L 176 Forslag til lov om ændring af lov om frigørelsesafgift m. v. af fast ejendom.

(Ophævelse af afståelsesafgiften m. v.).

Af: Finansminister Henry Grünbaum (S)
Samling: 1971-72
Status: Tilbagetaget
Efter 1. behandling henvist til skatteudvalget.

Ved lovforslaget foresloges nogle få, men betydningsfulde ændringer af lov om frigørelsesafgift m. v. af fast ejendom, jfr. lovbekendtgørelse nr. 301 af 12. juni 1970.

Ifølge denne lov skal der betales en frigørelsesafgift, når et landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage inddrages i byzone eller sommerhusområde og — uden for nærings- og spekulationstilfælde — en afståelsesafgift første gang en sådan ejendom afstås. Afståelsesafgiften træder i stedet for den særlige indkomstskat, der ellers skulle have været betalt.

Lovforslaget gik ud på at ophæve afståelsesafgiften, således at også landejendomme m. v. i byzoner og sommerhusområder ved afståelse undergives de almindelige beskatningsregler i lov om særlig indkomstskat. Efter lovforslaget bibeholdes reglerne om frigørelsesafgift for disse ejendomme, men således at frigørelsesafgiften fradrages i en senere særlig indkomstskat.

I forbindelse hermed foresloges det at ophæve § 6 B i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, jfr. lovbekendtgørelse nr. 84 af 8. marts 1971, og som konsekvens heraf afsnit II i lov om frigørelsesafgift m. v. af fast ejendom.

Ifølge disse bestemmelser kunne ejere af landbrug m. v. i de tidligere mellem- og inderzoner vælge at blive ejendoms- og formuebeskattet tilnærmelsesvis efter samme regler, som skulle have været anvendt, hvis deres ejendom fortsat havde ligget i landzone. Til gengæld forpligtede de pågældende sig og senere erhververe af ejendommene sig til at betale frigørelsesafgift og afståelsesafgift efter reglerne i afsnit II i lov om frigørelsesafgift m. v.

Erklæringer i henhold til den nævnte § 6 B, afgivet før lovforslagets fremsættelse, skulle dog fortsat have virkning efter deres indhold.

Under lovforslagets I. behandling i folketinget anbefaledes det af Hans Lund (S) og Ømann (SF\ hvorimod de øvrige ordførere vendte sig stærkt imod den foreslåede skærpelse.

Under udvalgsbehandlingen påpegede Kommunernes Skatteudvalg i en henvendelse til udvalget, at en gennemførelse af lovforslaget på forskellig måde ville vanskeliggøre den kommunale jordpolitik. For at man kunne få lejlighed til nærmere at overveje disse problemer, tog finansministeren lovforslaget tilbage under 2. behandlingen.
Partiernes ordførere
Karl Hjortnæs (S), Lis Møller (KF), Nathalie Lind (V), Aage Valbak (RV) og Kurt Brauer (SF)