Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Ved loven ophæves den hidtil gældende lov nr. 140 af 25. maj 1956 om adoption. De væsentligste ændringer i forhold til den hidtidige lov, som loven indebærer, er følgende:

Der gives ved lovens § 9, stk. 1, adgang til at meddele adoptionsbevilling, selv om et meddelt samtykke tilbageholdes, såfremt tilbagekaldelsen under særlig hensyntagen til barnets tarv ikke er rimeligt begrundet.

I denne forbindelse bemærkes, at loven afskaffer den hidtidige principielle formløshed med hensyn til samtykke til adoption. § 8 indeholder således regler om, at forældrenes samtykke skal afgives skriftligt under personligt fremmøde for en offentlig myndighed, der forinden skal vejlede forældrene om adoptionens og samtykkets retsvirkninger. Lignende regler findes i § 6, stk. 2, for de tilfælde, hvor barnet skal samtykke. Endvidere er (i § 8, stk. 2) lovfæstet den allerede i praksis anvendte regel, at der først kan tillægges et samtykke betydning, hvis det er afgivet 3 måneder efter barnets fødsel.

Selv om der ikke kan opnås samtykke, kan adoptionsbevilling ifølge § 9, stk. 2, dog i særlige tilfælde meddeles, såfremt hensynet til barnets tarv afgørende tilsiger dette. Er barnet undergivet børne- og ungdomsforsorg, kræves samtykke fra landsnævnet for børne- og ungdomsforsorg.

Som et supplement til bestemmelsen i § 9, stk. 2, om adoption i tilfælde hvor samtykke ikke kan opnås, indeholder § 10 en regel om, at der i disse tilfælde også kan gives en forhåndstilladelse til, at børn under børne- og ungdomsforsorg senere bortadopteres. Herved har man søgt at løse adoptionsspørgsmålet for de børn, der er anbragt på institutioner, de såkaldte "glemte børn".

Afgørelsen efter §§ 9 og 10 er henlagt til overøvrigheden, der er den myndighed, der meddeler adoptionsbevillinger. § 11 giver imidlertid mulighed for at indbringe sagen for domstolene.

Bestemmelsen i § 11 gav i sin oprindelige form ikke plejeforældrene mulighed for domstolsprøvelse, hvorimod de måtte antages at have adgang til at påklage overøvrighedens afslag til justitsministeren. Paragraffen ændredes imidlertid under behandlingen i folketinget, således at plejeforældre i tilfælde, hvor de efter § 9, stk. 1, har søgt om bevilling til trods for tilbagekaldelse af et forældresamtykke, kan indbringe overøvrighedens afslag for domstolene. Derimod kan plejeforældrene ikke i sager efter § 9, stk. 2, eller § 10 indbringe afslag for domstolene.

I sager efter § 9, stk. 1, er plejeforældrene således herefter i tilfælde af afslag på adoptionsansøgningen stillet på samme måde, som forældrene er stillet i tilfælde af en positiv beslutning om, at adoption skal gives, selv om deres samtykke er tilbagekaldt. De skal underrettes om beslutningen på den særlige måde, der er foreskrevet i § 11, og de dér anførte frister gælder også for dem.

Efter § 12 kan et barn ikke fjernes fra ansøgerens hjem under adoptionssagens behandling, når overøvrigheden har besluttet, at der bør bortses fra, at samtykke til adoption ikke foreligger. Under folketingets behandling udvidedes § 12 til også at omfatte de tilfælde, hvor landsnævnet for børne- og ungdomsforsorg har givet samtykke efter § 9, stk. 2, 2. pkt., eller fremsat begæring efter § 10. I disse tilfælde har en offentlig myndighed efter en prøvelse af sagen fundet, at adoptionssagen bør fremmes. Selve den omstændighed, at der indgives andragende om adoption, medfører ikke, at barnet ikke kan fjernes. Under overøvrighedens behandling af sagen er plejeforældrene henvist til eventuelt at anvende børneforsorgslovens regler.

Lovforslaget indeholdt i sin oprindelige skikkelse ligesom den tidligere lov en bestemmelse, hvorefter det i bevillingen kunne bestemmes, at adoptivbarnets arveret efter den virkelige slægt blev bevaret (lovforslagets § 17). Under behandlingen i folketinget udgik denne bestemmelse. Samtidig indsattes som § 30, stk. 2, en overgangsregel om, at et arveretsforbehold i bevillinger meddelt før lovens ikrafttræden bevarer sin gyldighed. Der er i bemærkningerne til ændringsforslaget i udvalgets betænkning indgående redegjort for baggrunden for den foretagne ændring.

Loven indeholder i øvrigt en række andre ændringer i forhold til den hidtidige lov.

Der er således indført adgang til at meddele bevilling, når adoptanten er fyldt 20 år, når særlige grunde taler derfor. Aldersgrænsen på 25 år — som stadig er hovedreglen — var i den tidligere lov absolut.

Efter § 7, stk. 1, kræver adoption af en person under 18 åg, samtykke fra forældrene. Grænsen var tidligere 20 år.

Lovens kapitel 2 om retsvirkningerne af adoption indeholder bortset fra den nævnte ændring af arvereglerne ikke særlige nydannelser.

Der er i kapitel 3 sket en væsentlig indskrænkning i adgangen til ophævelse af adoption, idet der ikke længere er adgang til ophævelse på grund af adoptivbarnets åndssvaghed eller sindssygdom. Også den hidtidige adgang til ophævelse, hvis adoptivbarnet har forset sig groft mod adoptanten eller i øvrigt har udvist et groft lastværdigt forhold, er afskaffet.

Det fastslås i § 22, at et tidligere adoptivforhold anses for ophævet ved ny adoption bortset fra det tilfælde, hvor en ægtefælle adopterer sin ægtefælles barn eller adoptivbarn (§ 16, stk. 2). Dette har navnlig betydning i tilfælde, hvor adoptanternes ægteskab opløses ved skilsmisse og den af dem, der har fået tillagt forældremyndigheden, vil indgå nyt ægteskab, i hvilket den nye ægtefælle ønsker at adoptere barnet.

I det oprindelige lovforslag var i en række paragraffer opstillet som betingelse, at en person ikke var sindssyg eller åndssvag. Dette ændredes under behandlingen i folketinget til sindssygdom eller åndssvaghed af en sådan art, at den berøver den pågældende evnen til at handle fornuftsmæssigt. Samtidig sidestilles anden sjælelig forstyrrelse af varigere karakter med sindssygdom og åndssvaghed.

Endelig indeholder loven en række redaktionelle og sproglige ændringer i forhold til den hidtidige lov.

Loven træder i kraft den 1. oktober 1972 (oprindeligt foreslået den 1. juli 1972).

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring af myndighedsloven. (Forældremyndighed over børn uden for ægteskab), se nærmest følgende sag. Det havde tillige nær sammenhæng med forslag til lov om ændring af retsplejeloven. (Prøvelse af beslutning om adoption uden samtykke), se side 216. Sidstnævnte lovforslag, der fremsattes senere, henvistes efter 1. behandling ligeledes til retsudvalget og behandledes herefter sammen med de her omhandlede lovforslag.

Justitsministeren henviste i sin fremsættelse til det forslag til lov om ændring af lov om adoption, der i sidste samling fremsattes af Lene Bro og en række andre socialdemokratiske medlemmer, se årbog 1970-71, side 380. I den af udvalget afgivne beretning vedrørende dette forslag havde justitsministeren givet tilsagn om at fremsætte lovforslag om de deri berørte spørgsmål, så snart en forventet delbetænkning fra justitsministeriets adoptionsudvalg forelå uden forudgående høringer. Med fremsættelse af nærværende lovforslag opfyldte ministeren dette løfte.

Lovforslaget om adoption var identisk med det lovudkast, der fandtes i betænkning I om ændring af adoptionsloven, afgivet i september 1971 af justitsministeriets adoptionsudvalg (betænkning nr. 624/1971). Som nævnt gennemførtes en række ændringer under folketingets behandling. En del af disse var foranlediget af udtalelser, som justitsministeriet under sagens behandling indhentede fra forskellige myndigheder, institutioner og organisationer, og som blev tilstillet folketingsudvalget.

Forslag til lov om adoption fik en særdeles velvillig modtagelse i folketinget. Alle ordførere tilsagde ved 1. behandling en positiv og dybtgående udvalgsbehandling.

Som det fremgår af udvalgets betænkning, resulterede dets arbejde bl. a. i en række ændringsforslag. Disse vedtoges ved 2. behandling og er i alt væsentligt omtalt i det foregående.

Et af ændringsforslagene — om at lade muligheden for at bevare adoptivbarnets arveret efter den virkelige slægt udgå af lovforslaget (§ 17) — blev ikke tiltrådt af et mindretal (det konservative folkepartis medlemmer af udvalget), de øvrige ændringsforslag var tiltrådt af hele udvalget.

Udvalgsbetænkningen beskæftiger sig bl. a. med spørgsmålet om plejeforældrenes stilling i adoptionsloven og børneforsorgsloven. Som tidligere nævnt blev der ved ændringsforslag til adoptionslovforslaget givet plejeforældre mulighed for at indbringe visse afgørelser for domstolene. Hvad angår børneforsorgsloven hedder det i betænkningen bl. a:

„... Samtidig har socialministeren givet tilsagn om i næste folketingsår at fremsætte lovforslag om ændring af børneforsorgslovens §§ 81 og 82, således at plejeforældrene får adgang til at indbringe børne- og ungdomsværnets afgørelse i disse sager for højere instans. Man vil tillige søge betingelserne i § 81 for nedlæggelse af forbud mod fjernelse fra plejehjemmet udformet på samme måde som betingelserne i adoptionslovsforslagets § 9.

Når ændringen i børneforsorgsloven er gennemført, vil reglerne om plejeforældrenes retsstilling i adoptionsloven og børneforsorgsloven være afpasset til hinanden i det omfang, det for tiden er muligt. I den antagelig kortere overgangsperiode, indtil dette sker, vil forskellene formentlig kun få yderst ringe betydning. Der vil muligvis i dette tidsrum kunne opstå visse vanskeligheder under adoptionssagens behandling hos overøvrigheden samt i justitsministeriet eller for retten i tilfælde, hvor plejeforældre indbringer en sag efter adoptionslovens § 9, stk. 1, hvis børne- og ungdomsværnet afslår at nedlægge forbud mod fjernelse fra plejehjemmet, idet plejeforældrene ikke kan indbringe børne- og ungdomsværnets afgørelse for højere myndighed. Tilfælde af denne art vil antagelig i overgangsperioden kun foreligge enkelte gange eller måske slet ikke..."

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 129 stemmer.