Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Robert Pedersen, Ritt Bjerregaard, Hjortnæs, Henning Jensen, Søren B. Jørgensen, Evald Kristensen, Birte Weiss (22/5-22/6: Lykke Jørgensen), Per Dich, Lütken, Bo Kristensen (næstformand), Simonsen, Stetter (formand), Robert Christensen, Christophersen, Søren Jensen (Hasseris), Elmholt, Overgaard Nielsen.
Dansk Tipstjenestes overskud er i det seneste regnskabsår (sluttende 30. juni 1972) opgjort til godt 42½ mill. kr. Heraf tilfaldt knap 34 mill. kr. idrætten, og de resterende godt 8½ mill. kr. tilfaldt ungdommens friluftsliv i øvrigt og visse kulturelle, velgørende og almennyttige formål.
Formålet med forslaget er i løbet af en overgangsperiode på tre år at lade det fulde overskud tilfalde idrætten, således at den hidtidige støtte til andre formål over tipsmidlerne fremover indgår i de respektive ministeriers almindelige udgiftsprioritering. Det vil bl. a. betyde, at man ved den forestående revision af fritidsloven må sikre den nødvendige støtte til friluftsliv m. m.
Lovforslaget fandt ved 1. behandling ikke tilslutning fra de øvrige partiers ordførere, ligesom også finansministeren vendte sig imod lovforslaget, idet det ville indebære en yderligere belastning af statens økonomi.
Uden for ordførernes række talte Lis Møller, Tastesen, Stetter og Svend Haugaard.
Udvalget afgav ikke betænkning over nærværende lovforslag.