L 125 Lov om ændring af lov om statens bygge- og boligfond.

Af: Boligminister Helge Nielsen (S)
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 285 af 23-05-1973
Efter 1. behandling henvist til udvalget om fysisk planlægning.

Ved loven ændredes bestemmelserne om fastsættelsen af renten for udlån fra statens bygge- og boligfond.

I henhold til den hidtil gældende lovs § 10, stk. 2, 1. pkt., skulle fondens udlån efter lovens § 5, stk. 1, nr. 1-3, forrentes med normal markedsrente. Efter den nu foretagne ændring skal denne rentesats fastsættes af boligministeren efter forhandling med økonomi- og budgetministeren.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at sigtet med ændringen var en fastsættelse af en lempeligere rente for disse lån, der især ydes til kommunerne til finansiering af arealkøb og grundmodning.

Lovforslaget fik under behandlingen i folketinget tilslutning fra socialdemokratiet og socialistisk folkeparti, medens det konservative folkeparti, venstre og det radikale venstre afslog at medvirke til dets gennemførelse. I den af udvalget afgivne betænkning afgav de tre partier følgende mindretalsudtalelse:

"Et mindretal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) mener, at man helt bør ophøre med fra statens bygge- og boligfond at yde lån til kommunernes arealkøb og byggemodning, jfr. det af de tre partier stillede ændringsforslag til finanslovforslaget for 1973-74 om at reducere udlånene i 1973-74 med 58 mill. kr. Mindretallet kan derfor ikke tilslutte sig forslaget om, at det igennem et statstilskud til nedbringelse af renten gøres mere attraktivt at optage lån i fonden.

Mindretallet kan således ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse."

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 84 stemmer (S, SF og Moses Olsen) mod 79 (KF, V og RV), medens 1 medlem (Djurhuus) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Svend Jakobsen (S), Clara Munck (KF), Jens Chr. Christensen (V), Sven Skovmand (RV) og Jens Maigaard (SF)