L 84 Lov om ændring af lov om uddannelse af børnehave- og fritidspædagoger.

Af: Undervisningsminister Knud Heinesen (S)
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 100 af 20-02-1973
Efter 1. behandling henvist til undervisningsudvalget. Loven ændrer § 5, stk. 1, i lov nr. 209 af 21. maj 1969 om uddannelse af børnehave- og fritidspædagoger, således at kravet om, at ansøgeren har været beskæftiget i praktisk virksomhed med børn eller unge, bortfalder som betingelse for optagelse på seminarierne.

Endvidere ændres § 5, stk. 3, således, at undervisningsministeren efter forhandling med uddannelsesrådet fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved optagelsen.

Optagelsen på seminarierne er tidligere blevet administreret centralt, idet der i henhold til den gældende lovs § 5, stk. 3, ved bekendtgørelse af 22. december 1969 blev nedsat et fordelingsudvalg, der skulle varetage koordineringen af optagelserne. Fra og med optagelserne i 1971 har dette udvalg truffet afgørelse om optagelse for samtlige studerende. Da § 5, stk. 3, ikke forudsatte et sådant fordelingsudvalg, men alene nævnte, at undervisningsministeren, efter forhandling med uddannelsesrådet, kan fastsætte almindelige retningslinjer for seminariernes indbyrdes samarbejde om fordeling af ansøgere, der opfylder optagelsesbetingelserne, herunder om fornøden koordinering af optagelserne, foresloges dette ændret.

Ved 1. behandling udtryktes nogen betænkelighed ved forpraktikordningens afskaffelse, men af udvalgets betænkning fremgår, at undervisningsudvalget er enigt med ministeren i, at ulemperne ved denne overstiger fordelene. Udvalget fandt dog, at der ved vurderingen af de faktorer, som tillægges betydning ved udvælgelsen af studerende til optagelse på seminarierne, i højere grad bør tages hensyn til forudgående praktisk beskæftigelse, herunder i børnehaver, på fritidshjem m. v. af mindst et års varighed.

Lovforslaget blev ved 3. behandling enstemmigt vedtaget med 163 stemmer.
Partiernes ordførere
Ritt Bjerregaard (S), Gerda Møller (KF), Ole Vig Jensen (RV) og Jette Boutrup (SF)