Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer:
Preben Steen Nielsen, Alsing Andersen, Knud Damgaard, Orla Møller [formand], Poul Nielson, Søgaard [næstformand], Erik Worm, Gert Petersen, Kurt Brauer, Knud Østergaard, Bo Kristensen, Ninn-Hansen, Kristen Østergaard, Henry Christensen, Arne Christiansen, Westergaard Andersen og Bilgrav-Nielsen.

Lovforslaget blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om forsvarets personel, se nærmest følgende sag.

Lovforslaget indeholder ændringer af styrkemålene. For hærens vedkommende angives det således:

„Dækningsstyrken, som består af en egentlig stående styrke på 7.000 mand med visse støtteenheder og af en hjemsendt supplementsstyrke, skal i videst muligt omfang være beredt til øjeblikkelig indsats." I gældende lov lyder den hertil svarende bestemmelse således: „Dækningsstyrken, der omfatter en stående styrke på ca. 13.000 mand, skal i videst muligt omfang være beredt til øjeblikkelig indsats."

For flådens vedkommende udgår talangivelsen af egentlige krigsskibe („ca. 60"), og for flyvevåbnets vedkommende ændres „9 kampenheder" til: „6 kampenheder".

I den skriftlige fremsættelse anførte forsvarsministeren bl. a. følgende:

„Lovforslagene svarer — med visse ændringer — til de lovforslag, som socialdemokratiet fremsatte her i tinget i sidste folketingssamling.

Lovforslagene har til formål gennem en reform af forsvaret at standse det stadigt voksende misforhold mellem de styrkemæssige og materielmæssige mål og de økonomiske muligheder for at indfri dem samt at gennemføre en ordning, som i øvrigt er i overensstemmelse med udviklingen i samfundet. Forslagene skal derfor ses som et udtryk for ønsket om at tilvejebringe og opretholde et forsvar, der — inden for de grænser, samfundsøkonomien og hensynet til andre vigtige samfundsopgaver stiller — bedst muligt udnytter de ressourcer, der er til rådighed.

Lovforslagene bygger på vort fortsatte medlemskab af NATO, hvortil regeringen ikke i dag ser noget sikkerhedspolitisk alternativ.

I overensstemmelse hermed må det danske forsvars vigtigste opgave være — som en del af en større helhed — at virke så forebyggende, at det aldrig kommer i brug. Regeringen er af den opfattelse, at en omlægning af forsvaret efter de retningslinjer, der er angivet i lovforslaget, vil øge dets troværdighed. Dette kan kun ske ved, at forslagene er baseret på det fortsatte militære samarbejde inden for NATO, herunder den gældende strategi om den fleksible imødegåelse.

Regeringen finder det også afgørende nødvendigt, at man finder frem til en forsvarsordning, som de unge, der skal aftjene deres værnepligt, er bedst muligt motiveret for. Dette er ikke opnået med den nuværende ordning. Igennem de senere år har antallet af militærnægtere været stigende. Flere forhold spiller ind her. Bl. a. at man ikke i samme udstrækning som tidligere tager værnepligten, som pålægges ca. en tredjedel af de unge, for en given ting. Udover at vi stadig må gøre os anstrengelser for at vise dansk forsvars sammenhæng med en bredere sikkerhedspolitik, må vi også vise, at alt gøres for, at man kun i den udstrækning, det er nødvendigt og samtidig forsvarligt, tager de unge ud af deres uddannelse og arbejde. Dette kan gøres ved, at værnepligtstiden udnyttes effektivt, og ved at de unge kun er inde i den tid, det tager at blive uddannet.

Dette forudsætter, at personellet til hærens, søværnets og flyvevåbnets stående beredskab hovedsageligt kommer til at bestå af frivillige.

For hærens vedkommende lægges op til et system, således at den del af de værnepligtige, der uddannes med henblik på at indgå i felthæren, efter uddannelsen hjemsendes som supplementsstyrke.

Ved at den værnepligtiges uddannelse samtidig målrettes fra begyndelsen, vil tjenestetiden kunne nedsættes, samtidig med at de mere komplicerede funktioner overlades til frivillige med den fornødne uddannelse og rutine. Regeringen har ment', at en tjenestetid på ca. 6 måneder suppleret med 2 gange 14 dages genindkaldelser under disse forudsætninger er tilstrækkelig, men spørgsmålet om længden af denne tjenestetid må naturligvis have sin plads i de kommende udvalgsforhandlinger.

For hærens vedkommende har princippet om, at den egentlig stående styrke hovedsagelig skal bestå af frivilligt personel, været medvirkende til, at styrkens størrelse kan bringes væsentligt ned under den nuværende ordnings størrelse. Ændringen til § 6 indebærer, at den egentlige stående styrke på 7.000 mand med visse støtteenheder sammenlagt vil være godt 8.000 mand.

For søværnets vedkommende har regeringen lagt vægt på, at det kommer til at bestå af en efter danske forhold operativt afbalanceret flådestyrke. Overvågningsopgaverne vil blive givet samme prioritet som hidtil.

For flyvevåbnets vedkommende er det tanken at gennemføre den størst mulige standardisering og nedsætte antallet af eskadriller. Spørgsmålet om antallet af fly er åbent for forhandling.

Ud fra disse principper har jeg bedt forsvarskommandoen om at udarbejde konkrete forslag.

Under det kommende udvalgsarbejde vil hele dette materiale blive stillet til rådighed for udvalget, og det samme er tilfældet med materialet fra forsvarskommissionen — herunder resultatet af tjenestetidsforsøget — idet det forudsættes, at forsvarskommissionen som foreslået af den tidligere regering afslutter sit arbejde i første halvdel af 1972 ..

Ved 1. behandling fik lovforslagene tilslutning af Preben Steen Nielsen (S), som lagde megen vægt på den ændring i den sikkerhedspolitiske situation, der er sket siden forsvarsforliget af 1960. Knud Østergaard (KF) hæftede sig ved, at regeringen ikke syntes at tilsigte en sænkning af det økonomiske niveau for forsvaret, og understregede, at forsvaret efter hans opfattelse udfyldte de rammer, der var lagt for det. Kristen Østergaard (V) fandt bl. a. at lovforslaget indebar en stærk reduktion af beredskabet for alle tre værn, ligesom Bilgrav- Nielsen (RV) fandt det urealistisk at antage, at der inden for de foreliggende rammer kunne skaffes en betydelig tilgang af professionelle, og fremhævede endvidere de af det radikale venstre tidligere skitserede tanker. Gert Petersen (SF) anså en militær afrustning af Danmark for en logisk følge af landets beliggenhed og natur. I debatten deltog endvidere, foruden forsvarsministeren, K. Helveg Petersen (RV), Ninn-Hansen (KF), samt statsministeren.

Det udvalg, hvortil lovforslagene blev henvist, nåede ikke at tilendebringe sit arbejde inden folketingsårets slutning.