L 181 Lov om foranstaltninger mod forurening af havet med andet end olie.

Af: Minister for offentlige arbejder og forureningsbekæmpelse Jens Kampmann (S)
Samling: 1971-72
Status: Stadfæstet
Lov nr. 290 af 07-06-1972
Efter 1. behandling henvist til udvalget angående forureningsbekæmpelse.

Ved loven indføres forbud mod dumpning i havet af stoffer og materialer, ligesom der skabes grundlag for ratifikation af den på en konference mellem nordsøstaterne i Oslo i oktober 1971 udarbejdede konvention til forhindring af havforurening ved dumpning fra skibe og luftfartøjer.

Ved „dumpning" forstås efter loven enhver bortskaffelse af stoffer eller materialer ved udkastning, udtømning eller sænkning i havet fra eller sammen med skibe, fly og andre sø- eller luftbårne transportmidler og flydende eller fast anbragte platforme.

Som dumpning anses dog ikke:

1) bortskaffelse af stoffer eller materialer, der stammer fra normal drift af transportmidlerne, platformene eller deres udstyr, og

2) anbringelse i havet af stoffer eller materialer, hvis anbringelsen sker med andet formål end bortskaffelse.

Det centrale i loven er et globalt forbud mod dumpning af skadelige stoffer og materialer fra danske skibe og fly med dispensationsmulighed for de meget skadelige stoffer kun under ganske særlige omstændigheder, for andre skadelige stoffer kun i hvert enkelt tilfælde. I regionalområdet — det nordøstlige Atlanterhav og Ishavet med tilstødende farvande — samt herudover i Østersøen, Sundet og Bælterne indeholder loven forbud mod dumpning af alle slags stoffer og materialer med tilsvarende dispensationsmuligheder, og således at der for de uskadelige stoffers vedkommende kan gives generelle dispensationer. Endvidere er dumpning i danske territorialfarvande forbudt også for udenlandske skibe og fly, medmindre der foreligger tilladelse fra vedkommende danske myndighed, det vil sige ministeren for forureningsbekæmpelse eller den, han bemyndiger.

Endvidere er det efter loven forbudt her i riget at overlade stoffer eller materialer til transport samt at transportere eller indlaste dem, hvis det sker med henblik på dumpning, medmindre tilladelse til dumpning foreligger eller tilladelse er ufornøden.

Den i lovens § 9 indeholdte kontrolforskrift var i lovforslaget udformet som en kontroladgang uden retskendelse for de i bestemmelsen nævnte myndigheder. Under behandlingen i folketinget blev paragraffen ændret, idet bestemmelsen blev udformet som en kontrolforskrift med politimyndighed for de kontrollerende myndigheder, således at ransagning, beslaglæggelse og anholdelse skal ske efter retsplejelovens almindelige regler. Samtidig blev kontrolmyndigheden begrænset til at omfatte politiet, forsvaret og fiskerikontrollen.

Lovforslagets § 11 indeholdt en bemyndigelse for ministeren til efter indstilling fra rådet, der er omhandlet i olieforureningslovens § 9, at forbyde udkastning i havet af stoffer eller materialer, der stammer fra den normale drift af skibe m. v., og som må antages at være ikke let nedbrydelige eller skadelige for havets dyre- eller planteliv eller for mennesker. Under behandlingen i folketinget blev denne paragraf ændret således, at der nu efter loven er givet ministeren en generel bemyndigelse til at forbyde udkastning eller udtømning af stoffer eller materialer fra skibe.

Endelig skal det nævnes, at der under behandlingen i folketinget blev foretaget en skærpelse af den foreslåede straffebestemmelse, således at der efter loven er mulighed for under skærpende omstændigheder at idømme straf af fængsel i indtil 1 år for overtrædelse af loven eller de i medfør af denne udfærdigede forskrifter. Sagerne behandles som politisager, men de retsmidler, der er nævnt i retsplejelovens kapitel 68, 69, 71 og 72, kan anvendes i samme omfang som i statsadvokatsager.

Lovforslaget blev i folketinget fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om foranstaltninger mod forurening af havet med olie og andre materialer, jfr. nærmest efterfølgende sag. Forslaget henvistes til behandling i udvalget angående forureningsbekæmpelse, som indstillede det til vedtagelse med tre af ministeren foreslåede ændringer, som er nævnt foran under omtalen af lovens indhold.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med
157 stemmer.
Partiernes ordførere
Mogens Camre (S), H. C. Toft (KF), Arne Christiansen (V), Erik Nordqvist (RV) og Holger Vivike (SF)