Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Holst, Normann Andersen (næstformand), Auken, Camre (formand), Henning Jensen, Søren Jensen (Vejen), Johan Nielsen, Frandsen, Morten Lange, Knud Thomsen, Knud Bro, Lowzow, Enggaard, Kaj V. Andersen, Johan Philipsen, Dahlgaard og Gerda Tosti Nielsen.
Loven fastsætter, at handelsministeren — til opfyldelse af internationale forpligtelser — kan fastsætte bestemmelser om, at den, der importerer eller her i landet fremstiller mineralolie og mineralolieprodukter, skal opretholde mindstebeholdninger af disse varer.
Ifølge loven påhviler det den, der er pligtig at opretholde disse mindstebeholdninger:
1) at afgive de oplysninger om omsætning, forbrug og beholdninger af mineralolie og mineralolieprodukter, der efter handelsministerens skøn er nødvendige for kontrollen med, at lagringspligten overholdes, og
2) at give de personer, som handelsministeren bemyndiger til at deltage i kontrollen med lagringspligtens opfyldelse, adgang til eftersyn af regnskaber og lagerbeholdninger i fornødent omfang.
Regler om mindstebeholdninger for olie er vedtaget ikke alene af EF, men også af OECD. I henhold til rådsdirektiv nr. 68/414 af 20. december 1968 skal Fællesmarkedets medlemsstater gennemføre de lovmæssige og administrative foranstaltninger, der er nødvendige til sikring af opretholdelse af olielagre, der mindst svarer til 65 dages gennemsnitligt dagligt indenlandsk forbrug i det nærmest foregående kalenderår.
En skærpelse af disse krav er sket ved, at OECD's råd den 29. juni 1971 har vedtaget en henstilling gående ud på, at de europæiske medlemslandes regeringer skal sørge for, at olielagrene så snart som muligt, d.v.s. når forsyningsforholdene og tankskibssituationen tillader det, forøges fra 65 dages til 90 dages forbrug. Endvidere har fællesmarkedskommissionen den 23. juli 1971 over for De europæiske Fællesskabers råd fremsat
forslag om, at de i rådsdirektiv nr. 68/414 angivne mindste- beholdninger ændres fra 65 dages til 90 dages forbrug.
Loven trådte i kraft på ugedagen for dens bekendtgørelse i Lovtidende. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.
Lovforslaget fik en velvillig modtagelse af samtlige partier i folketinget. Det henvistes til behandling i et udvalg, som i betænkningen understregede, at man med ministeren var enig i, at der må gives virksomheder, som omfattes af lagringspligten, rimelig tid til at disponere med henblik på etablering af de mindstebeholdninger, der bliver foreskrevet i medfør af loven.
Udvalget noterede sig følgende tilsagn afgivet af handelsministeren som kommentar til en henvendelse fra Oliebranchens Fællesrepræsentation:
„Det er en selvfølge, at handelsministeriet vil optage drøftelser med de berørte brancheorganistationer om den nærmere udformning af lagringsbestemmelserne, og jeg finder ikke anledning til, at der optages bestemmelser herom i lovforslaget.
Såfremt elværkerne og de danske statsbaner fortsat foretager selvstændig import, vil de være underkastet lagringspligt, og der findes i øvrigt allerede i dag for begge parter særlige beredskabsordninger baseret på frivillige aftaler.
Spørgsmålet om eventuel offentlig bistand i form af statsgaranti for lån til finansiering af lageropbygningen forudsættes taget op i forbindelse med de kommende drøftelser mellem handelsministeriet og oliebranchen. Såfremt det skønnes påkrævet, vil der — med forbehold af finansudvalgets tilslutning — kunne optages bestemmelser herom i de i medfør af loven udfærdigede forskrifter."
Ved 2. behandling omtalte Johan Philipsen (V), at man i EF har undersøgt, om der måske var mulighed for at oplagre olien i underjordiske huler i salthorstene, og han henviste til, at vi her i landet har tre sådanne salthorste beliggende i Jylland. Handelsministeren bekræftede, at spørgsmålet om anvendelse af salthorste vil indgå i fremtidige overvejelser om beredskabslagre.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget uændret og enstemmigt med 133 stemmer.