L 140 Lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.

(Mobilitetsfremmende ydelser, bopælsbetingelser, nyuddannedes ret til dagpenge, pensionisters ret til arbejdsløshedsdagpenge m.v.).

Af: Arbejdsminister Erling Dinesen (S)
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 163 af 04-04-1973
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Ved loven gennemførtes ændringer med forbedringer af de mobilitetsfremmende ydelser, om ophævelse af bestemmelsen om, at bopæl her i riget er en betingelse for medlemskab af en arbejdsløshedskasse, om ændringer, der tilsigter en permanent løsning på problemerne vedrørende nyuddannedes optagelse i arbejdsløshedsforsikringen til afløsning af overgangsreglen i § 111, der er tidsbegrænset til 31. marts 1973, samt om ændringer i bestemmelserne om adgangen til arbejdsløshedsdagpenge for medlemmer, hvis ledighed skyldes, at de er omfattet af strejke eller lock-out (konflikt).

Herudover gennemførtes i overensstemmelse med henstilling i betænkningen af 17. marts 1972 fra folketingets udvalg vedrørende forslaget til ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring den særlige begrænsning af retten til dagpenge for personer med privat pensionsordning.

Loven indeholder endvidere enkelte ændringer af administrativ, teknisk karakter.

Herudover er det imidlertid hensigten, at arbejdsdirektøren i medfør af de bemyndigelser, der er givet ham i loven, gennemfører følgende ændringer i direktoratets cirkulære af 11. maj 1971 om regler for ydelse af støtte ved overtagelse af arbejde uden for hjemstedet (bilag 2).

1. Reglerne for ydelse af bolighjælp (cirkulærets II, punkt D) ændres således, at der i stedet for garanti for banklån på sædvanlige vilkår til støtte ved anskaffelse af lejlighed eller eget hus skal kunne ydes direkte lån pa lempelige vilkår; lånene er rente- og afdragsfri i 5 år, hvorefter de forrentes og afdrages over 10 år.

Baggrunden for ændringen er, at bankernes almindelige lånevilkår har vist sig at være for byrdefulde for de arbejdssøgende.

2. I reglerne for ydelse af starthjælp (cirkulærets II, punkt E) ophæves reglerne om graduering af hjælpen efter den forventede længde af opholdet, således at de 650 kr. ydes ved enhver ansættelse af over 1 måneds varighed. Til gengæld udbetales a conto-vis 250 kr. straks og resten 1 uge efter arbejdets overtagelse. Endvidere ophæves reglerne om tilbagebetaling, såfremt arbejdsforholdet afbrydes i utide.

De nye regler vil også medføre administrative lettelser.

3. I reglerne om ydelse af etableringshjælp (cirkulærets II, punkt F) ophæves reglerne om graduering efter antallet af børn, og samtidig forhøjes hjælpen fra 2.000 kr. til 3.000 kr.

Endvidere indeholder loven ændringer i reglerne for fremmøde hos arbejdsformidlingen, jfr. nr. 7, 8, 16, 17, 18, 19 og 21. Disse ændringer tilsigter at skabe en smidigere ramme for fremmødereglerne i overensstemmelse med den igangværende omlægning af arbejdsformidlingen på regional basis.

Af de gennemførte ændringer kan bl. a. fremhæves, at tilskuddet til merudgifter ved dobbelt husførelse forøges fra 20 kr. til 30 kr. om dagen i de første 6 måneder; samtidig hermed udvides adgangen til at yde rejsehjælp til hjemrejse fra 1 gang månedlig til 1 gang ugentlig. Rejsehjælp ydes også til en arbejdssøgende ægtefælle i tilfælde, hvor arbejde søges uden for hjemstedet.

Ved den revision af loven, som blev gennemført i 1970, bevirkede reglen om 1 års medlemskab som betingelse for adgang til dagpenge, at enkelte nyligt anerkendte arbejdsløshedskasser ville få ringere vilkår end tidligere for nye medlemmers adgang til dagpenge under ledighed. Problemet ordnedes midlertidigt ved en overgangsbestemmelse med henblik på nærmere overvejelse af en permanent løsning. Disse overvejelser er nu tilendebragt med en udbygning af lovens § 54. Herved bliver den særlig lempelige regel for de unge, der har gennemgået en lærlingeuddannelse, gjort generelt gældende for alle, der har gennemført en egentlig erhvervsmæssig uddannelse til et fagligt område med arbejdsløshedsforsikring, således at uddannelsesformen ikke længere skal være afgørende for adgangen til at sikre sig imod følgerne af arbejdsløshed.

Dette kan også få betydning i forbindelse med udvidelsen af de nye erhvervsmæssige grunduddannelser.

Den gældende bestemmelse om, at medlemmer, der oppebærer privat pension efter at være afskediget på grund af alder eller svagelighed, skal opfylde særlig strenge arbejdskrav for at kunne oppebære arbejdsløshedsdagpenge, ophæves. Ved denne ændring øves retfærdighed over for nogle ældre, som ofte på grund af en beskeden pensionsydelse er blevet ringere stillet end andre i tilsvarende situation, men ændringen kan yderligere bevirke, at nogle ældre gennem arbejdsløshedsforsikringen bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet noget længere end efter de hidtidige regler. Ændringen i bestemmelserne om adgangen til arbejdsløshedsdagpenge for medlemmer, hvis ledighed skyldes, at de er ramt af strejke eller lockout, tilsigter at sikre, at kun medlemmer af en arbejdsløshedskasse eller -afdeling, inden for hvis faglige område konflikt er iværksat, udelukkes fra dagpenge.

Af udvalgets betænkning fremgår bl. a. følgende:

"Udvalget har indgående drøftet spørgsmålet om afgrænsning af de foreslåede regler i tilfælde af konflikter på arbejdsmarkedet. Reglerne er udformet i overensstemmelse med en betænkning udarbejdet af et udvalg, hvori arbejdsmarkedets hovedorganisationer har været repræsenteret, og er i overensstemmelse med ILO-konventionen (nr. 102), som er tiltrådt af den danske regering. Arbejdsmarkedsudvalget har i den forbindelse noteret sig, at det af ovennævnte betænkning fremgår, at det har været et udgangspunkt for overvejelserne, at der ved en revision af reglerne må lægges afgørende vægt på, at arbejdsløshedsforsikringens neutralitet i konfliktsituationer, som har været et bærende motiv for de hidtil gældende regler, opretholdes. Tilskudsreglerne og spørgsmålet om, hvor hyppigt der skal være kontakt mellem den arbejdssøgende og arbejdsformidlingen, samt de særlige regler for nyudlærte og dimittender med erhvervsmæssig uddannelse har endvidere været særligt behandlet.

Ministeren oplyste under samrådet, at man ville undersøge, om der er mulighed for at ændre reglerne således, at nyudlærte kan modtage understøttelse straks efter udstået læretid. Ministeren gav endvidere under samrådet tilsagn om at tage kontakt med arbejdsdirektoratet med henblik på en drøftelse i landsarbejdsnævnet af en stramning af administrationen af de mobilitetsfremmende ydelser, der vedrører bolighjælpen, således at de hensyn, der ligger til grund for reglernes udformning, i højere grad bliver tilgodeset. Udvalget har i den forbindelse specielt peget på det urimelige i, at folk i uopsagte stillinger har mulighed for at få del i de af de gunstige mobilitetsfremmende ydelser, der vedrører bolighjælpen, hvis de efter eget ønske skifter arbejdssted. Ministeren lovede endelig, at spørgsmålet om ligestilling mellem mænd og kvinder i forbindelse med arbejdsformidlingen snarest ville blive søgt løst.

Under arbejdet i udvalget er spørgsmålet om det arbejdskrav, der efter den gældende lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring stilles til personer under 22 år for at opnå ret til dagpenge, blevet berørt.

Arbejdsministeren har i tilknytning hertil oplyst, at begrundelsen for denne særregel, bl. a. efter udbygningen af arbejdsformidlingen, ikke længere er til stede. Spørgsmålet om at søge bestemmelsen ophævet har været overvejet, men der var under en forhandling herom i landsarbejdsnævnet — i hvilket bl. a. arbejdsmarkedets hovedorganisationer er repræsenteret — enighed om at henskyde disse spørgsmål til behandling i forbindelse med forskellige andre spørgsmål vedrørende arbejdsløshedslovens bestemmelser om karenstid og arbejdsbetingelser. Når resultatet af de samlede overvejelser foreligger, er arbejdsministeren indstillet på at tage spørgsmålet op til snarlig løsning."

Under udvalgets behandling af lovforslaget fremsatte arbejdsministeren bl. a. ændringsforslag, hvorefter arbejdsdirektøren, når forholdene taler derfor, uanset bestemmelsen i § 41, stk. 1, nr. 1, kan tillade, at personer, der har bopæl på Færøerne og i Grønland, optages som nydende medlemmer.

Et mindretal (det konservative folkepartis og venstres medlemmer af udvalget) stillede et ændringsforslag, hvorefter lovforslagets bestemmelse om afgrænsningen af hvem der er omfattet af konflikt (§ 62, stk. 2) udgik, da man ikke fandt, at de omhandlede bestemmelser i tilstrækkelig grad afgrænser den gruppe af medlemmer, der vil kunne komme i betragtning ifølge lovforslagets bestemmelser.

Loven trådte i kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende, idet dog § 1, nr. 22, først trådte i kraft den 1. juli 1973.

Ved 3. behandling blev lovforslaget med de af arbejdsministeren stillede ændringsforslag vedtaget enstemmigt med 162 stemmer.
Partiernes ordførere
Normann Andersen (S), Robert Christensen (V), Palle Simonsen (KF), Paul Elmholt (RV) og Arne Larsen (SF)