Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Ved loven, der træder i kraft den 1. april 1973 er gennemført følgende ændringer:

1. Den lempeligere bevisregel, der skal anvendes, når en ægtefælle efter en person, der under besættelsen har været udsat for særlig belastende situation, søger erstatning ved dødsfaldet, udvides til at omfatte andre efterladte, det vil i første række sige børn under 18 år, men også andre nærstående, som den afdøde forsørgede, eller til hvis forsørgelse han ydede væsentlige bidrag i de sidste 5 år før dødsfaldet. Bevisbedømmelsen går på spørgsmålet om sammenhængen mellem dødsfaldet og frihedsberøvelsen eller pågældendes tjeneste.

2. Et beløb, svarende til hædersgaven, ydes til personer, der har været deporteret, uden at vedkommende kan henføres til de særlige grupper, der er berettiget til hædersgave.

3. Begravelseshjælpen er gjort pristalsreguleret.

4. Den hidtidige bestemmelse, som sikrer den tilskadekomne en vis minimumserstatning efter loven i tilfælde, hvor den pågældende oppebærer pension fra staten, en kommune m. v., er blevet suppleret, således at der også sikres den efterladte ægtefælle en minimumserstatning.

5. Minimumserstatningen for den årsløn, hvorefter dagpengene og de årlige renter beregnes, forhøjes med 500 kr. fra 1. april 1973 og med yderligere 500 kr. fra 1. april 1974.

6. Jøderne, som blev deporteret p. gr. a. deres afstamning, har fået tillagt ret til hædersgave.

7. Enker, hvis ægteskab er indgået mindst 5 år før dødsfaldet, tillægges hædersgave.

Lovforslaget havde ved sin fremsættelse en mere begrænset rækkevidde, idet det kun omfattede de som nr. 1, 3, 4 og 7 nævnte lovændringer. Det fik en velvillig modtagelse ved 1. behandling, idet dog Albertsen (S) og Jette Boutrup (SF) ikke fandt det helt tilstrækkeligt.

I udvalgets betænkning stilledes ændringsforslag, hvorefter alle, som af den tyske besættelsesmagt blev ført til Tyskland og indsat i koncentrationslejr, fik tillagt ret til hædersgave, og hvorefter beregningsgrundlaget blev forhøjet som ovenfor anført. Disse ændringsforslag var tiltrådt af et flertal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget). Et mindretal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) stillede ændringsforslag, hvorefter kredsen af hædersgaveberettigede kun blev udvidet med jøderne, og hvorefter beregningsgrundlaget kun blev forhøjet med 500 kr. pr. 1. april 1973.

Ved 2. behandling mødte ændringsforslaget om at tillægge alle deporterede ret til hædersgave en sådan modstand, at behandlingen blev standset og lovforslaget henvist til fornyet behandling i udvalget.

I en tilføjelse til betænkningen blev ændringsforslagene affattet således, at udvidelsen af kredsen af hædersgaveberettigede blev indskrænket til jøderne, idet de øvrige deporterede som anført fik tillagt et beløb, svarende dertil, men uden hædersgavebetegnelsen.

Ved den genoptagne 2. behandling blev der påny ført en debat om det rimelige i at give den omhandlede ydelse til alle deporterede. Ved afstemningen fik lovforslaget det ovenfor refererede indhold, hvorefter det ved 3. behandling blev vedtaget enstemmigt med 131 stemmer; 14 medlemmer (V) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.