Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Søren B. Jørgensen, Alsing Andersen, Camre, Holst [næstformand], Frode Jakobsen, Otto Mørch, Moses Olsen, Vivike [formand], Morten Lange, Knud Bro, Juul-Madsen, Niels Ravn, Kristen Østergaard, Arne Christiansen, Lennart Larson, Gunnar Jensen og Nordqvist.
Ved lovforslaget foresloges vandløbsloven ændret på følgende punkter:
1. Der indsættes en bestemmelse om, at rensning af dræn ved trykanordning kun må ske i tiden 1. november-1. april og således, at der skal gives ejeren eller brugeren af dambrug meddelelse om arbejdets udførelse efter reglerne i lovens § 49, stk. 3. Ved drænrensning uden for dette tidsrum må drænslammet pumpes op på det drænede areal under hensyntagen til bestemmelserne i lovens § 5, stk. 1.
2. Ved en tilføjelse til lovens § 5 forbydes tilførsel af møddingsvand til vandløbene, ligesom der allerede er forbud mod tilførsel af ensilagesaft og ajle.
3. I § 5 a indsættes som en ny bestemmelse, at dambrug skal være forsynet med foranstaltninger til at sikre, at forurenende stoffer i afløbet tilbageholdes inden afledningen til vandløb.
4. Ved en ændring i § 5 b forbydes det at udlede afløb fra stalde i vandløbene.
5. I § 35 tilføjes en bestemmelse om, at grøde skal optages og henlægges mindst 1 m fra vandløbets kant.
6. Det foreslås, at staten ved tilskud og lån deltager i finansieringen af rensningsanlæg og afskærende ledninger inden for et beløb, der fastsættes på de årlige finanslove.
Ifølge lovforslagets bemærkninger bør beløbet i første omgang ikke være under 100 mill. kr.
Endelig foreslås det som punkt 7, at vandløbsloven kommer til at gælde for København.
Under forslagets 1. behandling blev der henvist til, at lovforslaget i det store og hele var en genfremsættelse af tidligere af socialistisk folkeparti stillede forslag, jfr. det senest i folketingsåret 1969-70 stillede lovforslag, som er omtalt i folketingsårbogen for nævnte år side 521-523. Ministeren for forureningsbekæmpelse mente ikke, at det var helt aktuelt at gennemføre forslaget nu, selv om han havde sympati for dets generelle sigte om en vis skærpelse af gældende regler. Han anbefalede, at forslaget nærmere blev overvejet sammen med det miljøbeskyttelsesforslag, der ville blive fremsat i slutningen af samlingen.
Det udvalg, hvortil lovforslaget blev henvist, nåede ikke at afslutte arbejdet inden folketingsårets udløb.