Efter 1. behandling henvist til miljøudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Forslaget til lov om miljøbeskyttelse blev fremsat første gang den 18. maj 1972 (årbog 1971-72, side 388) og kom til 1. behandling den 29. maj 1972. Det blev i forbindelse med forslagets fremsættelse oplyst, at forslaget inden genfremsættelsen i samlingen 1972-73 ville blive drøftet nærmere med forskellige organisationer.

Loven bygger på følgende hovedprincipper:

1. I overensstemmelse med lovens formål tilsigtes en samling og koordinering af myndighedernes indsats i forureningsbekæmpelsen. På centralt plan samles administrationen i miljøstyrelsen. (Kapitel 6).

2. Kompetencen på det lokale og regionale plan samles hos kommunalbestyrelser og amtsråd, idet sundhedskommissionerne samtidig nedlægges og landvæsenskommissionernes opgaver begrænses væsentligt.

3. Der indføres en godkendelsesordning for særlig forurenende virksomheder. (Kapitel 5).

4. Der skabes hjemmel for fastsættelse af emissionsnormer og kvalitetskrav for omgivelserne.

5. Muligheden for en intensiveret miljøplanlægning søges styrket.

6. Der indføres ensartede materielle regler for hele landet.

7. For at imødekomme erhvervslivets ønske om at få mulighed for en særlig efterprøvelse af de centrale myndigheders afgørelser oprettes en særlig central ankeinstans (miljøankenævnet). (Kapitel 12).

Formålet med loven er at tilvejebringe et egnet grundlag for den fremtidige indsats mod forurening og miljøforringelse. I overensstemmelse hermed er hovedvægten i organisatorisk henseende lagt på at søge miljøbeskyttelsesopgaver koncentreret mest muligt såvel lokalt og regionalt som centralt.

Loven har i øvrigt karakter af en rammelov, der dels fastslår en fælles målsætning for den fremtidige indsats mod forurening og miljøforringelse, dels giver myndighederne mulighed for gennem konkrete afgørelser henholdsvis regelfastsættelse at søge denne målsætning opfyldt i takt med den almindelige samfundsudvikling.

I overensstemmelse hermed er der indført en godkendelsesordning, jfr. bestemmelserne i lovens kapitel 5, således at virksomheder, der er optaget på den som bilag til loven optagne liste, efter lovens ikrafttræden ikke må påbegyndes, udvides eller ændres, forinden godkendelse hertil er meddelt af vedkommende myndighed. Efter lovens § 36 vil ministeren for forureningsbekæmpelse endvidere kunne bestemme, at også eksisterende virksomheder af den kategori, der er optaget på listen, inden en nærmere frist skal underkastes en sådan godkendelsesbehandling.

Den ordning, der gennemføres ved loven, tager alene sigte på virksomheder af egentlig miljøfarlig karakter, og ordningen omfatter kun virksomheder, der er knyttet til fast ejendom.

Loven indeholder i kapitel 3 og 4 regler om beskyttelse af vandforsyningsinteresser og om beskyttelse af overfladevand. Reglerne i disse to kapitler, der overfører materielle emner fra henholdsvis vandforsyningsloven (lov nr. 169 af 18. april 1969) og vandløbsloven (lovbekendtgørelse nr. 132 af 6. marts 1970), er søgt forenklet og moderniseret mest muligt samtidig med, at landvæsensretternes hidtidige kompetence på disse områder i vidt omfang er overført til de kommunale råd.

Hovedparten af reglerne i kapitel 3 om beskyttelse af vandforsyningsinteresser knytter sig til vandforsyningslovens regler om tilladelse til vandindvinding og svarer både i form og indhold ret nøje til reglerne i kapitel V i den tidligere vandforsyningslov.

Reglerne i kapitel 4 erstatter reglerne i den tidligere vandløbslovs kapitler II, V og XI og afviger på en række punkter fra de nævnte bestemmelser. Dette gælder for det første med hensyn til kompetencen til at tillade, at der i konkrete tilfælde udledes spildevand i vandløb, søer eller havet. Denne beføjelse, der efter vandløbsloven tilkom en landvæsensret, er ved nærværende lov som hovedregel henlagt til amtsrådet, jfr. § 18, stk. 1. Endvidere indføres der en styringsordning, der i modsætning til tidligere vil være baseret på planlægning fremfor egentlig projektgodkendelse. Som et væsentligt supplement hertil har amtsrådet som den på vandområdet recipient-ansvarlige myndighed fået tillagt beføjelse til i nødvendigt omfang at initiere kommunernes planlægning og udførelse af såvel offentlige som private rensningsanlæg m. v.

Som konsekvens af overførelsen af reglerne om beskyttelse af vandforsyningsinteresser og om beskyttelse mod forurening af overfladevand fra henholdsvis vandforsyningsloven og vandløbsloven til nærværende lov er der, samtidig med miljøbeskyttelsesloven, gennemført love om ændring af henholdsvis vandforsyningsloven og vandløbsloven (se herom nedenstående A. I. nr. 50 og 51).

I lovens kapitel 7 gives der regler om tilsyn og kontrol, idet det pålægges kommunalbestyrelsen, medmindre andet bestemmes af ministeren for forureningsbekæmpelse, at påse, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes. Amtsrådet skal medvirke til koordinering af kornmunalbestyrelsernes arbejde.

Lovens kapitel 9 indeholder regler om kortlægning af forureningskilder og planlægning af forureningsbekæmpelsen, idet amtsrådet på grundlag af kommunalbestyrelsernes undersøgelser skal udarbejde en oversigt over forureningskilder inden for amtskommunens område.

Lovens kapitel 12 indeholder regler om miljøankenævnet, der giver adgang for en uvildig efterprøvelse af myndighedernes afgørelser. Miljøankenævnet skal træffe den endelige administrative afgørelse i sager, der henhører under dets kompetenceområde, jfr. § 76. Nævnet vil således hovedsagelig komme til at behandle klager over miljøstyrelsens afgørelser, men dog også klager over afgørelser, hvor ministeren for forureningsbekæmpelse i enkelte tilfælde har truffet afgørelse i første instans, jfr. navnlig § 34, § 39, stk. 3, § 44, stk. 5, og § 47, eller har taget en af de lokale myndigheder truffet afgørelse op til afgørelse, jfr. § 70, stk. 3.

Lovforslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse, for så vidt angår dets principielle sigte, medens flere ordførere havde indvendinger mod den nærmere udformning af forslaget.

Fra udvalgets betænkning kan følgende fremhæves:

"Udvalget har med ministeren for forureningsbekæmpelse nøje drøftet spørgsmålet om indførelse af hjemmel til at yde erstatning for merudgifter som følge af krav til lovligt etablerede virksomheder om foranstaltninger, der skyldes ændringer i den offentlige planlægning.

Ministeren har under drøftelserne henvist til, at der allerede efter de gældende sundhedsvedtægter uden erstatning kan stilles sådanne krav ud fra miljømæssige hensyn. Ministeren har endvidere peget på, at der efter de principper, som den gældende planlægningslovgivning bygger på, ikke kan ydes erstatning for indgreb, der er foranlediget af den almindelige samfundsudvikling.

Ministeren har på denne baggrund stærkt anbefalet, at miljøreformen foreløbig sættes i kraft uden ændringer i retstilstanden på dette punkt. Ministeren har samtidig givet tilsagn om at nedsætte et hurtigtarbejdende udvalg til nærmere undersøgelse af erstatningsproblemerne. Udvalget vil få til opgave at overveje problemerne i forbindelse med indførelse af adgang til at yde erstatning for merudgifter som følge af krav til lovligt etablerede virksomheder om foranstaltninger, der skyldes ændringer i den offentlige planlægning. Der tænkes således særlig på specielle tilfælde, hvor udviklingen medfører, at grundlaget for en hidtil lovligt drevet virksomhed fjernes.

Med henblik herpå skal udvalget bl. a. undersøge,

— hvordan tilsvarende problemer er løst i lovgivningen i andre industrialiserede lande,
— konsekvenserne for planlægningslovgivningen, såfremt en erstatningsregel indføres,
— mulighederne for lovgivningsteknisk at afgrænse en eventuel erstatningsregel til det ønskede område,
— de samfundsøkonomiske konsekvenser af en sådan regel samt
— spørgsmålet om, hvem der i givet fald skal betale erstatningen, og grundlaget for dennes fastsættelse.

Udvalget forventes at afslutte sit arbejde senest den 1. december 1974.

Med hensyn til afskrivningsmuligheder for investeringer i anlæg, indretninger m. v., som gennemføres i forureningsbekæmpelsesøjemed, samt med hensyn til spørgsmålet om afgifter som styrende middel i forureningsproblematikken, har ministeren for forureningsbekæmpelse givet udvalget en redegørelse for den øjeblikkelige viden om disse problemer.

Ministeren har i tilslutning hertil erklæret i samråd med finansministeren at ville nedsætte et hurtigt arbejdende udvalg til nærmere undersøgelse af disse spørgsmål. — Dette udvalg bør tilstræbe at færdiggøre sit arbejde så betids, at der i næste folketingssamling evt. kan fremsættes ændringsforslag.

Det omhandlede udvalg skal tilvejebringe oplysninger om, hvilke ordninger der er gennemført i andre lande, herunder hvilke støtteordninger der findes i forbindelse med miljøværnsinvesteringer, samt hvilke erfaringer man kan uddrage heraf. Udvalget skal bl. a. på dette grundlag fremkomme med indstilling om, hvorvidt og eventuelt på hvilke områder afskrivninger, afgifter og støtteordninger vil kunne anbefales gennemført her i landet som et led i forureningsbekæmpelsen.

Ministeren har givet tilsagn om, når det nedsatte udvalgs arbejde er tilendebragt, over for miljøudvalget at give en redegørelse om de resultater, man er nået til. Udvalgsarbejdet vil blive tilrettelagt således, at man i første række koncentrerer sig om spørgsmålene omkring afskrivningsproblemerne, herunder at man stiler mod at øge saldoafskrivningerne m. m. for miljøværnsinvesteringer fra 30 til 40 pct., således at man herigennem giver virksomhederne et incitament til en hurtig indsats."

I betænkningen indstillede et flertal (socialdemokratiets og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af udvalget og ministeren for forureningsbekæmpelse stillede ændringsforslag.

Et mindretal (venstres, det radikale venstres og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) stillede en række ændringsforslag og tilkendegav, at man ved betænkningens afgivelse ikke havde taget endelig stilling til lovforslaget, men ville afvente dettes 2. behandling.

Ved lovforslagets 2. behandling udspandt der sig på ny en længere debat.

Efter lovforslagets 2. behandling havde udvalget samråd med ministeren for forureningsbekæmpelse, hvor man drøftede forholdet mellem den fysiske planlægning og miljømæssige hensyn.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 98 stemmer (S, KF), medens 72 medlemmer (V, RV, SF, Moses Olsen og Djurhuus) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.