Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Poul Dalsager, Ove Hansen [formand], Lysholt Hansen, Hans Lund, K. J. Mortensen, Orla Møller, Erling Olsen [næstformand], Lütken, Aksel Larsen, Poul Schlüter, Clara Munck, Hans Toft, Henry Christensen, Enggaard, Jens Foged, Bernhard Baunsgaard og Dahlgaard.

Ved loven ophæves den ved lov nr. 260 af 2. oktober 1956, jfr. lovbekendtgørelse nr. 61 af 6. marts 1964 etablerede adgang til oprettelse af indekskontrakter med virkning fra den 25. november 1971.

Om den hidtil gældende ordnings indhold og om baggrunden for dens ophævelse, for så vidt angår adgang til oprettelse af nye indekskontrakter, anførtes i de til lovforslaget knyttede bemærkninger bl. a. følgende:

„En indekskontrakt er en aftale mellem en person (interessenten) på den ene side og et forsikringsselskab eller et pengeinstitut på den anden side. I henhold til kontrakten foretager interessenten pristalsregulerede indbetalinger indtil det fyldte 67. år, hvorefter den opsamlede kapital udbetales med 500 kr. om året reguleret i forhold til stigningen i pristallet i tiden mellem 1956 og året før udbetalingsåret. Udbetalingerne er livsvarige eller begrænset til en „aftalt periode" på mellem 10 og 15 år. Den difference, der måtte fremkomme ved at indbetalingerne — forrentet med en „grundrente", der indtil ult. 1965 var 3 1/2 pct. p. a. og derefter 4 1/4 pct. p. a. — ikke er tilstrækkelige til at danne basis for de garanterede udbetalingsbeløb, dækkes af staten i form af årlige „indekstillæg".

De opsparede beløb forrentes i pengeinstitutterne med højeste indlånsrente + en overrente. I forsikringsselskaberne vil der blive ydet en bonus ud over grundrenten.

Indbetalinger på indekskontrakter kan uanset beløbenes størrelse fradrages i interessenternes skattepligtige indkomst. Udbetalinger — herunder indekstillægget — indkomstbeskattes. Rentetilskrivningen under bindingsperioden er fritaget for indkomstskat, og den bundne formue medregnes ikke ved beregning af formueskat.

Oprindelig var antallet af kontrakter pr. person begrænset til 4, ligesom kontrakter kun kunne oprettes af personer mellem 18 og 52 år. Ved en lovændring i 1962 udvidedes det tilladte antal kontrakter for hver person til 6, og alderskravet lempedes, således at alle mellem 18 og 57 år kunne tegne kontrakter.

Baggrunden for indekskontraktloven var ønsket om at give større dele af befolkningen mulighed for at sikre alderdommen gennem pristalsreguleret forsikring eller opsparing.

Siden er folkepensionsreglerne ændret, således at der fra 1. april 1970 udbetales fuld folkepension til alle uden hensyn til indtægt; endvidere betyder gennemførelsen af loven om arbejdsmarkedets tillægspension en yderligere sikring af store dele af befolkningen. — På baggrund heraf synes det rimeligt at gå ud fra, at det oprindelige formål med indekskontraktloven nu er tilgodeset. Også af statsfinansielle hensyn vil det være ønskeligt at standse adgangen til nytegning af indekskontrakter. Der er i økonomi- og budgetministeriet foretaget en beregning af det offentliges udgifter i tilknytning til indekskontraktordningen. Ved udformningen af denne beregning har det været nødvendigt at opstille en række forudsætninger, til hvilke der for en dels vedkommende knytter sig en vis usikkerhed. De anvendte forudsætninger er bl. a. følgende:

1) Grundrenten er 3 1/2 pct. p. a. for kontrakter, der er oprettet før 1. januar 1966, og derefter 4 1/4 pct. p. a.

2) Pristallet forudsættes at vokse med 4 1/4 pct. om året.

3) Indbetalingsperioden for hver indekskontrakt sættes lig 30 år, hvilket svarer omtrent til den gennemsnitlige indbetalingsperiode for de kontrakter, der hidtil er oprettet.

4) Udbetalingsperioden fastsættes til 13 år, svarende til middellevetiden for en 67-årig person.

5) Antallet af eksisterende indekskontrakter pr. 1. januar 1972, d. v. s. ved begyndelsen af første udbetalingsår, antages at være 3.000.000, svarende til en skønnet nettotilvækst på 600.000 kontrakter i 19'71. Antallet af indekskontrakter pr. 31. december 1970 androg ca. 2.400.000, hvoraf ca. 750.000 blev oprettet i 1970.

Med de nævnte forudsætninger vil den kapitaliserede værdi af statens forpligtelser til betaling af indekstillæg andrage 20 milliarder kr., opgjort pr. 1. januar 1972, forudsat at der ikke tegnes nye indekskontrakter efter denne dato.

Beløbet skal formindskes med værdien af de indkomstskatter, interessenterne — dersom deres samlede indtægter bliver store nok — kommer til at erlægge af modtagne ydelser på indekskontrakterne.

Endvidere skal det kapitaliserede beløb reduceres af hensyn til forventet ophævelse af et antal indekskontrakter, før udbetaling finder sted. På den anden side skal beløbet forhøjes med værdien af interessenternes sparede skat af indbetalingerne, ligesom en forhøjelse må indtræde, for så vidt den årlige prisstigningstakt bliver på mere end de forudsatte 4 1/4 pct."

Ved fremsættelsen betonede økonomi- og budgetministeren yderligere, at ordningens hidtidige succes utvivlsomt var begrundet i de store bidrag, der fra det offentlige ydes i form af skattebegunstigelser. Ministeren anførte herom bl. a.:
„Regner man f. eks. med, at halvdelen af indbetalingerne repræsenterer nyopsparing, vil de samlede skattefradrag fra år til år blive af samme størrelsesorden som den reelle opsparing. Dette ville med andre ord sige, at staten og kommunerne løbende finansierede hele nyopsparingen, hvorudover staten pådrager sig en forpligtelse til senere erlæggelse af indekstillæg."

Ved 1. behandling anbefalede Poul Dalsager (S) ophævelsen af adgangen til nytegning af indekskontrakter, idet han udtrykte tvivl om, at denne ordning i det hele taget medvirkede til forøgelse af opsparingen, ligesom han fandt, at skattebegunstigelserne først og fremmest kom de største indtægter til gode. Tilsvarende betragtninger anførtes af Bernhard Baunsgaard (RV), der tilføjede, at den bedste måde at sikre en stor opsparing på er gennem et stabilt pengesystem og en bekæmpelse af inflationen. Også Lüthen (SF) anbefalede ophævelse af ordningen, som han betegnede som en mægtig skattefidus. Poul Schlüter (KF) mente, at ordningen burde bevares, idet opsparingsmulighederne i modsat fald ville forringes til skade for erhvervslivet og arbejdspladserne, der har brug for al den kapitaldannelse, der kan bidrages til ved, at private udskyder forbrug. Henry Christensen (V) udtalte bl. a.: „Venstre er imod det foreliggende lovforslag. Vi er det, fordi det ensidigt vil forringe vilkårene for den enkelte borgers private opsparing, og vi er det, fordi det vil øge uligheden mellem statens egne tjenestemandsansatte og den almindelige borger."

Ordføreren for det konservative folkeparti og venstre kritiserede såvel i deres udtalelser i udvalgets betænkning som i deres indlæg under lovforslagets 2. behandling, at det ikke havde været muligt at få etableret forhandlinger om nye opsparingsfremmende ordninger, et forhold, som også ordføreren for det radikale venstre beklagede.

Ved lovforslaget 3. behandling fremsatte Henry Christensen følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget opfordrer regeringen til snarest at udarbejde og medvirke til ændrede regler, der muliggør en inflationssikret alderdomsopsparing for de borgere, der ikke gennem tjenestemands- eller tjenestemandslignende pensioner i forvejen har en inflations- og velstandssikret pensionsordning,

fortsætter tinget sin behandling af nærværende sag."

Dette dagsordensforslag forkastedes med 82 stemmer (S og SF) mod 57 (KF og V), medens 26 (RV) undlod at stemme.

Lovforslaget blev herefter vedtaget med 108 stemmer (S, SF og RV) mod 56 (KF og V).