Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.
Loven betyder en skærpelse af beskatningen ved ophævelse i utide af kapitalpensionsordninger (kapitalforsikring og opsparing i pensionsøjemed).
Loven indfører samme tillægsskattepligt ved ophævelse m.v. i utide af kapitalpensionsordninger, som gælder for renteforsikringer og rateforsikringer i pensionsøjemed. Tillægsskatten betyder i realiteten, at udbetalingen beskattes som almindelig indkomst i ophævelsesåret.
Den skærpede beskatning skal efter loven indtræde, når ophævelsen eller belåningen sker den 1. juli 1973 eller senere.
(Efter den hidtidig gældende lovs regler skal der, såfremt der sker udbetaling til arbejdstageren før hans fyldte 60. år, eller såfremt der ved belåning eller lignende disponeres over ordningen i strid med lovens betingelser, kun svares en afgift på 35 pct. af udbetalingen, medens afgiften ved udbetaling efter den nævnte pensionsalder eller efter arbejdstagerens død udgør 25 pct.).
Loven indeholder endvidere en mindre ændring, der er en følge af dagpengereformen, samt nogle ændringer af sproglig art, der tilsigter at tydeliggøre de gældende lovbestemmelsers indhold.
Lovforslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse af alle ordførere med undtagelse af det konservative folkepartis ordfører, Juul-Madsen.
Under udvalgsbehandlingen stillede et mindretal (det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) et ændringsforslag, der betød en lempeligere beskatning end foreslået i lovforslaget. Mindretallet fandt nemlig, at lovforslaget — i de tilfælde, hvor personer uforskyldt og uforudseligt mister deres normale indkomst (sygdom, arbejdsløshed) — rammer urimelig hårdt.
I udvalgsbetænkningen understregede flertallet (S, V, RV og SF), at der ikke ved invaliditet eller dødsfald bliver tale om tillægsskat.
Ved 2. behandlingen forkastedes det af det konservative folkeparti stillede ændringsforslag, som flertallet fandt kunne medføre fortsat misbrug af kapitalpensionsordningerne.
Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 131 stemmer (S, SF, V, RV) mod 29 (KF), mens ét medlem (Djurhuus) tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.