Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Gorrsen, Alsing Andersen, Thomas Have, Horn, Harris Jensen, Henning Jensen, Bent Sørensen, Alfred Andersen (fra 24/11 Eva Uhrskov og fra 20/1 Jette Boutrup), Arne Larsen, Stæhr Johansen, Henning Andersen, Mads Eg Damgaard, Holmberg, Kofoed, Guldberg, Skovmand, Bilgrav-Nielsen.

Ved loven samles reglerne om private fællesveje, der hidtil har været spredt i flere forskellige love og i vejvedtægter, idet der dog fortsat opretholdes en forskel mellem på den ene side de regler for private veje i det åbne land og på den anden side de bestemmelser, der skal gælde i byer og bymæssige områder.

Lovens afsnit 1.

I kapitel 1 defineres offentlige veje, private fællesveje, udlagte private fællesveje, almene veje og private stier. Under definitionen af private fællesveje er ud over den traditionelle forståelse af dette begreb medtaget de såkaldte „interne boligveje", således at private fællesveje i lovens § 2 er defineret således:

„Ved private fællesveje forstås i denne lov de veje, gader, broer og pladser, der uden at være offentlige, jfr. § 1,

1) tjener som færdselsarealer for flere ejendomme, der er særskilt matrikuleret og i særlig eje, eller

2) tjener som færdselsarealer for mere end 7 parcel- eller sommerhuse eller for mere end 12 beboelseslejligheder og er mindst 40 m lange.

Stk. 2. I Københavns kommune anses de i stk. 1, nr. 1), nævnte færdselsarealer kun for private fællesveje, hvis de tillige i medfør af byggelov for staden København (Københavns byggelov) er optaget på magistratens gadefortegnelse som private gader. De i stk. 1, nr. 2), nævnte færdselsarealer anses i Københavns kommune kun for private fællesveje, såfremt de tillige i medfør af Københavns byggelov er forlangt holdt åbne for almindelig færdsel og undergivet reglerne om gader.

Stk. 3. Uden for Københavns kommune anses de i stk. 1, nr. 2), nævnte færdselsarealer ikke for private fællesveje, såfremt de alene forløber inden for lukkede karreer. Det samme gælder veje, der forløber inden for områder, f. eks. kirkegårde, hospitaler eller industrigårde, der ved hegn eller på anden måde er klart adskilt fra det øvrige vejnet."

Lovens regler om private fællesveje finder med de fornødne lempelser anvendelse på almene veje, d. v. s. veje m. v., der er åbne for almenheden men som ikke administreres af det offentlige, jfr. lovens § 4, og i § 5 er det fastsat, at vedkommende vejmyndighed kan bestemme, at lovens regler ligeledes skal finde anvendelse på stier og udlagte stier, der opfylder de i § 2 og 3 angivne betingelser, og som ikke er offentlige stier.

I kapitel 2 bestemmes, at kommuhalbestyrelsen (i København magistraten) er forvaltningsmyndighed (vejmyndighed) for private fællesveje og stier (§ 6), og at amtsrådet afgør klager over kommunalbestyrelsens administration af loven. I forhold til kommunalbestyrelserne i København og Frederiksberg er ministeren for offentlige arbejder dog klagemyndighed. Amtsrådets afgørelser kan ligeledes indklages for ministeren (§ 7). I det oprindelige forslag var amtsrådene vejmyndighed i visse områder, men under behandlingen i folketinget ændredes bestemmelsen, således at amtsrådenes opgave alene blev godkendende.

I lovens kapitel 3 er givet nærmere regler om udfærdigelse af vejvedtægt. Under udvalgsbehandlingen blev disse bestemmelser ændret, således at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en vejvedtægt omfattende hele kommunen (§ 10), og således at amtsrådet stadfæster de kommunale vejvedtægter, idet dog afvigelser fra en af ministeren udfærdiget standardvedtægt skal forelægges ministeren til godkendelse.

Bestemmelserne om vejvedtægt gælder — ligesom en række andre bestemmelser — ikke i Københavns kommune.

Kapitel 4, der blev ændret under udvalgsbehandlingen, omhandler lovens anvendelsesområde. I hovedtræk går bestemmelsen ud på, at i områder, der er byzone samt principielt i Københavns kommune, finder de strengere og mere udførlige bestemmelser i lovens afsnit III anvendelse, medens de mere lempelige bestemmelser i lovens afsnit II finder anvendelse i landzoneområder. Med amtsrådets godkendelse kan kommunalbestyrelsen dog udvide anvendelsesområdet for afsnit III til andre stedligt begrænsede områder, herunder sommerhusområder og bysamfund i landzone (§ 13).

Afsnit II.

Dette afsnit behandler som nævnt private fællesveje på landet, jfr. lovens § 13. I kapitel 5 er givet regler for vejudlæg, der ikke må ske før udlægget er godkendt af vejmyndigheden, medmindre der er tale om såkaldte landbrugsveje eller veje fastlagt ved retningsplan i henhold til byggeloven eller i henhold til lov om ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Bestemmelser om istandsættelse og vedligeholdelse findes i kapitel 6. Det hedder herom i § 15, at enhver færdselsberettiget kan kræve, at vejmyndigheden lader afholde vejsyn med henblik på at træffe beslutning om vejens istandsættelse eller vedligeholdelse. Bestemmelsen indeholder udførlige regler om vejmyndighedens indvarsling til vej syn, således at det sikres, at alle, der har interesse i afgørelsen, får lejlighed til at gøre sine interesser gældende. I dette kapitel er endvidere givet nærmere bestemmelser om istandsættelsens eller vedligeholdelsens omfang (§ 16) og om fordelingen af arbejdet (§§ 17-19) samt om vejmyndighedens udførelse af arbejdet efter begæring af et kvalificeret flertal af vedligeholdelsespligtige lodsejere (§ 20). Som en nydannelse er i § 18 optaget en bestemmelse om, at enhver af de vedligeholdelsespligtige kan forlange vejsynet udsat, hvis de påtalte mangler skyldes uvedkommende færdsel, som ønskes forhindret, idet der ikke for de områder, der omfattes af afsnit II, således som for byerne og de bymæssige bebyggelser (§ 44) er indført en bestemmelse, der fratager lodsejerne kompetencen til at forbyde uvedkommende færdsel ad private veje.

I afsnit III findes de nærmere regler for private fællesveje i byer og bymæssig bebyggelse.

Kapitel 7 (§§ 21-43) omhandler udlæg og anlæg af private fællesveje. Vejmyndigheden skal i disse områder føre en fortegnelse over udlagte og anlagte private fællesveje, således at grundkøbere og andre interesserede kan få oplysning om de pågældende veje og deres klassebetegnelse (§ 21). De nærmere regler om klassificering af disse private fællesveje findes i lovens § 22, hvorefter vejene inddeles i 5 klasser.

§§ 23-28 indeholder bestemmelser om vejudlæg. Vejudlæg foretages i almindelighed af vedkommende grundes ejere, idet dog vejmyndigheden i forbindelse med godkendelse af udlægget kan bestemme, at der tillige skal ske udlæg på tilstødende ejendomme, ligesom vejmyndigheden i særlige tilfælde selv kan foretage udlæg af en privat fællesvej (§ 23). I § 24-30 gives visse direktiver til vejmyndigheden med hensyn til, hvad denne skal påse ved godkendelse af vejudlæg, bestemmelser om de bredder m. v., hvori private fællesveje kan kræves udlagt, pålæg af servitutter om fri oversigt og bestemmelser om færdselsregulering samt om udstykning m. v.

§§ 31-34 indeholder nærmere bestemmelser om fremlæggelse af projekt, meddelelse til grundejere og offentlig kundgørelse af beslutninger om vejudlæg m. v. I hovedtræk går disse bestemmelser ud på, at før et forslag til udlæg godkendes, skal projekt fremlægges til almindeligt eftersyn, samtidig med at berørte grundejere og panthavere skal have særskilt meddelelse om forslaget, således at der inden en vis frist kan fremsættes indsigelser eller ændringsforslag fra interesserede. I § 33 er endvidere som noget nyt optaget en bestemmelse om meddelelse til grundejere om en række nærmere angivne påtænkte beslutninger, bl. a. vedr. omklassificering af bestående veje.

Retsvirkningen af udlæg og byggelinjer er omtalt i §§ 35-36, og i § 37 er givet regler om vejbestyrelsens pligt til overtagelse af arealer, der belægges med servitut om byggelinje, såfremt byggelinjebestemmelsen efter taksationsmyndighedernes skøn afskærer ham fra en efter forholdene økonomisk rimelig og forsvarlig udnyttelse af arealet.

I § 38 er der hjemlet vejmyndigheden ret til at kræve ændring af vejprofil i forbindelse med omklassificering af private veje, og i § 39 fastsættes det, at vejmyndigheden af hensyn til udbygningen af det samlede vejnet inden for et område skal kunne bestemme, i hvilket omfang og til hvilke tidspunkter en udlagt og på vejortegnelsen optaget vej af klasse I-III skal anlægges. Samme ret hjemles for så vidt angår veje, der er fastlagt som vej ved byplanvedtægt.

§ 40 indeholder erstatningsbestemmelser. Efter disse regler skal grundejere, der selv har ønsket at foretage vejudlæg, ikke have vederlag for de arealer, de stiller til rådighed, når vejmyndigheden kræver det. Er der derimod tale om afgivelse af arealer, der er udlagt af vejmyndigheden selv eller krævet udlagt over trediemands grund, jfr'. § 23 og § 29, tillægges der grundejerne en ret til erstatning for de arealer, der af vejmyndigheden kræves stillet til rådighed. Herudover indeholder bestemmelsen en særlig regel om erstatning for nedrivning af bygninger m. v. i alle tilfælde, hvor vejmyndigheden kræver anlæg af en privat fællesvej, altså også når der er tale om arealer, som ejeren selv har ønsket udlagt.

I §§ 41-43 er der givet bestemmelser om anlæg og ibrugtagning af vej, om fordeling af anlægsudgifter og om vejudlæg efter anden lovgivning.

I lovens kapitel 8 (§§ 44-53) er givet regler om forskellig råden over private fællesveje. Herunder er optaget en række bestemmelser af tilsvarende karakter som bestemmelser, der hidtil har været optaget i lokale vejvedtægter. Kapitlet omfatter bestemmelser om forandringer, færdselsregulering m. v., belysning, vejnavne m. v., beplantning, overkørsler og overgange, særlig brug af vejareal samt om ledninger og opgravninger.

I § 44 er det udtrykkeligt angivet, at grundejere ikke på egen hånd kan foretage forandringer eller færdselsreguleringer ved private fællesveje af klasse I og II, men må indhente vejmyndighedens og i fornødent omfang politiets tilladelse.

Kapitel 9 (§§ 54-56) omhandler nedlæggelse af private fællesveje.

I henhold til disse bestemmelser kan såvel lodsejere som vejmyndigheden selv rejse spørgsmål om nedlæggelse eller omlægning af private fællesveje af klasse I, II og IV, og sagen behandles ved en åstedsforretning, hvortil alle interesserede indkaldes. I modsætning til tidligere er det udtrykkelig fastslået, at der kan foretages ekspropriation til fremskaffelse af anden adgang til en lod og til forlægning af en privat fællesvej.

Kapitel 10 indeholder bestemmelser om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje, og bestemmelserne er i hovedtræk i overensstemmelse med de hidtidige regler i kommunernes gade- og vejvedtægter. Kapitlet omfatter regler om grundejernes forpligtelse, andre brugeres forpligtelser, bestemmelser om vejsyn, servitutforpligtede, kommunernes udførelse af arbejdet samt regler om fordeling af udgifter, når istandsættelse eller vedligeholdelse efter vejmyndighedens bestemmelse udføres som et samlet arbejde.

Lovens kapitel 11 indeholder forskellige bestemmelser, bl. a. vedrørende udstykning, afholdelse af erstatningsudgifter, udpantning, bortfald af servitutforpligtelser samt straffebestemmelser.

Loven træder i kraft den 1. januar 1973.

Lovforslaget var udarbejdet på grundlag af det udkast til lov om private fællesveje, som indeholdes i betænkningen om private fællesveje og vejbidrag, afgivet den 25. juni 1964 (betænkning nr. 367/ 1964) af det af ministeriet for offentlige arbejder nedsatte vejlovsudvalg. Vejlovsudvalgets udkast er dog omformuleret i betydeligt, omfang allerede ved lovforslagets fremsættelse.

Ved fremsættelsen fremhævede ministeren, at forslaget var et. led i den samlede vejlovgivning, og at det som sådant skulle ses i sammenhæng med forslag til lov om grundejerbidrag til offentlige veje (se side 266), som blev fremsat i folketinget samtidig med forslag til lov om ændring af lov om offentlige veje (se side 261).

Under lovforslagets 1. behandling var samtlige ordførere velvillige overfor forslaget, idet der dog blev givet udtryk for, at man ville se nærmere på en række bestemmelser under udvalgsbehandlingen.

Som nævnt resulterede udvalgsbehandlingen i en række ændringsforslag, stillet af ministeren og tiltrådt af udvalget.

Ved 2. behandling vedtoges ændringsforslagene.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 164 stemmer.