L 98 Lov om kontrol med overholdelsen af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordning nr. 11/1960 om afskaffelse af forskelsbehandling med hensyn til transportpriser og transportvilkår.

Af:
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 564 af 21-12-1972
Efter 1. behandling henvist til udvalget om offentlige arbejder.

Loven er led i den lovgivning, som er nødvendig i forbindelse med dansk indtræden i EF, idet EFs rådsforordning nr. 11/1960, som umiddelbart blev gældende for dansk ret pr. 1. januar 1973, forudsætter eksistensen af en national myndighed til at varetage kontrolopgaver og til at yde EF-kommissionen bistand ved administrationen af forordningen.

Ifølge loven udpeges monopoltilsynets direktorat som den nationale myndighed, således som det også er tilfældet i det tidligere af handelsministeren fremsatte lovforslag om kontrol med overholdelsen af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om monopoler og konkurrencebegrænsninger, herunder rådets forordning nr. 1017/1968, der retter sig mod konkurrencebegrænsende aftaler inden for transporten, og som står i nær forbindelse med forordning nr. 11-1960.

Loven tillægger monopoltilsynets direktorat de selvstændige kontrolbeføjelser, som er nødvendige til varetagelse af de pålagte kontrolopgaver.

Endvidere omfatter loven fastsættelse af de sanktioner, som forordning nr. 11/1960 forudsætter fastsat på nationalt plan over for transportvirksomheder m. fl., som ikke overholder de dem ved forordningen pålagte forpligtelser til at give den nationale myndighed de nødvendige oplysninger om transportpriser m. m.

Endelig giver loven hjemmel til at udstede eventuelt nødvendige gennemførelsesforanstaltninger i forbindelse med udformning, behandling og opbevaring af visse transportdokumenter.

Loven trådte i kraft den 1. januar 1973.

Lovforslaget var i overensstemmelse med krav herom i forordning nr. 11/1960 forelagt EF-kommissionen, som imidlertid ikke havde haft bemærkninger at gøre til forslaget.

Lovforslaget fik ved 1. behandling en positiv modtagelse af samtlige partiers ordførere, og blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 145 stemmer, 3 medlemmer (Meta Ditzel, Skovmand og Overgaard Nielsen (RV) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Normann Andersen (S), Gustav Holmberg (V), Mads Eg Damgaard (KF), Jens Bilgrav-Nielsen (RV) og Arne Larsen (SF)