L 47 Lov om ændring af lov om revalidering.

(Klageadgang).

Af: Socialminister Eva Gredal (S)
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 618 af 20-12-1972
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Lovforslaget blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om den sociale ankestyrelse (se A. I. nr. 176) og en række andre lovforslag, der ligesom det her omhandlede helt eller delvis er følge af forslaget til lov om den sociale ankestyrelse.

Ved loven åbnes der adgang til, at de afgørelser, som revalideringsnævnet træffer, kan indbringes for den sociale ankestyrelse.

Efter revalideringslovens §§ 3, 4, 6 og 8 er spørgsmålet om, hvorvidt der i en række situationer kan ydes hjælp til erhvervshæmmede eller invaliderede, principielt henlagt til revaliderings- nævnet til afgørelse i 1. instans. De nævnte bestemmelser giver imidlertid socialministeren hjemmel til at bemyndige de sociale udvalg, revalideringscentrene og/eller behandlingsinstitutioner m.v. til at træffe disse afgørelser, som i så fald kan indankes for revalideringsnævnet. Bestemmelser om sådan bemyndigelse er fastsat i socialministeriets cirkulære vedrørende lov om revalidering.

Hvad enten revalideringsnævnets afgørelser træffes i 1. instans eller i klagesager, er nævnets afgørelser endelige, jfr. lovens § 17, stk. 3.

Det er anført i bemærkningerne til forslaget til lov om den sociale ankestyrelse, at regeringen — på linie med forslagene i socialreformkommissionens 1. betænkning — er af den opfattelse, at der på længere sigt bør opbygges et fælles socialt ankesystem med regionale ankeinstanser. Når en sådan ordning etableres, vil revalideringsnævnets opgaver som ankeinstans antagelig overgå til de regionale ankeinstanser. Ved den revision af den sociale lovgivning, som er forudsat i § 30, stk. 1, i lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender, må det antages, at også revalideringsnævnets nuværende virksomhed, for så vidt angår 1. instansafgørelser, vil overgå til regionale eller primærkommunale organer.

På baggrund heraf og af hensyn til den helhedsvurdering af de sociale sager, som etableringen af ankestyrelsen bl.a. tilsigter at tilgodese, er det fundet hensigtsmæssigt, at sagerne inden for revalideringsnævnets sagsområde allerede nu skal kunne indbringes for ankestyrelsen.

Loven trådt i kraft den 1. juli 1973.

I øvrigt henvises der til det ovenfor om forslag til lov om den sociale ankestyrelse anførte.

Lovforslaget blev ved 3. behandling enstemmigt vedtaget med 172 stemmer.
Partiernes ordførere
Karl Hjortnæs (S), Hans Ole Thustrup Hansen (KF), Nathalie Lind (V), Aage Valbak (RV) og Kurt Brauer (SF)