B 20 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af arbejderbeskyttelseslovgivningen.

Samling: 1972-73
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende indhold:

"Folketinget opfordrer regeringen ti] at fremsætte forslag til lov om ændring af arbejderbeskyttelseslovgivningen, hvorved følgende formål tilgodeses:

1) Der skal gives et ændret arbejdstilsyn langt bedre muligheder for at kunne føre tilsyn på arbejdspladserne til gavn for de beskæftigede.

2) På hver virksomhed med mindst 10 beskæftigede (i visse brancher 5 beskæftigede) skal disse vælge en sikkerhedsrepræsentant, der skal have en central placering med hensyn til sikkerheden på arbejdspladserne.

3) Straffen for overtrædelse af sikkerhedsforskrifterne skal skærpes.

4) De nuværende anbefalingsprægede bestemmelser i arbejderbeskyttelsesloven skal erstattes af bestemmelser, som indeholder pligter og forbud. Det samme gælder de bestemmelser, hvis iværksættelse forudsætter, at det ikke medfører særlige vanskeligheder for virksomhederne.

5) Det lægelige tilsyn skal udbygges væsentligt.

6) Nye kemiske midler, materialer og maskiner må ikke anvendes, medmindre det er bevist, at de ikke kan medføre sundhedsfare, Samtlige arbejdspladser skal godkendes af arbejdstilsynet.

7) Statens institut for arbejdshygiejne skal udbygges.

8) Der stilles yderligere midler til arbejderbeskyttelsesfondens disposition.

9) Skifteholdsarbejde mellem kl. 23 og kl. 5 må kun finde sted efter særlig tilladelse.

10) Ved alle former for aflønningssystemer kræves godkendelse af arbejdstilsynet, ligesom aflønningssystemet på den enkelte arbejdsplads skal godkendes af de dér beskæftigede arbejdere.

11) Arbejdsrådets sammensætning skal ændres.

12) Udarbejdelsen af de særlige bestemmelser til udfyldning af lovgivningen inden for de enkelte fagområder skal ske under medvirken af folk fra arbejdspladserne."

I de ledsagende bemærkninger oplyste forslagsstillerne bl. a. at "... det foreliggende forslag bygger på det hovedprincip, at sikkerheden for de beskæftigede skal gå forud for snævre økonomiske interesser i virksomhederne. På dette område bryder forslaget afgørende med de principper, der ligger bag de nuværende love, der efter deres indhold ikke burde kaldes arbejderbeskyttelseslove, men snarere love til sikring af arbejdsgiverens interesser...."

Forslaget er på de fleste områder identisk med et den 19. april 1972 af samme forslagsstillere fremsat forslag til folketingsbeslutning. Der kan henvises til folketingsårbog 1971-72, side 504.

Arbejdsministeren oplyste under 1. behandling, at regeringen arbejder med en mere sammenhængende reformplan.

Bertel Pedersen (S) pegede ligeledes på det kommende forslag til ny arbejderbeskyttelseslov.

Simonsen (KF) ville afvente regeringens forslag til koordination af lovgivningen og forslag fra arbejdsmiljøgruppen.

Karlskov Jensen (V) fandt ikke forslaget særligt velmotiveret af samme grunde som anført af de øvrige ordførere.

Gerda Tosti Nielsen (RV) udtalte sig på linie med de øvrige ordførere hvad tidspunktet for forslagets fremsættelse angik og ville afvente ministerens forslag.

Arbejdsmarkedsudvalget nåede ikke at tilendebringe sit arbejde inden folketingsårets afslutning.
Partiernes ordførere
Carl Bertel Pedersen (S), Palle Simonsen (KF), Svend Karlskov Jensen (V), Gerda Nielsen (RV) og Aage Frandsen (SF)