Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Ved loven ophæves adgangen til byggegodtgørelse for erlagt merværdiafgift i nyt byggeri.

Ophævelsen af adgangen til byggegodtgørelse får virkning for byggeri der påbegyndes efter datoen for forslagets fremsættelse i folketinget. Byggeri, hvis påbegyndelse er sket inden den 9. marts 1973, kan således opnå godtgørelse efter de hidtidige regler, d. v. s. en godtgørelse på 165 kr. pr. m2, dog højst for 100 m2 i hver enkelt bolig. For at få godtgørelsen, skal det dog kunne dokumenteres, at byggearbejdet er videreført på normal måde inden den nævnte dato eller videreføres inden 2 måneder efter, at fundamenteringen er begyndt.

For byggeri, der er påbegyndt før 1. juli 1972, ydes godtgørelse for merværdiafgift efter de før dette tidspunkt gældende regler i lov om almindelig omsætningsafgift, jfr. § 2 i lov nr. 233 af 7. juni 1972. Også her er det dog en betingelse for at få godtgørelsen, at byggearbejdet er videreført på normal måde inden den 9. marts 1973.

Efter en under folketingets behandling indsat bestemmelse kan boligministeren fortsat yde tilskud til nybyggeri af kontorer og butikker efter de hidtidige regler.

Af bemærkningerne til forslaget kan følgende fremhæves: Efter loven om almindelig omsætningsafgift kan registrerede virksomheder fratrække afgiften på byggeri til virksomhedens brug som indgående afgift.

Ved fortsat at yde byggegodtgørelse for lokaler, der udlejes, imødegår man den forskelsbehandling, der ellers ville opstå mellem virksomheder, der ejer deres lokaler, og virksomheder, der drives fra lejede lokaler.

Loven træder i kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende den 6. juli 1973.

Om de i forbindelse hermed udarbejdede overgangsbestemmelser henvises til boligministeriets cirkulære af 22. juni 1973 om tilskud til nybyggeri i forbindelse med afholdte udgifter til merværdiafgift samt boligministeriets bekendtgørelse af 18. juni 1973 om ændring af bekendtgørelse om tilskud i forbindelse med afholdte udgifter til merværdiafgift.

Forhandlingerne omkring dette lovforslag var — bl. a. med hensyn til anvendelsen af det indvundne provenu — sammenkædet med drøftelserne om den langsigtede boligløsning, hvilket fremgår af indstillingerne i betænkningen, der gengives nedenfor:

Et flertal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller herefter lovforslaget til vedtagelse, med det af boligministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) betragter forslaget som et, væsentligt led i en samlet boligpolitik og kan derfor ikke medvirke til forslagets gennemførelse uden sammenhæng med den øvrige nødvendige boliglovgivning. Mindretallet beklager, at regeringen har valgt at gennemføre en ensidig boligpolitik alene baseret på et spinkelt flertal, der ifølge sagens natur er ude af stand til at tilrettelægge en boligpolitik, der rækker ud over indeværende valgperiode.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 84 stemmer mod 82.

En oversigt over de lovforslag, der iøvrigt blev fremsat til afløsning af boligforliget af 1966, findes under omtalen af sagen B.II. nr. 10.