Efter 1. behandling henvist til udvalget om offentlige arbejder.

Loven har følgende formålsbestemmelse:

"Denne lov har til formål at

1. skabe en rimelig balance mellem udbud og efterspørgsel inden for vognmandserhvervet og dermed bidrage til udviklingen af sunde konkurrencevilkår for erhvervets udøvere samt til en rationel fordeling af transportopgaverne mellem de forskellige transportmidler,

2. sikre, at vognmandserhvervets udøvere opfylder de krav til kvalifikationer i faglig og økonomisk henseende, der bør stilles til en forsvarlig udøvelse af vognmandsvirksomhed, og

3. fremme udviklingen af et rationelt rutenet for godstransporter ad landevej."

Den gældende lovgivning vedrørende den indenlandske godskørsel ad landevej findes dels i næringsloven — hvorefter der til udøvelse af vognmandsvirksomhed kræves næringsbrev — dels i lovbekendtgørelse nr. 376 af 14. juli 1970 om omnibus- og fragtmandskørsel med motorkøretøjer. Efter denne lov kræves der, for så vidt angår godskørslen, alene tilladelser til den såkaldte fragtmandskørsel, det vil sige den godskørsel, som sker i fast rute.

Det samlede antal motorkøretøjer over 6 tons totalvægt inden for vognmandserhvervet udgør ca. 17.000, hvoraf ca. 600 anvendes til koncessioneret fragtmandskørsel og ca. 600 til den såkaldte kontraktkørsel, medens resten anvendes til almindelig vognmandskørsel. Antallet af motorkøretøjer over 6 tons totalvægt, der anvendes til firmakørsel, udgør ca. 24.000.

Den hidtil gældende lovgivning tog således kun sigte på at regulere en meget begrænset del af lastvognkørslen her i landet, idet den hverken omfattede den almindelige ikke-rutebundne vognmandskørsel, som udgør den overvejende del af vognmandskørslen, eller den såkaldte firmakørsel (kørsel for egen regning).

Efter regeringens opfattelse var det imidlertid nødvendigt dels at inddrage hele vognmandskørslen — bortset fra de mindre køretøjer med ikke over 6 tons totalvægt, der kun udfører en meget begrænset del af transportarbejdet — under en offentlig regulering, dels at stille visse kvalifikationskrav til den, der udøver vognmandserhverv. Dette var hovedsigtet med det foreliggende lovforslag.

Ved at inddrage den almindelige vognmandskørsel under en offentlig regulering således, at man dels får mulighed for at regulere antallet af vognmandsbiler med 6 tons totalvægt og derover, dels stiller krav til vognmændenes faglige kvalifikationer og økonomiske forudsætninger, får samfundet mulighed for for det første at skabe mere lige konkurrencevilkår inden for transporterhvervet med en deraf følgende bedre samfundsøkonomisk fordeling af transportopgaverne og bedre sociale kår for vognmandserhvervets udøvere, for det andet at understøtte de bestræbelser, der fra samfundets side i øvrigt udfoldes for at øge færdselssikkerheden.

Da man dels har lagt afgørende vægt på, at den hidtidige frie adgang for vognmandsvirksomhederne til at udføre kørsler overalt i landet opretholdes tillige med adgangen til frit at flytte sit forretningssted, dels må kræve, at der overalt i landet skal være lige muligheder for at få udført den nødvendige vognmandskørsel, har en central administration også af udstedelsen af tilladelserne været nødvendig.

Efter loven forudsættes der udstedt en tilladelse for hvert køretøj, der anvendes til kørsel, som efter lovforslaget er reguleret, og tilladelsen skal medføres under kørslen.

I tilladelsen kan fastsættes vilkår om:

1. at indehaveren kun benytter køretøjer, der er registreret i hans navn,

2. at der kun må befordres gods af nærmere angiven art, for nærmere angivne personer eller på nærmere angivne tidspunkter,

3. i hvilket omfang tilladelsen skal udnyttes,

4. tegning af forsikringer og

5. afgivelse af indberetninger om virksomhedens omfang og udøvelse enten til statistisk brug eller som led i nationale eller internationale kontrolforanstaltninger."

Lovforslaget fik ved 1. behandling en positiv modtagelse, idet dog visse af ordførerne pegede på faren ved en for omfattende regulering af vognmandserhvervet.

I udvalgets betænkning indstillede et flertal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse, medens et mindretal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse.

Ved 3. behandling blev forslaget vedtaget med 84 stemmer (S, SF og Moses Olsen) mod 49 (KF og RV), medens 27 medlemmer (V og Djurhuus) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.