L 55 Lov om ændring af lov om udskrivning af skat til amtskommunen.

Af: Indenrigsminister Egon Jensen (S)
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 583 af 13-12-1972
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Der optages i loven nærmere regler om amtskommunens klageadgang med hensyn til spørgsmålet om, hvilken kommune der skal anses for en skatteyders skattekommune. Reglen går ud på, at amtskommunen har samme klageadgang med samme klagefrister, som gælder i de tilfælde, hvor en kommune mener, at den for en skatteyder udpegede skattekommune ikke er den rette.

Endvidere ophæves — efter en ændring under folketingsbehandlingen — den i loven hidtil indeholdte revisionsbestemmelse.

Lovforslaget, der stort set måtte betragtes som en rent teknisk ændring af loven, fik i folketinget tilslutning fra alle sider.

Under udvalgsbehandlingen drøftedes bl. a. muligheden for at gøre den amtskommunale indkomstskat progressiv, og et i indenrigsministeriet udarbejdet notat herom er optrykt som bilag til betænkningen.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 146 stemmer.
Partiernes ordførere
Peter Gorrsen (S), H. C. Toft (KF), Niels Anker Kofoed (V), Edele Kruchow (RV) og Jens Maigaard (SF)