Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om ændring af lov om Danmarks Erhvervsfond., se side 168.

Lovforslaget tilsigter en ophævelse af § 5 i lov nr. 145 af 21. april 1965 om Danmarks erhvervsfond. Paragraffen angiver de risici, som kan dækkes under garantier udstedt af eksportkreditrådet.

Denne risikoafgrænsning er ikke identisk med den risikodækning, der er vedtaget for visse kreditforsikringspolicer inden for Fællesskaberne. Da Fællesskaberne yderligere forudser en revision af reglerne på dette område, er det ikke fundet hensigtsmæssigt, at der i lovform foreligger en specifikation af de risici, som kan dækkes af eksportkreditrådet. Overensstemmelse mellem eksportkreditrådets garantier og reglerne inden for Fællesskaberne vil til enhver tid kunne sikres gennem den bemyndigelse, der i lovens § 10 er givet handelsministeren til at udfærdige de nærmere bestemmelser for garantiernes indhold.

Om baggrunden for lovforslagets fremsættelse skal anføres følgende fra bemærkningerne:

„I henhold til bestemmelserne i Romtraktatens kapitel 3 om handelspolitikken er der siden 1960 udfoldet bestræbelser for at harmonisere medlemslandenes eksportkreditgarantiordninger. Som første skridt på vejen indførtes i 1962 en konsultationsprocedure, der bl. a. skal iagttages i tilfælde, hvor garantier gives i forbindelse med eksportforretninger, der indeholder længere kredittid end 5 år.

I 1965 vedtoges bestemmelser om, i hvilket omfang underleverancer fra andre medlemslande eller ikke medlemslande skal være omfattet af garantier, der gives til en hovedleverandør.

Imidlertid var det først i 1970, at der skete en afgørende udvikling, idet Rådet den 27. oktober 1970 udstedte direktiver om indførelse af en fælles kreditforsikringspolice for mellem- og langfristede eksportforretninger med offentlige købere (70/509/EF) og en fælles kreditforsikringspolice for mellem- og langfristede eksportforretninger med private købere (70/510/EF). Direktiverne finder, når de træder i kraft, anvendelse på eksportkreditforretninger, i hvilke kredittiden udgør 2 år eller mere, eller fabrikationstiden udgør 1 år eller mere, eller fabrikationstiden og kredittiden tilsammen udgør 2 år eller mere. Medlemslandene forpligtes til at gennemføre de lovmæssige og administrative foranstaltninger, som er nødvendige, for at de nationale eksportkreditinstitutter kan anvende de i direktiverne indeholdte fællespolicer. Disse policer angiver i artikel 3 de risici, som garantierne dækker.

Risikodækningen svarer stort set til den, der ydes danske eksportører i henhold til erhvervsfondslovens § 5, men på det foreliggende grundlag kan påvises følgende forskelle:

1. Fællespolicernes område er videre end den danske garantiordning, idet fællespolicerne dækker tab, der skyldes følgende naturkatastrofer: hvirvelstorm, oversvømmelse, jordskælv, vulkanudbrud eller springflod.

2. Fællespolicen vedrørende private købere har et snævrere område end den danske garantiordning, idet fællespolicen ikke dækker tab som følge af, at en solvent køber uden gyldig grund vægrer sig ved at modtage varen, jfr. derimod lovens § 5, stk. 1, nr. 1 c.

Fællespolicernes afgrænsning af risikoområdet anses ikke for at være endelig. Inden for en frist af 2 år efter indførelsen af fællespolicerne er det pålagt Kommissionen at fremlægge en rapport om de indhøstede erfaringer med hensyn til anvendelsen af fællespolicernes artikel 3 og i givet fald at fremkomme med forslag til ændringer af bestemmelserne.

Den i fællespolicerne foretagne afgrænsning af risikodækningen er for de politiske risicis vedkommende senere ved et rådsdirektiv af 1. februar 1971 (71/86/EF) gjort anvendelig på kortfristede eksportforretninger."

Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i et udvalg, som afgav en beretning, hvori det anførtes, at udvalget ikke havde taget endelig stilling til lovforslaget, da spørgsmålet om Danmarks eventuelle tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber endnu ikke var afgjort.