L 112 Lov om ændring af lov om menighedsråd.

Af: Kirkeminister Dorte Bennedsen ()
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 224 af 26-04-1973
Efter 1. behandling henvist til kirkeudvalget.

Ved loven, der trådte i kraft den 1. maj 1973, gennemførtes bl. a. følgende ændringer i loven om menighedsråd:

Ved valg af formand for menighedsrådet har kun de valgte medlemmer stemmeret. Valget sker ved skriftlig afstemning.

Rådighedsbeløbets maksimumsbeløb forhøjedes for landsogne til 6.000 kr. og for by- og forstadssogne til 25.000 kr.

Der indførtes skærpede habilitetsregler for menighedsråds- medlemmers deltagelse i forhandling og afstemning om sager, hvori de har en særlig interesse. Således kan præster ikke deltage i afstemninger om sager vedrørende præsteboliger, ligesom kirkefunktionærer, der er medlem af menighedsrådet i den menighedsrådskreds, hvori de er ansat, ikke kan deltage i afstemninger om sager, der angår dem selv eller andre ved kirken ansatte funktionærer.

Endvidere indførtes ny regler om menighedsrådsvalg.

Det oprindelige lovforslag, som det forelå ved første behandling, adskilte sig på flere punkter fra den vedtagne lov. Det var bl.a. foreslået, at præster ikke kunne vælges som formand for menighedsrådet, og at det kun var de valgte medlemmer, der var stemmeberettigede.

Endvidere var heltidsansatte kirkefunktionærer ikke valgbare i den menighedsrådskreds, hvori de var ansat.

Under udvalgsarbejdet opnåedes der enighed om, at disse forslag burde udgå, mod at der indførtes omtalte habilitetsregler.

Udvalget stillede ændringsforslag herom, hvilke ændringsforslag kirkeministeren tiltrådte.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 156 stemmer.
Partiernes ordførere
Poul Falk Hansen (S), Johannes Burgdorf (KF), Kaj V. Andersen (V), Ole Samuelsen (RV) og Morten Lange (SF)