Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Helle Degn (fra 22/3 Koch), Lene Bro (fra 15/5 Karen Dahlerup Andersen), Falk Hansen, Thomas Have [formand], Hjortnæs, Otto Mørch, Tastesen [næstformand], Eva Uhrskov (fra 20/1 Grete Westergaard), Kristine Heltberg, Ulla Worm, Thestrup, H. C. Toft, Brøndlund Nielsen, Kofoed, Nathalie Lind, Nordqvist (fra 21/3 Edele Kruehow) og Valbak.

Ifølge lovens § 1 yder statskassen erstatning for tab eller forringelse af erhvervsevnen som følge af invaliditet samt for tab af forsørger og for udgifter til begravelseshjælp, såfremt invaliditeten eller dødsfaldet med rimelig sandsynlighed må antages at være forårsaget af vaccination her i landet mod kopper, difteri, kighoste, polio eller tuberkulose samt mod stivkrampe, såfremt stivkrampevaccinen indgives sammen med en eller flere af vaccinerne til de førstnævnte vaccinationer.

Indenrigsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at også anden vaccination skal være omfattet af loven.

Sager om ydelser efter loven behandles af direktoratet for ulykkesforsikringen.

Invaliditetserstatning ydes efter loven i overensstemmelse med reglerne i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m. fl. i forhold til den af direktoratet for ulykkesforsikringen fastsatte invaliditetsgrad og årsløn.

Da børn indtil 15-årsalderen normalt ikke vil have nogen erhvervsevne, der giver sig udslag i en arbejdsfortjeneste, som kan tages i betragtning ved fastsættelsen af den årsløn, hvorefter erstatning beregnes, kan der ifølge loven tidligst tilkendes erstatning for tiden efter skadelidtes fyldte 15. år. Behovet for bistand indtil da er antaget at være tilstrækkelig dækket af ydelser efter den gældende sociale lovgivning, især forsorgslovens §§ 70 og 73.

Erstatning for tab af forsørger ydes også i tilfælde, hvor en afdød ægtefælle har opfyldt sin forsørgelsespligt ved arbejde i hjemmet.

Loven trådte i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende og anvendes på vaccinationsskader, for hvilke de første sikre symptomer er påvist efter lovens ikrafttræden. Endvidere anvendes loven på vaccinationsskader, for hvilke de første sikre symptomer er påvist før lovens ikrafttræden, såfremt de anmeldes til direktoratet for ulykkesforsikringen senest ét år efter lovens ikrafttræden.

Om baggrunden for lovforslagets fremsættelse skal anføres følgende fra bemærkningerne:

„Efter at der i foråret 1966 var blevet gennemført en landsomfattende poliovaccination, blev der i nogle tilfælde konstateret akut polio, hvis fremkomst blev sat i forbindelse med vaccinationen. På grundlag af en redegørelse fra et sagkyndigt udvalg afgav sundhedsstyrelsen en erklæring til indenrigsministeriet om, at der i 8 tilfælde måtte antages at være forekommet akut polio i sandsynlig årsagssammenhæng med vaccinationen. Der blev herefter med tilslutning fra folketingets finansudvalg tillagt de 8 polioramte personer invaliditetserstatning.

Efter afslutningen af sagen om erstatning til de 8 polioramte personer, blev der i ca. 20 tilfælde over for indenrigsministeriet rejst krav om erstatning for vaccinationsskader ikke blot i forbindelse med poliovaccinationer, men også i forbindelse med difteri-, koppe- og kighostevaccinationer.

På denne baggrund nedsatte indenrigsministeriet den 24. november 1969 et udvalg med den opgave at overveje, om den af indenrigsministeriet efter poliovaccinationerne i 1966 indledte praksis med hensyn til erstatning for vaccinationsskader burde fortsættes, eller om der burde fastsættes lovregler om erstatning fra statskassen for skader forvoldt ved vaccination.

Udvalget har i februar 1971 afgivet en betænkning, betænkning nr. 609 vedrørende erstatning for vaccinationsskader. Udvalget anbefaler, at staten ved lov forpligter sig til at yde erstatning for skader, som med rimelig sandsynlighed kan antages at være forårsaget af vaccination mod smitsomme sygdomme, der foretages i offentlig interesse. Det i betænkningen indeholdte lovudkast danner i alt væsentlig grundlag for nærværende lovforslag."

Ved lovforslagets fremsættelse redegjorde indenrigsministeren for, i hvilket omfang bestemmelserne i § I afviger fra dansk rets almindelige erstatningsretlige system. Disse afvigelser er følgende:

1. Den almindelige ansvarsbetingelse, hvorefter en skadevolder normalt kun kan gøres ansvarlig, hvis der er noget at bebrejde ham, f. eks. derved at han har gjort en fejl eller der foreligger forsømmelse, fraviges, idet også hændelige skader efter vaccination falder ind under ordningen.

2. Medens almindelige erstatningsretlige regler ville føre til, at staten alene ville hæfte for skader forårsaget af personer, som stod i et underordnelsesforhold til staten som arbejdsgiver, indebærer ordningen, at staten også hæfter for skader, som opstår efter vaccinationer foretaget af f. eks. privat praktiserende læger.

3. Bevismæssigt stilles skadelidte gunstigere end efter de almindelige erstatningsregler. Dette er i bestemmelsen formuleret således, at skaden med rimelig sandsynlighed må antages at være forårsaget af vaccinationen. Det er således ikke tanken, at det skal være nødvendigt for skadelidte at føre 100 pct. bevis for, at der foreligger årsagssammenhæng.

4. Endelig er det efter den almindelige erstatningsret en betingelse for at opnå erstatning, at skaden skyldes en realisation af den særlige risiko, som den skadevoldende handling indebar. Ganske atypiske og upåregnelige følger af den skadegørende handling — f. eks. beroende på en særlig sårbarhed hos skadelidte — berettiger således normalt ikke til erstatning.

Ved bestemmelsen i § 1 fraviges denne erstatningsbetingelse, således at også vaccinationsskader, der er ganske atypiske, kan begrunde erstatningskrav.

Lovforslaget fik en yderst velvillig modtagelse i folketinget. Folketingsbehandlingen resulterede i 3 ændringsforslag. For det første blev i § 1 tilføjet ordene: „samt mod stivkrampe, såfremt stivkrampevaccinen indgives sammen med en eller flere af vaccinerne til de førstnævnte vaccinationer." Dernæst blev der i § 3 tilføjet en bestemmelse, hvorved der blev pålagt lægerne pligt til at foretage anmeldelse af eventuelle vaccinationsskaeler. Endelig blev som nyt stykke til § 5 tilføjet bestemmelsen om, at erstatning for tab af forsørger også ydes i tilfælde, hvor en afdød ægtefælle har opfyldt sin forsørgelsespligt ved arbejde i hjemmet. Om den sidste ændring siges det i den af folketingsudvalget afgivne betænkning, at uanset at udvalget er opmærksom på, at der hverken efter ulykkesforsikringsloven eller efter loven om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m. fl. er hjemmel til at yde erstatning for tab af forsørger i tilfælde, hvor ægtefællen har været hjemmearbejdende uden selvstændig arbejdsindtægt, har udvalget dog fundet det rimeligt, at der i forbindelse med dødsfald efter vaccinationsskade kan ydes erstatning for tab af forsørger i denne situation. Udvalget stillede herefter ændringsforslag i overensstemmelse hermed. Dette ændringsforslag blev tiltrådt af indenrigsministeren, som i princippet erklærede sig enig med udvalget, men som samtidigt udtrykte nogen betænkelighed ved, „at der på dette specielle område af ulykkesforsikringslovgivningen gennemføres en bestemmelse med det foreslåede indhold."

Ved 2. behandling blev der fra alle sider udtrykt stor tilfredshed med dette „skelsættende nye princip i erstatningslovgivningen", og ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 157 stemmer.