F 1 Hvilke oplysninger kan ministeren give folketinget om, hvorledes han vil administrere den regulering af visse private byggearbejder, som er fastsat i bekendtgørelse nr. 527 af 4. oktober 1973?

Til: Boligminister Svend Jakobsen (S)
Samling: 1973-74 (1. samling)
Status: Foretaget
Ordføreren for forespørgerne (Guldberg (V)) motiverede forespørgslen med, at iværksættelse af en rationering eller mængdekontrol som foreslået i cirkulæret rejste en række problemer for amter, kommuner, borgere og erhvervslivet. Det ville være rigtigt at høre ministerens orientering om, hvordan man havde tænkt sig at klare disse problemer, og få en drøftelse heraf.

Boligministeren (Svend Jakobsen) gav en udførlig redegørelse for baggrunden for indførelsen af byggereguleringen af 4. oktober 1973, herunder gennemførelsen og virkningerne af den tidligere gennemførte regulering af 30. oktober 1972. Herom må i det hele henvises til forhandlingerne. Ministeren understregede generelt, at han i videst muligt omfang ville undgå en central administrering af reguleringen. Administrationen af kvoter og byggetilladelser var derfor henlagt til amter og kommuner, hvilket tilsigtede en smidig administration under hensyntagen til den lokale udvikling i byggeriet.

I den efterfølgende debat deltog — foruden ordføreren for forespørgerne og boligministeren — Preben Steen Nielsen (S), Bendix (KF), Skovmand (RV) og Henning Philipsen (SF).
Partiernes ordførere
Preben Steen Nielsen (S), Per Bendix (KF), Ove Guldberg (V), Sven Skovmand (RV) og Henning Philipsen (SF)