomfattende opsigelsesbeskyttelse af lejere.
2. Lovens kap. II om indskrænkninger i adgangen til lejeforhøjelser m.v. indeholder den særlige lejerbeskyttelse mod urimelige indskud, forbedringer og forbud mod dusører i de kommuner, hvor boligforholdene er vanskelige (Kap. VI A i F. 233).
I kapitlet foreslås nedennævnte særlige lejerbeskyttelsesregler opretholdt.
a) reglen i § 8 om begrænsning i adgangen til at kræve forudbetalt leje, depositum m.v.
b) reglen i § 11 om forbud mod pristalsregulering af leje.
c) reglen i § 13 om forbedringer, således
at større forbedringsarbejder skal godkendes på forhånd af lejerne, beboerrepræsentationen eller bolignævnet,
at udlejer i visse tilfælde skal tilbyde lejerne erstatningsboliger og
at forbedringer kan kræves udskudt, når de ønskes iværksat af en ny ejer.
d) reglerne i §§ 18-21 om straf for at kræve for høj leje m.v., forbud mod dusør og krav om tilbagebetaling af for meget erlagt leje.
3.I lovens kap. III om udlejning til beboelse af enkelte værelser, møbleret lejlighed eller del af sådan foreslås opretholdt reglen om, at domstolene (bolignævnet) på lejernes begæring kan fastsætte opsigelsesforbud og administrere en afgiven opsigelse.
Gyldigheden af kapitlet afhænger som hidtil af, om kommunalbestyrelsen beslutter, at reglerne skal gælde i kommunen.
4. Lovens kap. IV om huslejenævn foreslås ophævet, jfr. de i forslag til ændring af lov om leje foreslåede bolignævn.
5. I lovens kap. V foretages navnlig den ændring, at bindingspligten for lejeforhøjelser i Grundejernes Investeringsfond ophører med virkning fra 1. april 1974, og at der tilvejebringes hjemmel for tidligere frigivelse end forudsat af allerede bundne beløb.
6. Boliganvisningsreglerne i lovens kap. VI foreslås lempet — svarende til F. 233 — således at lejligheder på 1 og 2 værelser helt undtages fra boliganvisningen og således, at lejlighedssøgende med 1 barn altid skal godkendes til 3 beboelsesrum og lejlighedssøgende med 2 børn altid skal godkendes uanset lejlighedsstørrelsen.
Der kan iøvrigt henvises til folketingsårbogen for sidste samling, hvor såvel lovforslaget som den af boligudvalget afgivne beretning af 15. juni 1973 er behandlet.
Lovforslaget nåede ikke at blive behandlet i folketinget forinden det opløstes i forbindelse med udskrivning af valg.