L 130 Lov om ændring af lov om den offentlige sygeforsikring.

(Sygedagpenge).

Af: Socialminister Eva Gredal (S)
Samling: 1971-72
Status: Stadfæstet
Lov nr. 127 af 26-04-1972
Efter 1, behandling henvist til socialudvalget.

Lovforslaget blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde. (Dagpenge), se side 320.

Ved loven, der er trådt i kraft den 1. maj 1972, men med virkning fra den 1. april 1972, er maksimumsatserne for dagpengene forhøjet således:

Den frivillige forsikring fra 67,50 kr. til 106 kr., for husmødre uden selvstændigt erhverv fra 30 kr. til 40 kr.

Forsikringen for lønarbejdere: fra 67,50 kr. til 106 kr. for forsørger, fra 54 kr. til 86 kr. for andre, der er fyldt 18 år, og fra 27 kr. til 43 kr. for andre, der er under 18 år.

Endvidere er dækningsgraden forhøjet fra 4/5 til 9/10 af medlemmets hidtidige indtægt, ligesom arbejdernes og arbejdsgivernes bidrag til dagpengefonden er forhøjet fra henholdsvis 5,5 øre og 11 øre pr. arbejdstime til henholdsvis 11 øre og 19 øre. Sidstnævnte ændring har virkning fra 1. maj 1972.

Lovforslaget må for så vidt angår forhøjelsen af dækningsprocenten ses i sammenhæng med den samtidigt gennemførte, tilsvarende forhøjelse af dækningsprocenten inden for arbejdsløshedsforsikringen, hvorom der henvises til side 94.

Ved forhøjelsen af maksimumsatserne er der ligeledes
tilvejebragt ensartethed med arbejdsløshedsforsikringen, hvis satser reguleres automatisk. Endelig bemærkes, at dagpenge ved fødsel efter lov om børnetilskud og andre familieydelser automatisk følger satsen for sygedagpenge for forsørgere.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at statens merudgifter ved dette blev anslået til ca. 50 mill. kr., og at de afledede udgifter til barseldagpenge kunne anslås til ca. 35 mill. kr.

Lovforslagene fik ved 1. behandling tilslutning af Finn Christensen (S) og en vis tilslutning fra Kurt Brauer (SF), der dog ikke fandt de foreslåede ændringer af dagpengene tilstrækkelige. Simonsen (KF) fandt, at gennemførelsen af lovforslagene i fuldt omfang på dette tidspunkt ville vanskeliggøre gennemførelsen af dagpengereformen. Robert Christensen (V) kunne ikke medvirke til gennemførelsen, medmindre lovforslagene i udgiftsmæssig henseende blev neutrale for statskassen. Valbak (RV) kunne medvirke til regulering af satserne for dagpenge i overensstemmelse med lønudviklingen, men ikke til gennemførelsen af lovforslagenes indhold i øvrigt.

I udvalgets betænkning udtalte et mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) at man gik ind for 100 pct.s dækning af tabt arbejdsfortjeneste i tilfælde af sygdom. Et andet mindretal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) tilkendegav sin vilje til at medvirke til dagpengenes regulering, men advarede mod at hæve dækningsprocenten fra 80 til 90 før dagpengereformens ikrafttræden, hvorfor mindretallet ikke kunne medvirke til lovforslagenes gennemførelse.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 84 stemmer (S og SF); 70 medlemmer (KF, V og RV) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Finn Christensen (S), Palle Simonsen (KF), Robert Christensen (V), Aage Valbak (RV) og Kurt Brauer (SF)