Efter 1. behandling henvist til udvalg på 21 medlemmer: Orla Møller [næstformand], Erik Andersen (Fr.borg amt), Auken, Camre, Svend Jakobsen, Anker Jørgensen, Risgaard Knudsen [formand], Otto Mørch, Bent Sørensen, Maigaard, Gert Petersen, Stetter, Hastrup, Thestrup, H. C. Toft, Henry Christensen, Holger Hansen, Søren Jensen (Hasseris), Svend Haugaard, Hilmar Baunsgaard og Niels Helveg Petersen.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ved loven sikres det offentlige indseende med den erhvervsmæssige udlejning af sommerhuse og arealer til campering samt med udnyttelsen af sommerhusområder, ligesom selskabers og foreningers adgang til at erhverve fast ejendom til rekreativ anvendelse reguleres.

Baggrunden for de nye regler er den stærke stigning, der har været i efterspørgslen efter jord til rekreative formål, og som forventes yderligere forstærket efter Danmarks eventuelle tilslutning til De europæiske Fællesskaber.

Ved lovens kap. 1, der omhandler erhvervsmæssig udlejning samt visse andre udlejningssituationer, fastsættes en række rådighedsindskrænkninger for ejere og brugere af fast ejendom. Således bestemmes i § 1, stk. 1, følgende:

„Stk. 1. Ejere og brugere af fast ejendom må ikke uden tilladelse efter § 2

1) erhvervsmæssigt eller for et længere tidsrum end 1 år udleje eller fremleje hus eller husrum på ejendommen til beboelse, medmindre det lejede skal anvendes til helårsbeboelse,

2) udleje eller fremleje ejendommen eller dele af denne til opførelse af beboelsesbygning på det lejede, medmindre bygningen skal anvendes til helårsbeboelse,

3) erhvervsmæssigt eller for et længere tidsrum end 6 uger udleje eller fremleje ejendommen eller dele af denne til campering."

Begrebet „erhvervsmæssig" er ikke nærmere afgrænset i lovens tekst, men en vis støtte findes i de ledsagende bemærkninger, hvor der bl. a. anføres følgende:

„Begrænsningen til erhvervsmæssig eller langvarig udlejning er foretaget for i almindelighed at fritage ejeren af et enkelt eller 2 sommerhuse for kravet om tilladelse efter loven. Hvis udlejningen får en mere professionel karakter, må den dog normalt betragtes som erhvervsmæssig og derfor omfattet af kravet om tilladelse. Det er således med ordet „erhvervsmæssig" ikke tilsigtet, at udlejningen skal være den pågældendes hovederhverv."

Bestemmelserne under 1) vedrørende hus og husrum, hvortil den citerede bemærkning især knytter sig, blev under udvalgsbehandlingen suppleret med en bestemmelse af indskrænkende karakter, som er indsat som § 1, stk. 2, og som har følgende ordlyd:

"Stk. 2. Indgåelse af enkelte lejemål vedrørende sådanne husrum på en landbrugs- eller skovbrugsejendom, som ikke er tilvejebragt med udlejning som formål, omfattes ikke af pligten til at indhente tilladelse til erhvervsmæssig udlejning efter stk. 1, nr. 1."

Det er herved fastslået, at den almindelig kendte form for bondegårdsferie ikke vil kræve tilladelse. I udvalgets betænkning blev i øvrigt anført, at det ikke var fundet påkrævet udtrykkeligt at angive andre former for privat udleje i sommersæsonen, som i almindelighed heller ikke falder ind under kriteriet „erhvervsmæssigt" i stk. 1, nr. 1, men det blev eksempelvis anført, at en husejer i en sommerferieby uden tilladelse efter loven vil kunne udleje sin sædvanlige helårsbolig eller en del deraf til sommergæster, idet en sådan udleje kun i ganske ekstraordinære situationer kan betegnes som erhvervsmæssig.

Vedrørende den i § 1, stk. 1, nr. 3, indeholdte bestemmelse om udleje til campering har boligministeren i udvalgets betænkning udtalt, at særlig tilladelse ikke vil være nødvendig for den, der mod vederlag tillader enkelte campister at overnatte på sin ejendom, medmindre sådanne udlejningsforhold har en så hyppig eller langvarig karakter, at de må betegnes som erhvervsmæssig udleje.

Ved nogle bestemmelser i § 1, stk. 3, udvides dog kravet om særlig tilladelse i 2 retninger. For det første bestemmes det, at tilladelse skal foreligge ved enhver udlejning, når denne foretages af et selskab eller en forening m. v., uanset lejemålets varighed eller ikke-erhvervsmæssige karakter. For det andet fastslås det, at tilladelse ligeledes skal foreligge i alle tilfælde, hvor en erhvervsvirksomhed har ejendoms- eller brugsret over en ejendom og vil benytte ejendommen til ferieophold for sine ansatte. Bestemmelserne tager dog mere sigte på at hindre forsøg på at omgå lovens almindelige formål end på at hindre oprettelse af almennyttige feriekolonier eller erhvervsvirksomheders ferieejendomme, selv om der med hensyn til de sidstnævnte i bemærkningerne anføres, at der næppe bør gives tilladelse til virksomheder med et meget stort antal ansatte.

I § 1, stk. 4, indskrænkes omvendt kravet om særlig tilladelse, idet det bestemmes, at udlejningstilladelse ikke skal indhentes af hverken hoteller, pensionater eller højskoler, kursuscentre o. lign. og videnskabelige institutioner, der stiller bolig til rådighed for videnskabsmænd under studieophold. Hvis der til virksomheden er knyttet huse eller hytter, der udlejes for mere end 5 nætter ad gangen, eller areal til campering, kræves tilladelse dog til denne udlejning. Denne begrænsning er indsat for at hindre omgåelse af hovedreglerne i stk. 1.

I § 2 er tilladelseskompetencen henlagt til boligministeren, der ved afgørelsen af, om tilladelse skal gives, bl. a. skal lægge vægt på hensynet til at bevare naturværdier, turistmæssige hensyn, de erhvervs- og beskæftigelsesmæssige interesser og trafikale og sanitære hensyn. Ministeren kan dog delegere sine beføjelser til amtsrådet.

I denne sammenhæng må dog nævnes følgende bestemmelse i § 12, stk. 4:

„Den, der den 9. februar 1972 lovligt drev erhvervsmæssig virksomhed, som omfattes af bestemmelsen i § 1, har krav på tilladelse til videreførelse af virksomheden i samme omfang som
hidtil, hvis ansøgning herom indgives senest den 31. december 1972."

Under udvalgsarbejdet blev det drøftet, om det ikke ville være tilstrækkeligt, at de pågældende foretog en anmeldelse af deres virksomhed. Det blev imidlertid bestemt, at der — ikke mindst af hensyn til omgåelsesforsøg — skulle indgives ansøgning, men det er i betænkningen udtalt, at der i praksis i de fleste tilfælde vil blive givet tilladelse alene på grundlag af og i overensstemmelse med ansøgningen, således at denne i realiteten normalt vil få karakter af en anmeldelse.

Reglerne om udnyttelse af ejendomme i sommerhusområder findes i lovens kap. 2, hvis vigtigste bestemmelser er følgende:

„§ 4. Ejeren af fast ejendom, der er beliggende i et område, som i byplan- eller bygningsvedtægt er udlagt til sommerhusbebyggelse, har efter påbud derom pligt til helt eller delvis at udnytte ejendommen som forudsat ved godkendelsen af de ved- tægtsbestemmelser, der gælder for området. I påbudet kan vedtægtsbestemmelserne suppleres med bestemmelser om maksimale grundstørrelser og mindste husstørrelser samt udlæg af fællesarealer.

Stk. 2. Påbud efter stk. 1 kan kun meddeles i det omfang, dette er af væsentlig betydning for en hensigtsmæssig gennemførelse af den planlagte udvikling i området. Påbud meddeles af boligministeren efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. I tilfælde, hvor boligministeren anser meddelelse af påbud for at være af væsentlig betydning af hensyn til sommerhusudviklingen i vedkommende egn som helhed, kan påbud dog meddeles af boligministeren med tilslutning fra amtsrådet, efter at der er givet kommunalbestyrelsen lejlighed til at udtale sig.

Stk. 3. Påbud efter stk. 1 kan udformes således, at det pålægges ejeren at overholde en nærmere angiven tidsfølge med hensyn til foretagelse af de forskellige faktiske og retlige skridt, som gennemførelsen af den påbudte udnyttelse forudsætter. De påbudte foranstaltninger kan dog i deres helhed tidligst kræves opfyldt 2 år efter påbudets meddelelse. Boligministeren kan forlænge de fastsatte tidsfrister.

Stk. 4. Påbud efter stk. 1 kan kun meddeles den, der ejer én eller flere ejendomme, der er beliggende i områder, som i byplan- eller bygningsvedtægt er udlagt til sommerhusbebyggelse, og hvis samlede areal udgør mindst 1 ha. Ejer den pågældende flere ejendomme, er det uden betydning, om de er beliggende i forskellige sommerhusområder.

Stk. 5. Påbud er bindende for indehavere af rettigheder over ejendommen uden hensyn til, hvornår retten er stiftet. Påbudet tinglyses på ejendommen.

§ 5. Ejeren kan inden 6 måneder efter, at påbud er meddelt ham, forlange, at ejendommen overtages af staten for en pris, der svarer til værdien i handel og vandel.

Stk. 2. Overholder ejeren ikke et påbud efter § 4, kan boligministeren bestemme, at staten overtager det areal, som påbudet vedrører.

Stk. 3. Ejeren kan forlange, at boligministerens beslutning i henhold til stk. 2 træffes inden for en frist af 6 måneder."

Bestemmelserne, der er begrænset til at finde anvendelse i de ved bygnings- eller byplanvedtægt fastlagte sommerhusområder, tilsigter at sikre, at udviklingen af de udlagte områder ikke hindres ved en spekulativ tilbageholdelse af jorden, og det fremgår i øvrigt, at der gælder tre væsentlige begrænsninger af adgangen til udstedelse af udnyttelsespåbud.

Påbud kan for det første kun rettes til en ejer, der i alt ejer sådanne ejendomme af sammenlagt mindst 1 ha, hvorved alle almindelige sommerhusgrunde af sædvanlig størrelse undtages. Det er for det andet en betingelse, at det skønnes at være af væsentlig betydning for områdets planlagte udvikling, at den pågældende ejendom nu udnyttes. Endelig er det for det tredje fastslået i § 12, stk. 3, at påbud kun kan meddeles for ejendomme, der er erhvervet af den pågældende ejer efter lovens ikrafttræden, og det er sikret ægtefæller og nære slægtninge, der erhverver en ejendom, f. eks. ved arv, at de ikke stilles ringere end den oprindelige ejer. Endvidere har ministeren i udvalgets betænkning tilkendegivet, at han i de tilfælde af jordspekulation, som bestemmelsen sigter på, anser formålet for at være tilstrækkeligt tilgodeset, når påbudet begrænses til foretagelse af udstykning og eventuel byggemodning.

Kap. 3 omhandler selskabers erhvervelse af fast ejendom, og hovedbestemmelsen findes i § 8, stk. 1, der har følgende indhold:

„Selskaber, foreninger og andre sammenslutninger, private institutioner, stiftelser og legater må ikke erhverve fast ejendom uden boligministerens tilladelse, medmindre ejendommen skal anvendes til helårsbeboelse eller i erhvervsøjemed."

Bestemmelsen tilsigter at regulere selskabers og foreningers adgang til at erhverve fast ejendom til rekreative formål samt at imødegå de særlige muligheder for omgåelse af de gældende bestemmelser om erhvervelse af fast ejendom, bl. a. gennem oprettelse af selskaber m. v., hvis eneste formål er at erhverve fast ejendom i tilfælde, hvor enkeltpersoner er afskåret herfra.

Loven må i øvrigt ses i sammenhæng med de samtidigt vedtagne love om erhvervelse af fast ejendom til fritidsformål (se nedenfor) og om ændring af lov om by- og landzoner (se side 131).

Lovforslaget blev genstand for en grundig debat ved behandlingerne i folketinget, hvorom henvises til folketingets forhandlinger.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 153 stemmer.