B 2 Forslag til folketingsbeslutning om fastsættelsen af offentlige standarder og normer for det offentliges serviceydelser.

Af: Palle Simonsen (KF) , Johannes Burgdorf (KF) , Poul Schlüter (KF) , Ib Stetter (KF) , H. C. Toft (KF) og Ulla Worm (KF)
Samling: 1972-73
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

"Folketinget opfordrer socialministeren til

at overflytte den tekniske og sundhedsmæssige del af godkendelsen af daginstitutioner til de kommunale myndigheder, så detailkrav ophæves og der alene fastsættes enkelte generelle normer,

at overdrage kommunerne beføjelsen til at normere personale ved den enkelte daginstitution og

at overlade fastsættelsen af plejehjems standard til de kommunale myndigheder."

I bemærkningerne til forslaget findes en kort redegørelse for baggrunden herfor, der er KVR-regeringens bestræbelser for at begrænse stigningen i det offentliges udgifter. Det anføres endvidere i bemærkningerne, at forslaget — med visse udeladelser — er en genfremsættelse af det i folketingsåret 1971-72 fremsatte tilsvarende forslag til folketingsbeslutning. Der henvises til folketingsårbog 1971-72 side 536-38, hvor forslagets bemærkninger er kort refereret.

Forslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse, idet man fremhævede enighed om visse grundtanker, men dog samtidig forholdt sig lidt tvivlende overfor visse sider af forslaget.

Socialudvalget nåede ikke at tilendebringe sit arbejde med forslaget inden folketingsårets slutning.
Partiernes ordførere
Inge Fischer Møller (S), Palle Simonsen (KF), Nathalie Lind (V), Gunner Baunsgaard (RV) og Kurt Brauer (SF)