Efter 1. behandling henvist til udvalget angående forureningsbekæmpelse.

Lovforslaget har karakter af en bred rammelov og bygger i vidt omfang på resultaterne af det arbejde, som er udført i såvel hygiejnekommissionen som forureningsrådet.

Et af de grundlæggende principper i lovforslaget går ud på, at ansvaret for forureningen af miljøet påhviler enhver i samfundet, og at det således er den, der forurener, der selv skal betale for forureningsbekæmpelsen.

Lovens formål er i lovforslagets kapitel I angivet således:

„§ 1. Ved denne lov tilstræbes at:

1) forebygge og bekæmpe forurening af luft, vand og jord,

2) forebygge og bekæmpe støjulemper,

3) tilvejebringe hygiejnisk begrundede regler af betydning for miljøet og

4) tilvejebringe det nødvendige administrative grundlag for planlægningen og indsatsen mod forurening.

Stk. 2. Loven skal særlig anvendes til at sikre de kvaliteter i de ydre omgivelser, som er af betydning for menneskers hygiejniske og rekreative levevilkår og for bevarelse af et alsidigt dyre- og planteliv.

§ 2. Loven omfatter al virksomhed, som gennem udsendelse af faste, flydende eller luftformige stoffer, rystelser og støj kan medføre forurening af luften, jordbunden, vandløb, søer eller havet.

Stk. 2. Loven omfatter tillige virksomhed, som vedrører risikobetonede processer eller oplagring af stoffer med farlige egenskaber, således at driftsforstyrrelser eller uheld kan medføre nærliggende fare for forurening som nævnt i stk. 1.

§ 3. Den, der vil påbegynde virksomhed som nævnt i § 2, skal vælge et sådant sted for udøvelsen, at faren for forurening begrænses mest muligt.

Stk. 2. Ved valg af stedet skal der tages hensyn til områdets beskaffenhed, herunder den nuværende og forventede fremtidige udnyttelse, samt til mulighederne for hensigtsmæssig bortskaffelse af spildevand og andet affald.

Stk. 3. Den, der udøver virksomhed som nævnt i § 2, skal tilrettelægge virksomhedens drift på en sådan måde, at den i mindst muligt omfang giver anledning til forurening. Han skal træffe de ud fra en teknisk bedømmelse mulige foranstaltninger til forebyggelse og imødegåelse af forurening."

Lovforslaget indeholder ikke detaillerede regler for, hvad der er tilladeligt for de enkelte virksomheder, men kapitel 2 indeholder bjemmel for ministeren til administrativt at gennemføre landsdækkende normer for tilladelig forurening samt til at fastsætte nærmere regler bl. a. for indretning og drift af i princippet en hvilken som helst form for virksomhed, der må tillægges nogen betydning i miljøbeskyttelsesmæssig henseende.

Som en væsentlig nydannelse foreslås indført en godkendelsesordning, jfr. bestemmelserne i lovforslagets kapitel 3, således at virksomheder, der er optaget på den som bilag til lovforslaget optagne liste, efter lovens ikrafttrædelse ikke må påbegyndes, udvides eller ændres, forinden godkendelse hertil er meddelt af vedkommende myndighed. Efter forslagets § 14 vil ministeren endvidere kunne bestemme, at også eksisterende virksomheder af den kategori, der er optaget på listen, inden en nærmere frist skal underkastes en sådan godkendelsesbehandling. Ordningen tager alene sigte på virksomheder af egentlig miljøfarlig karakter og omfatter kun virksomheder, der er knyttet til fast ejendom. Endvidere hjemles der mulighed for i nødvendigt omfang administrativt at udvide ordningen og dermed pligten til at indhente godkendelse.

På lokalt plan foreslås opgaver og kompetence henlagt til amtsråd og kommunalbestyrelser, men disse råds afgørelser vil kunne påklages til miljøstyrelsen, der fra 1. april 1972 er oprettet som en del af ministeriet for forureningsbekæmpelse. I særlige tilfælde vil en afgørelse kunne indankes for ministeren.

Efter forslaget kommer miljøstyrelsen til at indtage en central position i forureningsbekæmpelsen, idet styrelsen bl. a. også skal have til opgave at tage initiativer til nye regler om emissioner og forureninger af forskellig karakter (jfr, kapitel 4).

Lovforslagets kapitel 5 indeholder reglerne om tilsyn og kontrol, og der lægges op til, at tilsynet og kontrollen skal udføres dels som en løbende driftskontrol udført af virksomhederne selv, dels som en stikprøvekontrol fra myndighedernes side i snævert samarbejde med virksomhederne.

I forbindelse med forslagets tilsyns- og kontrolbestemmelser skal nævnes, at forslaget indeholder et særligt kapitel, der vedrører de kommunale laboratorier og den tekniske bistand, der må stå til rådighed for de lokale myndigheder i den fremtidige forureningsbekæmpelse.

Endelig skal det nævnes, at lovforslaget tilstræber at skabe grundlag for en indgående kortlægning af forureningsforholdene og i fortsættelse heraf udarbejdelse af planer vedrørende miljøbeskyttelsen.

Loven skal efter lovforslaget træde i kraft 1. april 1973.

Ved lovforslagets fremsættelse fremhævede ministeren for forureningsbekæmpelse, at regeringen gik til folketinget med lovforslaget uden på forhånd at have lagt sig fast på, at forslaget skulle søges gennemført i den foreliggende skikkelse. Hensigten med fremsættelsen var bl. a., at offentligheden skulle have lejlighed til at debattere forslaget i løbet af de kommende måneder inden lovforslagets genfremsættelse i næste folketingssamlillg. Ministeren anførte, at forslaget rummer vidtrækkende perspektiver. Videre sagde han bl. a.:

„Den hidtidige indsats mod forureningen har i administrativ henseende været spredt. Jeg tror, at de fleste er enige i, at den lluværende administrative og lovgivningsmæssige ordning inden for miljøbeskyttelsen trænger til en modernisering, således at miljøbeskyttelsen ikke længere bliver taget op som et sekundært problem i forbindelse med andre opgavers løsning. Dette område må både administrativt og lovgivningsmæssigt bygges op således, at problemerne kan blive undergivet den helhedsvurdering og den høje prioritering, man hidtil har savnet.

Den helhedsvurdering, som må anvendes i fremtiden, vil ofte rumme en række meget sammensatte problemer. Til disse problemer hører, om vi fortsat kan tillade os at anvende naturens råstoffer i den udstrækning, vi har gjort hidtil. Der kan ikke være tvivl om, at forbruget i dets nuværende form må undergå kraftige forandringer. Om dette betyder, at vi på længere sigt må acceptere en nedgang i vores materielle velstand, vil afhænge af en række forhold, blandt andet vor vilje til at yde støtte til forskningen på miljøbeskyttelsens område.

Man kan i øvrigt i denne forbindelse spørge sig selv, om materiel velstand og forøgelse af vore økonomiske muligheder fortsat skal være det dominerende i dansk politik, og om ikke et andet livssyn trænger sig på. Dette skal ikke forstås som en kritik af de bestræbelser, der hidtil er udfoldet for at forbedre vore levevilkår. Disse bestræbelser har netop været nødvendige som forudsætning for det niveau, vi i Danmark har nået f.eks. inden for socialvæsen og sundhedsvæsen. En fortsat progressiv udvikling inden for disse områder må naturligvis videreføres. Men inden for mange andre områder, som vi i dag henfører til vores materielle velstand, må vi, hvad enten vi har lyst eller ej, nødvendigvis underkaste grundlaget for samfundsudviklingen en nyvurdering.

Vi kan ikke nøjes med at betragte vor holdning til begrebet velstand ud fra synspunktet: hvor mange ydelser og goder kan stilles til rådighed. Vi må se på værdien af den enkelte produktion og se, hvem .der får glæde af den. Vi må se på, hvilke miljøskader produktionen medfører, og se på de skader for mennesker, som produktionen kan indebære. Jeg tror i øvrigt også, at behovet for en mere ligelig fordeling af samfundets goder vil vokse, ikke mindst fordi indsatsen mod forureningen kan betyde en begrænsning af den hidtidige økonomiske vækst.

I forbindelse med spørgsmålet om fordelingen af goderne kommer vi også ind på fordelingen mellem landene og dermed på forholdet mellem u-landene og industrilandene. Mange af de råvarer, som betinger det høje industrielle niveau i de rige lande, kommer netop fra de u-lande, som har stærkest brug for råstofferne til den mest elementære forhøjelse af deres levestandard. Denne forbedring af levestandarden kan vi næppe tillade os at betragte med samme kritiske øjne, som vi betragter vor egen levestandard med. Når vi betragter forureningen som det globale problem, det er, vil vi derfor møde store vanskeligheder. Vor velstand skyldes netop i meget vidt omfang den underbetalte indsats, de fattige lande har ydet. Hvorledes kan man forvente, at u-landene skal medvirke i forureningsbekæmpelsen, når deres problem er at skaffe deres indbyggere helt elementære eksistensvilkår, og når det er de rige landes produktion, som er hovedårsagen til den globale miljøkrise? Vi kan i hvert fald ikke gøre det, hvis vi. fortsætter med at anlægge de traditionelle synspunkter på udviklingen.

Et af de konstruktive midler, vi må tage i anvendelse i miljøbe- skyttelsespolitikken, vil være at fremme den forskningsmæssige og teknologiske udvikling af processer, som giver mulighed for genanvendelse af produkter, og som kan betyde en bedre anvendelse af de.råstoffer og den energi, som kan stilles til rådighed for produktionen. Heri ligger en udfordring til såvel teknologer som politikere. Teknologerne må kunne forklare politikerne problemstillingerne, ligesom politikerne må følge den teknologiske udvilding for at kunne løse de politiske opgaver. Dette krav om gensidig forståelse mellem politikere og teknologer finder jeg væsentligt netop inden for miljøbeskyttelsesområdet."

Lovforslaget fik i folketinget en gennemgående positiv modtagelse, og alle partiernes ordførere erklærede sig enige i forslagets intentioner. Mest kritisk overfor lovforslaget var den radikale ordfører, som især kritiserede forslagets mange bemyndigelser.

Lovforslaget henvistes til behandling i udvalget angående forureningsbekæmpelse, som imidlertid ikke afgav betænkning eller beretning over forslaget.