L 183 Møntlov.

Af: Økonomi- og budgetminister Per Hækkerup (S)
Samling: 1971-72
Status: Stadfæstet
Lov nr. 191 af 24-05-1972
Loven, der træder i kraft den 1. januar 1973, afskaffer 1- og 2-ørene, ligesom den lader bestemmelser om mønternes vægt, diameter, materiale og præg fastsætte administrativt ved kongelig anordning (§ 2).

Ved samme paragrafs stk. 2 bemyndiges økonomi- og budgetministeren til i særlige tilfælde at lade præge og udsende mønter, hvorved der i første række er tænkt på nationale begivenheder.

Endelig indeholder loven i § 8 en bemyndigelse til at overføre Den kgl. Mønts opgaver til Danmarks Nationalbank. Herved åbnes der mulighed for en forenkling af det samarbejde, der i forvejen er mellem Den kgl. Mønt og Danmarks Nationalbank.

Den kommende møntrække får følgende værdier: 5-krone, 1-krone, 25-øre, 10-øre og 5-øre. Der vil således ikke være mulighed for at foretage betaling af ørebeløb, som ikke er delelige med 5.

En følge heraf er det side 167 omtalte forslag til lov om afrunding af visse ørebeløb.

Ifølge fremsættelsestalen havde ministeren også overvejet tillige at afskaffe 5-øren, men da dette for tiden ville medføre for store gener for omsætningen og betyde for store indgreb i samfundets betalingsforhold, agtede ministeren alene at formindske 5-øren til omkring den nuværende 1-øres størrelse, således at den kommende møntrække får en mere rationel opbygning, idet mønternes størrelse vokser med den pålydende værdi.

Ved 3. behandling blev lovforslaget enstemmigt vedtaget med 158 stemmer.
Partiernes ordførere
Harris Jensen (S), Oluf von Lowzow (KF), Lennart Larsson (V), Arne Stinus (RV) og Ruth Olsen (SF)