Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Falk Hansen, Camre, Gorrsen [formand], Jørgen Peder Hansen [næstformand], Orla Møller, Johan Nielsen, Marichen Nielsen, Maigaard, Morten Lange, Burgdorf, Karen Thurøe Hansen, Adam Møller, Kaj V. Andersen, Damsgaard, Raunkjær, Westergaard Andersen og Samuelsen.
Ved loven, der trådte i kraft den 1. juli 1972, foretages en ophævelse eller aiourføring af forældede bestemmelser i den hidtil gældende lov af 15. maj 1903.
Om de i loven indeholdte ændringer i forhold til den tidligere lov skal i øvrigt anføres følgende:
Der er sket bortfald af bestemmelsen om, at en valgmenigheds anerkendelse skal tilbagetages, såfremt der ikke inden 6 måneder efter, at ledighed i præstestillingen er indtrådt, foreligger indstilling fra valgmenighedens bestyrelse om stadfæstelse af en ny præst for menigheden. Endvidere er reglen om, at ingen kan få stadfæstelse som præst for mere end én valgmenighed, bortfaldet, ligesom bestemmelserne om adgangen til at oprette filialmenigheder til bestående valgmenigheder er ophævet.
Tilsynet med, at disse lempelser ikke fører til misbrug eller desorganisation, påhviler i første række vedkommende biskop, idet denne ligesom hidtil skal have underretning, når der indtræder ledighed i en stilling som valgmenighedspræst, og skal godkende den midlertidige ordning af den kirkelige betjening af valgmenigheden. Yderligere er der tilvejebragt hjemmel for, at biskoppen over for ministeriet kan stille forslag om tilbagekaldelse af menighedens anerkendelse, såfremt han finder, at den kirkelige betjening af valgmenighedens medlemmer ikke varetages på forsvarlig måde. Endelig er der som hidtil adgang for kirkeministeren til at tilbagekalde anerkendelsen, dersom betingelserne for valgmenighedens anerkendelse ikke længere er til stede.
I overensstemmelse med princippet i lov af 28. april 1971 om kongelig udnævnelse og åremålsansættelse af visse tjenestemænd finder kongelig udnævnelse inden for folkekirken nu kun sted til stillinger som provst og biskop. I konsekvens heraf indeholder loven bestemmelse om, at stadfæstelse af valgmenighedspræster og — da anerkendelse af en valgmenighed sker i forbindelse med stadfæstelsen af menighedens første præst — tillige anerkendelse af valgmenigheder meddeles af kirkeministeren i stedet for som tidligere af kongen.
Efter loven er det som hidtil en betingelse for anerkendelse af en valgmenighed, at denne enten har egen kirke eller kirkesal eller har opnået adgang til at benytte en af folkekirkens kirker, men der er herudover tilvejebragt hjemmel for, at en valgmenighed også, hvor forholdene taler derfor, vil kunne anerkendes på grundlag af en af biskoppen godkendt overenskomst mellem valgmenigheden og et trossamfund uden for folkekirken om benyttelse af en af dettes kirker, idet der har vist sig at være praktisk behov for en sådan regel.
Det hidtil gældende krav om, at de, der ansøger om anerkendelse af en valgmenighed, skal have egen husstand, er erstattet med en regel om, at ansøgerne skal opfylde betingelserne for at have stemmeret ved valg til menighedsråd. Under hensyn hertil er minimumsantallet af ansøgere forhøjet fra 20 til 50.
Da loven åbner adgang til, at en præst stadfæstes som præst for flere valgmenigheder, kan præstens bopæl ikke i alle tilfælde betragtes som menighedens domicil. For at forebygge tvivl, f. eks. i forbindelse med valgmenighedens deltagelse i bispevalg, er der nu indført en pligt for valgmenigheder til at anmelde til kirkeministeriet, hvor menigheden har sit hjemsted.
Da der ikke har vist sig behov for at opretholde den hidtil gældende bestemmelse om, at en valgmenigheds anerkendelse som regel ikke bør finde sted i det første år efter, at en ny sognepræst er blevet ansat, er denne bestemmelse ophævet.
Betingelserne for stadfæstelse af valgmenighedspræster er uændrede, bortset fra at det ikke længere vil være til hinder for stadfæstelse, at en tidligere meddelt stadfæstelse som præst for en anden valgmenighed ønskes opretholdt.
Efter loven er der som hidtil adgang for ministeriet til at meddele en valgmenighed tilladelse til at anlægge en kirkegård til brug for valgmenighedens medlemmer, og denne adgang er ikke som tidligere gjort betinget af, at menigheden har sin egen kirkebygning. Derimod er der i stedet for den hidtil gældende lovs forskrift om, at der på kirkegården skal lyses en deklaration til sikring af kirkegårdens fred og vedligeholdelse, indført en bestemmelse om, at der skal tilvejebringes en af kirkeministeriet godkendt sikkerhed for kirkegårdens fortsatte vedligeholdelse i tilfælde af menighedens opløsning.
I sin fremsættelsestale udtalte kirkeministeren bl. a., at bestemmelsen i lovforslagets § 8, hvorefter valgmenighedernes udgifter skal afholdes af menighedens medlemmer, svarer til den hidtil gældende bestemmelse, idet det ligger udenfor formålet med lovrevisionen at ændre valgmenighedernes økonomiske vilkår. Bestemmelsen er således ikke til hinder for, at der i overensstemmelse med hidtidig praksis ydes statstilskud og lån af stiftsmidlerne til hovedistandsættelse af valgmenighedskirker samt lån af stiftsmidlerne til større istandsættelser af præsteboliger. Derimod kan der efter bestemmelsen ikke ydes driftstilskud til valgmenighederne, f. eks. til delvis dækning af udgifterne til præstelønninger.
Det fremgår af den af folketingsudvalget afgivne betænkning, at udvalget i samråd med kirkeministeren har drøftet valgmenighedernes økonomiske forhold, og at udvalget henstiller til ministeren forsat at overveje disse forhold.
Lovforslaget blev i folketinget gennemført uændret og vedtoges ved 3. behandling enstemmigt med 130 stemmer.