F 4 Har regeringen påtænkt at gennemføre foranstaltninger til sikring af den jyske vestkyst samt til sikring af besejlingsforholdene ved de vestjyske havne?

Af: J. E. Foged (V) , Svend Horn (S) , Adam Møller (KF) , Gunner Baunsgaard (RV) og Rolf Lütken (SF)
Til: Minister for offentlige arbejder og forureningsbekæmpelse Jens Kampmann (S)
Samling: 1972-73
Status: Foretaget
Ordføreren for forespørgerne (Jens Foged (V)) tog i sin begrundelse for forespørgslen sit udgangspunkt i en konkret sag fra den jyske vestkyst, hvor kystnedbrydningen var meget voldsom. Formålet med forespørgslen var i øvrigt at få præciseret, hvor ansvaret for sikring af kysten i truede områder lå, og at få en redegørelse for ordningen af besejlingsforholdene i vestjyske havne.

Ministeren for offentlige arbejder understregede i sit svar bl. a., at der efter den gældende lovgivning — digeloven og kystsikringsloven — principielt ikke var tale om en statsopgave. Noget andet var, at staten, når betydelige værdier havde stået på spil, rent faktisk var trådt til og i visse tilfælde havde bidraget med skiftende andele. Beslutningerne var sket efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde enten i form af en særlig lov eller ved ganske særlige bevillinger.

Ministeren nævnede en række love, som var gennemført af regeringen i denne og den foregående folketingssamling: lov om udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden og på søterritoriet, lov om kystfredning og en ændring af digeloven, som bl. a. vedrørte behandlingen og dermed også beskyttelsen af kysten, og som tillige med iværksatte undersøgelser dokumenterede regeringens interesse for spørgsmålet.

Ministeren kom derefter ind på problemerne ved en række bestemte områder på den jyske vestkyst.

Der fandtes ikke patentløsninger i denne kamp, som samfundet til stadighed havde ført, men der måtte også i fremtiden sættes betydelige ressourcer ind på at løse disse problemer. Regeringen ville fortsat have en positiv holdning til at bidrage til løsningen af disse vigtige opgaver.

I den efterfølgende debat deltog — foruden ordløreren for forespørgerne og ministeren for offentlige arbejder — Horn (S), Adam Møller (KF), Gunnar Baunsgaard (RV) og Lütken (SF). Uden for ordførernes kreds talte Erik Andersen (Sdrj. amt) (S), From (V) og Mette Madsen (V).