Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Henning Jensen, Ritt Bjerregaard, Falk Hansen [formand], Holst, Søren Jensen (Vejen) [næstformand], Risgaard Knudsen, Axel Ivan Pedersen, Henning Philipsen, Maigaard, Flemming Jensen, Karen Thurøe Hansen, Stæhr Johansen, Christophersen, Nyboe Andersen, Robert Christensen, Gunner Baunsgaard og Elmholt.
Hensigten med lovforslaget var at ændre lov nr. 132 af 13. april 1962, således at der blev skabt hjemmel for ministeren for offentlige arbejder til ved udfærdigelse af en bekendtgørelse at gennemføre reglerne i rådsdirektiv nr. 64/429 om etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser for selvstændig virksomhed inden for industri og håndværk og rådsdirektiv nr. 64/427 om overgangsforanstaltninger inden for de nævnte former for selvstændig virksomhed.
Lovforslaget tilsigter en bemyndigelse til ministeren på 2 områder.
For det første skal ministeren kunne bestemme, at personer, der har drevet tilsvarende virksomhed i et andet EF-land, og som råder over det nødvendige kendskab til danske installationsforskrifter, er fritaget for at aflægge prøve for at opnå autorisation her i landet som gas-, vand- og sanitetsmester, henholdsvis kloakmester.
For det andet tilsigter lovforslaget at bemyndige ministeren til i overensstemmelse med Fællesskabernes regler om udveksling af tjenesteydelser at fastsætte bestemmelser om, at personer, der driver tilsvarende virksomhed i et andet medlemsland, kan udføre de af loven omfattede arbejder uden at have etableret sig i Danmark.
Lovforslaget blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om autorisation af elektroinstallatører m. v. (se næste sag).
Om baggrunden for lovforslagene udtalte ministeren i fremsættelsen følgende:
„Lovforslagene er led i den lovgivning, som er nødvendig i forbindelse med dansk indtræden i EF. Lovforslagene har til formål at skabe hjemmel til administrativt at udfærdige de retsregler for elektroinstallatørernes, gas-, vand- og sanitetsmestrenes og kloakmestrenes vedkommende, som er en følge af den etableringsfrihed og ret til fri udveksling af tjenesteydelser for selvstændig virksomhed inden for industri og håndværk, der gælder i EF i medfør af rådsdirektiv nr. 64/429 om etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser for selvstændig virksomhed inden for industri og håndværk og rådsdirektiv nr. 64/427 om overgangsforanstaltninger inden for de nævnte former for selvstændig erhvervsvirksomhed.
Ifølge overgangsbestemmelserne i rådsdirektiv nr. 64/427 skal man i de tilfælde, hvor virksomhed som selvstændig inden for håndværk og industri er gjort betinget af, at den pågældende er i besiddelse af visse færdigheder og kundskaber — som det her i landet er tilfældet med elektroinstallatører, gas-, vand- og sanitetsmestre og kloakmestre, der skal have bestået en særlig prøve for at opnå autorisation — anse det som tilstrækkeligt bevis for sådanne færdigheder og kundskaber, at den pågældende i et EF-medlemsland under visse nærmere omstændigheder og i visse kortere eller længere åremål har udøvet den pågældende virksomhed som selvstændig eller som ansat hos andre, i nogle tilfælde betinget af, at han har gennemgået uddannelse i faget af en vis varighed i vedkommende EF-medlemsland. Dokumentation for sådan erhvervsudøvelse og uddannelse inden for de omhandlede fag skal således anerkendes på lige fod med den prøve, der kræves aflagt her i landet.
Lovforslagene har været forelagt EF-kommissionen."
I den af udvalget afgivne beretning oplyses, at ministeren har givet udvalget tilsagn om, at de af lovforslagene omhandlede spørgsmål vil blive drøftet med arbejdsmarkedets organisationer, Kommunernes Landsforening og Danske Elværkers Forening, forinden de genfremsættes.
Da spørgsmålet om Danmarks eventuelle tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber endnu ikke var afgjort, havde udvalget ikke taget endelig stilling til lovforslagene.