Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Albertsen, Normann Andersen [næstformand], Lene Bro (fra 15/5 Karen Dahlerup Andersen), Tove Lindbo Larsen, Johan Nielsen, Marichen Nielsen, Birte Weiss, Morten Lange, Poul Dam, Stæhr Johansen, Hanne Budtz [formand], Poul Schlüter, Merete Bjørn Hanssen, Kaj V. Andersen, Johan Philipsen, Bernhard Baunsgaard og K. Helveg Petersen.

Efter lovforslaget åbnes der mulighed for, at ministeren for kulturelle anliggender og ministeren for offentlige arbejder i forening kan meddele selvejende institutioner eller selskaber bevilling til radiospredning på kommerciel basis.

Endvidere foresloges det, at Danmarks Radio kun må drive én tv-station og højst to landsdækkende radioprogrammer.

I forbindelse med lovforslagets fremsættelse udtalte ordføreren for forslagsstillerne bl. a.:

„Radiomonopolet har nu rådet i snart 50 år fra de første forsøg i radioens barndom. Efter min opfattelse har der væsentligt været to grunde dertil. For det første har de tekniske muligheder været begrænsede, og for det andet har ordningen med offentlig kontrol gennem radiorådet med al radiospredning været ønsket af et flertal i folketinget. Nu ved vi fra radiokommissionens betænkning en del mere om situationen omkring radio og tv, og det er derfor aktuelt at genoptage debatten om statsmonopolet.

Vi ved, at det er teknisk muligt at etablere flere landsdækkende tv-programmer, og vi ved, at der hos seerne er et ønske om mere at vælge imellem.

Vi kender nogenlunde omkostningerne ved oprettelsen af et tv-2 og må erkende, at disse udgifter må prioriteres sammen med andre udgifter, hvorfor der kan gå endnu nogen tid, inden tv-2 bliver en realitet. Derimod kan et landsdækkende privat radioprogram hurtigt sættes i gang ved overflytning af de fornødne kanaler fra Danmarks radio. Lad mig i denne forbindelse pege på, at lytterundersøgelserne viser, at program 2 har et overordentligt beskedent lyttertal. Herved lettes jo også Danmarks radios budget. Dette er som bekendt noget betrængt, og der er næppe realistisk mulighed for at hæve licenserne ved siden af den skattebyrde, befolkningen bærer.

Derfor bør et tv-2 eller et nyt radioprogram være gratis for modtagerne, og dette kan opnås gennem reklamefinansiering. Næsten alle lande uden for Skandinavien har reklame-tv, og erfaringerne synes at bekræfte vor opfattelse af, at denne finansieringsform virker til tilfredshed såvel for forbrugerne som for erhvervslivet. Også i de skandinaviske lande viser opinionsundersøgelser blandt seerne flertal for reklame-tv, og for erhvervslivet bliver der tale om et vigtigt medium til hurtigt at sprede kendskab til varerne. Reklame-tv kommer, hvad enten vi ønsker det eller ej. Vi har det allerede fra Tyskland, i Sverige går udviklingen i den retning, og om nogle år vil danske seere formentlig kunne se de store landes udsendelser over satellitter. Det er derfor langt bedre selv at indføre reklamer i radio og tv med vor egen reklamekodeks, med et pausereklamesystem, der ikke bryder ind i udsendelser, og med forbud mod sponsorprogrammer.

Med sådanne koncessionsbetingelser bør også betænkelighederne i henseende til den offentlige kontrol være mindre, og de bør ganske kunne bortvejres, når der endvidere stilles krav til en privat sender om alsidighed i programvalget, berigtigelsespligt og en bestyrelse, der er politisk neutral.

Jeg kunne forestille mig, at koncessionen bliver givet til pressen, eventuelt i samarbejde med oplysningsforbundene.

Det er også vigtigt, at der er berigtigelsespligt, nøje ansvarsplacering og pligt til at arkivere udsendte meninger, så forvoldt skade kan gøres god igen. Her synes jeg, der har været tilfælde, hvor Danmarks radio har holdt sig noget tilbage. Det er mit håb, at der under debatten om det foreliggende lovforslag kan findes helt tilfredsstillende løsninger på disse vigtige problemer.

Vi tror, at konkurrencen fra en alsidig og positiv privat sender vil stimulere også Danmarks radio, og vi mener, at der kun ad denne vej skabes de rette valgmuligheder for lyttere og seere landet over. Vi vil beskytte dansk presse mod tab, som erfaringsmæssigt kan komme i en overgangsperiode, men som derefter opvejes af opfølgningsannoncer.

For så vidt angår lovforslagets virkninger i Grønland, må en nærmere drøftelse finde sted i udvalget, så monopolet også ophæves i Grønland."

Lovforslaget blev i folketinget afvist af ministeren for kulturelle anliggender bl. a. under henvisning til at problemerne omkring den fremtidige radio- og tv-ordning bør drøftes i sin helhed på grundlag af radiokommissionens betænkning. Heller ikke fra de forskellige partiers ordførere mødte forslaget tilslutning.

Det udvalg, hvortil lovforslaget blev henvist til behandling, afgav den 28/9 en beretning.