Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.
Om indholdet af de vigtigste af de ved loven foretagne ændringer og om baggrunden for disse oplystes ved fremsættelsen af lovforslaget følgende:
"Ifølge loven af 3. juni 1967 om Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning har banken til opgave gennem optagelse af lån at fremskaffe midler til udlån med henblik på løsning af investeringsopgaver af samfundsmæssig betydning. Bankens udlån skal ske til kommuner, offentlige institutioner og koncessionerede virksomheder.
Udviklingen i de senere år har vist, at dette stramme system, hvorefter opgaven alene er at optage lån til genudlån til kommunerne, ikke er hensigtsmæssigt. Tidspunktet for hypotekbankens optagelse af udenlandske lån har i et vist omfang været påvirket af regeringens ønske om en styrkelse af betalingsbalancen og valutabeholdningen. Samtidig har det, ligeledes af hensyn til betalingsbalancen, været ønskeligt at holde igen over for kommunernes adgang til at optage lån i hypotekbanken, og den tidsmæssige afstand mellem bankens lånoptagelse og gen udlånet til kommunerne er derfor blevet stadig længere. Det af hypotekbanken sidst optagne lån (serie XXVIII), der blev hjemtaget i marts 1971, indestår således stadig på interimskonto i Danmarks Nationalbank, hvorved der er opnået en forrentning, der har dækket hypotekbankens egne forpligtelser.
Da regeringen anser det for hensigtsmæssigt ud fra valutapolitiske hensyn også fremtidig at benytte hypotekbanken til mere valutarisk betonede lånoptagelser i udlandet uden direkte forbindelse med forestående genudlån til kommunerne, foreslås formuleringen af bankens formålsbestemmelse ændret, således at der tilvejebringes hjemmel for lånoptagelser, der ikke foretages med henblik på genudlån.
Den gældende lov indeholder hjemmel til, indtil genudlån har fundet sted, midlertidigt at anbringe provenuet af optagne lån i obligationer eller i pengeinstitutter i indlandet eller i udlandet. Med den foreslåede ændring, hvorefter lånoptagelser kan ske uden henblik på genudlån, er det forudsat, at anden anbringelse af låneprovenuet navnlig vil ske ved køb af obligationer og anbringelse i pengeinstitutter.
For det tilfælde, at hypotekbanken ikke skulle kunne opnå en forrentning af et låneprovenu mindst svarende til rentebyrden for det optagne lån, hvilket bl. a. kan tænkes at ske ved ændringer i valutakurserne, forudsættes det, at der kan blive tale om, at staten friholder banken for et sådant eventuelt tab. Spørgsmålet vil dog blive overvejet i hvert enkelt tilfælde, ligesom bevilling i bekræftende fald vil blive søgt, forinden et eventuelt tab dækkes".
Lovforslaget, der behandledes sammen med forslag til lov om ophævelse af lov om afløsning af tienden (se nærmest foregående sag) og det af boligministeren fremsatte forslag til lov om ophævelse af lov om lån til boligforanstaltninger (se foranstående sag nr. 29), blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 150 stemmer.