L 242 Lov om ændring af lov om tobaksafgifter.

Af: Finansminister Henry Grünbaum (S)
Samling: 1971-72
Status: Stadfæstet
Lov nr. 413 af 15-09-1972
Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om udskrivningsprocenten for kalenderåret 1973 m. fl. lovforslag, se side 366.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling. Loven forhøjer de gældende afgifter for cigaretter med et beløb, der inklusive avanceforhøjelser til grossister og detaillister og tillagt den deraf følgende stigning af merværdiafgiften udgør 2 øre pr. stk.

Provenuet for statskassen bliver herved ca. 128 mill. kr. årligt.

Loven træder i kraft den 18. september 1972 og har virkning for varer, som den 25. september 1972 findes i ustemplet stand hos virksomheder, der fremstiller eller indfører cigaretter, eller som fra og med den nævnte dag fremstilles eller indføres her til landet (§§ 2 og 3).

Loven, der hænger nøje sammen med de øvrige afgiftslove, jfr. foranstående og nærmest følgende sager, gik oprindelig ud på alene at forhøje cigaretternes detailpris med 2 øre pr. stk., hvorved der også var plads til den nødvendige forøgelse af merværdiafgiften.

Under udvalgsarbejdet blev afgiftsforhøjelsen nedsat med 0,1 øre pr. stk., således at det blev muligt at forhøje avancen for grossister med 0,025 og til detaillister med 0,075 øre pr. stk.

Loven, der ligesom de øvrige punktafgifter behandledes sammen med forslaget til udskrivningsprocenten for kalenderåret 1973, blev ved 3. behandling vedtaget med 88 stemmer for (S, SF) og 61 imod (KF, V), medens 26 medlemmer (RV) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Orla Møller (S), Poul Schlüter (KF), Knud Enggaard (V), Lauge Dahlgaard (RV) og Sigurd Ømann (SF)