L 205 Forslag til lov om ændring af lov om byplaner.

Samling: 1971-72
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Lovforslaget havde følgende indhold:

„I lov om byplaner, jfr. lovbekendtgørelse nr. 63 af 20. februar 1970, indsættes i § 12 efter stk. 2 som nyt stykke:

"Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at private tilhørende grunde, bygninger m. v., der i en byplanvedtægt er udlagt til boligbebyggelse, herunder til butikscentre i tilslutning til disse, skal afstås mod erstatning efter denne lovs regler, når det er af væsentlig betydning for det offentlige at råde over dem, for at den i planen fastlagte bebyggelse kan blive hensigtsmæssigt forberedt eller gennemført på et efter kommunalbestyrelsens skøn hensigtsmæssigt tidspunkt."

Stk. 3 bliver herefter stk. 4."

Om baggrunden for det fremsatte lovforslag oplystes i de ledsagende bemærkninger følgende:

„Socialistisk folkeparti finder det nødvendigt, at der i forbindelse med den lovgivning, som har til formål at sikre planlægning og fremme byudvikling, gives kommunerne mulighed for at erhverve de hertil nødvendige arealer. En forudsætning for de lavest mulige offentlige omkostninger ved byggemodningen er, at den kommunale planlægning gennem byplaner i god tid kan forberedes.

Hvor enkelte jordbesiddere — måske af spekulationshensyn — tilbageholder arealer, som er nødvendige for byplanens gennemførelse, bør kommunen have ret til at ekspropriere arealet, også når det skal anvendes til boligformål."

Ved lovforslagets 1. behandling erklærede boligministeren sig velvilligt indstillet over for en bestemmelse om ekspropriation til boligformål, men han henstillede dog, at lovforslaget for at sikre sammenhængen mellem overvejelserne om boligpolitikken og planlægningslovreformen henvistes til et udvalg med henblik på vedtagelse i næste samling i forbindelse med gennemførelsen af de nævnte reformer.

Auken (S) udtalte sig på linje med boligministeren; Bendix (KF) og Guldberg (V) var kritisk indstillede over for lovforslaget, medens Gunnar Jensen (RV), der erklærede sig enig i princippet, tvivlede på, at lovforslaget havde nogen mulighed for at blive færdigbehandlet inden samlingens afslutning.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til boligudvalget, der ikke nåede at afslutte sit arbejde hermed inden folketingsårets udløb. "
Partiernes ordførere
Svend Auken (S), Per Bendix (KF), Ove Guldberg (V), Gunnar Jensen (RV) og Jens Maigaard (SF)