Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.
Lovforslaget blev fremsat og behandlet sammen med de to foregående lovforslag.
Lovforslaget blev fremsat i folketinget den 17. maj 1973 (se folketingsårbog 1972-73 s. 397). Boligudvalget afgav den 15. juni 1973 en beretning, hvori et flertal af udvalgets medlemmer anbefalede, at lovforslaget blev genfremsat i folketingsåret 1973-74, dog med ændrede satser for de foreslåede udligningsbidrag. (Beretningen er optrykt under omtalen af lejelovsforslaget, se årbogen 1972-73 s. 392).
Nærværende lovforslag er ændret i overensstemmelse med udvalgsflertallets indstilling i ovennævnte beretning af 15. juni 1973. Dette indebærer, at udligningsbidraget, hvis betegnelse er ændret til udlejningsbidrag, foreslås fastsat til 1/4 pct. af ejendomsværdien ved 15. alm. vurdering for finansåret 1974-75, stigende med 1/4 pcet. i hvert af de følgende 3 finansår til i alt 1 pct. af den nævnte ejendomsværdi.
Under hensyn til størrelsen af lejeniveauet i byggerier, der er taget i brug i løbet af 1963 og 1964, er det endvidere foreslået, at byggerier, der er taget i brug i denne periode, kun pålignes halvt bidrag.
Om de nærmere virkninger — herunder de provenumæssige — af de foreslåede ændringer henvises til de ledsagende bemærkninger, af hvilke følgende i øvrigt skal anføres:
Provenuet af udlejningsbidragene skal efter forslaget indbetales til Boligselskabernes Landsbyggefond og forudsættes anvendt — sammen med de udlånsmidler, som fonden til sin tid søger tilvejebragt ved udstedelse af gældsbeviser — til ydelse af indeksregulerede lån til nyt almennyttigt boligbyggeri samt til lån til om- og tilbygning eller til modernisering af ældre byggeri.
Nedsættelsen af udlejningsbidragets størrelse i forhold til lovforslaget af 17. maj 1973 indebærer mindsket risiko for, at bidraget i de enkelte ejendomme skulle kunne få boligafgifterne til at overstige lejlighedernes brugsværdi. Sådanne tilfælde må forudsættes yderst sjældne. Det har derfor — udfra administrative synspunkter — været overvejet, om ikke den foreslåede bestemmelse om landsbyggefondens adgang til at nedsætte bidraget eller lade det bortfalde kunne udgå. Af hensyn til de ganske særlige tilfælde, der kan tænkes at opstå, er bestemmelsen dog foreslået opretholdt, men ansøgninger om nedsættelse eller bortfald af bidrag forudsættes kun imødekommet, når det efter en bedømmelse af lejlighedernes kvalitet, udstyr, m. v. er åbenbart, at lejen efter forhøjelse vil overstige det lejedes værdi efter det almindeligt gældende lejeniveau i området for lejligheder af tilsvarende kvalitet, udstyr m. v.
Der vil i indeværende folketingsår blive fremsat lovforslag bl. a. med henblik på indarbejdning i boligbyggeriloven af bestemmelser om ydelse af indeksregulerede lån til almennyttigt boligbyggeri i overensstemmelse med de retningslinier, som et flertal af boligudvalgets medlemmer har fastlagt i udvalgets beretning af 15. juni 1973. Bestemmelserne i nærværende forslag vil blive indarbejdet i dette lovforslag.
Ved lovforslagets 1. behandling oplyste Preben Steen Nielsen (S), at socialdemokratiet kunne tiltræde de nævnte ændringer. Bendix (K) var mere positiv over for hovedtanken i dette lovforslag bl. a. fordi de midler, der frembringes skal anvendes i forbindelse med nyt almennyttigt byggeri. Christophersen (V) var enig i, at Landsbyggefonden skal tilføres midler, men det burde være i form af en adgang, som selskaberne skal have til indbyrdes at aftale, i hvilket omfang de vil tilføre denne Landsbyggefond midler. Forslaget var efter hans mening snarere en indskrænkning. Dahlgaard (RV) var tilbøjelig til at mene, at afgiften straks fra starten burde sættes noget højere. I øvrigt anså han det for nødvendigt, at man efterhånden finder frem til mere fleksible regler for påligning af udlejningsbidrag i den bestående almennyttige boligmasse, således at der bliver tale om en egentlig huslejeudligning i disse ejendomme set i forhold til ejendommenes brugsværdi. Henning Philipsen (SF) betragtede dette forslag tillige med de to føromtalte som første del af en helhed, som skulle være en langsigtet boligpolitik.
Forslaget nåede ikke at blive færdigbehandlet i boligudvalget, forinden folketingsvalget blev udskrevet.