L 188 Forslag til lov om forbud mod visse offentligt ejede eller koncessionerede virksomheders medlemskab af private arbejdsgiverorganisationer.

Af: Henning Philipsen (SF) , Kurt Brauer (SF) , Morten Lange (SF) og Arne Larsen (SF)
Samling: 1972-73
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Lovforslaget havde følgende indhold:

"§ 1. Koncessionerede virksomheder og virksomheder, som er i offentligt eje, eller hvori staten eller kommuner deltager med ansvarlig andels- eller aktiekapital eller som interessenter, kan ikke være medlemmer af det private arbejdsmarkeds arbejdsgiverorganisationer, såfremt virksomhedernes funktion er af livsvigtig betydning for samfundet.

§ 2. Loven træder i kraft den 1. april 1973.

Stk. 2. Virksomheder af den i § 1 nævnte art, som ved lovens ikrafttræden er medlemmer af det private arbejdsmarkeds arbejdsgiverorganisationer, skal senest 1 måned efter lovens ikrafttræden foretage udmeldelse af organisationen med kortest muligt varsel."

Om lovforslaget oplystes i øvrigt følgende i de ledsagende bemærkninger:

"Virksomheder, hvis funktioner er af livsvigtig betydning for samfundet, er offentlige forsyningsvirksomheder såsom kraftværker, vandværker og gasværker samt koncessionerede trafikselskaber.

I adskillige overenskomstsituationer har der som følge af varsel om konflikt på det private arbejdsmarked været afgivet strejkevarsler over for kraftværker og andre offentlige forsyningsvirksomheder, ligesom der har været afgivet strejkevarsel over for de dele af den kollektive trafik, som af private udøves på koncessioner udstedt af offentlige myndigheder.

Årsagen hertil er disse virksomheders medlemskab af Dansk Arbejdsgiverforening. Medlemskabet indebærer en risiko for samfundet for standsning af livsnødvendige forsyninger og af dele af den kollektive trafik, som således kan blive inddraget i konflikter, som de pågældende virksomheder ikke nødvendigvis har været årsag til, ligesom virksomhederne bliver afhængige af forhold, som de ikke i alle tilfælde har indflydelse på."

I beretningen fra arbejdsmarkedsudvalget fremgår det, at arbejdsministeren under et samråd med udvalget har oplyst, at han, efter at spørgsmålet har været drøftet med justitsministeren, nærer betænkelighed ved at anse lovforslaget i den foreliggende udformning for foreneligt med bestemmelsen i grundlovens § 78, for så vidt angår koncessionerede virksomheder eller virksomheder, hvori staten eller kommuner deltager med en begrænset del af den ansvarlige andels- eller aktiekapital eller som interessenter.

På baggrund heraf fandt et flertal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) det hensigtsmæssigt, at der af arbejdsministeren nedsættes et særligt udvalg, hvori de politiske partier er repræsenteret, der blandt andet får til opgave nærmere at undersøge:

a. Organisationsstrukturen inden for de omhandlede områder.

b. Sammenhæng mellem medlemskab af privat arbejdsgiverorganisation og risikoen for inddragelse i arbejdskonflikt.

c. Anden betydning af medlemskab — servicefunktioner over for udgift til kontingent.

d. Afgrænsningen af de virksomheder, der skal omfattes af et eventuelt forbud.

e. Hvilke virksomheder der inden for disse områder må anses for at være af livsvigtig betydning for samfundet.

f. Et forbuds forenelighed med grundlovens § 78, stk. 1, om borgernes ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.

g. Foreneligheden med sådanne konventioner, som Danmark har tiltrådt vedrørende organisationsfrihed m. v., herunder ILO-konvention nr. 87 om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig.

Et mindretal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) fandt ikke, at der var det fornødne grundlag for at nedsætte et sådant udvalg, da de problemer, det nævnte lovforslag rejser, tidligere har været gjort til genstand for indgående undersøgelser. Mindretallet fremhævede, at såfremt det af flertallet ønskede udvalg blev nedsat, burde det sammensættes uden politisk deltagelse.
Partiernes ordførere
Erik Andersen (Frederiksborg amt) (S), Johan Philipsen (V), Adam Møller (KF), Paul Elmholt (RV) og Henning Philipsen (SF)