Efter 1. behandling henvist til udvalg. på 17 medlemmer: Ritt Bjerregaard, Albertsen, Camre, Jørgen Peder Hansen [formand], Hjortnæs [næstformand], Anker Jørgensen, Axel Ivan Pedersen, Poul Dam, Ømann, Hans Kjær, Hanne Budtz, Knud Thomsen, Lennart Larson, Nyboe Andersen, Jens Peter Jensen, Nordqvist og Niels Helveg Petersen.
Ved lovforslaget foretages ændringer i konkurrencelovens §§ 16 og 17 som led i lovens tilpasning til fællesmarkedsbestemmelserne.
Bemyndigelserne, der tillægges handelsministeren efter forslaget til stk. 1 i § 16, svarer indholdsmæssigt ganske til bemyndigelserne i den gældende lovs § 16, stk. 1. Straffebestemmelsen i lovens § 16, stk. 2 er optaget i lovforslagets § 16, stk. 3.
Bemyndigelsen for handelsministeren i henhold til den foreslåede § 16, stk. 2, til at træffe bestemmelse om, at bestemte varebetegnelser eller symboler skal forbeholdes varer, der opfylder nærmere forskrifter, og bemyndigelsen efter forslagets § 16, stk. 2, til at foreskrive, at bestemte varer skal mærkes på særlig måde, er ny og nødvendiggjort dels af Fællesmarkedsdirektiv — 69/493 — af 15. december 1969 (De Europæiske Fællesskabers Tidende 1969 nr. L 326/36) om en harmonisering af medlemslandenes lovgivning vedrørende krystalglas, dels af direktiv — 71/307 - af 26. juli 1971 (De Europæiske Fællesskabers Tidende 1971 nr; L 185/16) om en harmonisering af lovgivningen vedrørende betegnelser for tekstilvarer.
De foreslåede ændringer af § 17 er alene foretaget, fordi bestemmelserne i deres nuværende formulering ikke omfatter overtrædelse af administrativt fastsatte forskrifter.
Lovforslaget blev i folketinget behandlet sammen med forslag til lov om kontrol med overholdelsen af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om monopoler og konkurrencebegrænsninger, se nærmest efterfølgende sag.
Forslagene henvistes til behandling i et udvalg, som afgav en beretning, hvorfra følgende skal anføres:
„Handelsministeren har over for udvalget klart tilkendegivet, at den i forslag til lov om ændring af lov om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse i § 16, stk. 2, indeholdte bemyndigelse for ministeren til at foreskrive varedeklarationer kun vil blive anvendt i det omfang, markedsintegrationen gør det ønskeligt.
Ministeren har endvidere over for udvalget givet udtryk for, at han er indstillet på at forhandle ikke alene med hovedorganisationerne for dansk erhvervsliv, men også med forbrugerorganisationer, inden mærkningsbestemmelserne sættes i kraft.
Da spørgsmålet om Danmarks eventuelle tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber endnu ikke er afgjort, har udvalget ikke taget endelig stilling til lovforslagene."