Udenrigsministeren gav i sit svar en indgående redegørelse for den udenrigspolitiske situation. Herom må i det hele henvises til forhandlingerne.
I den efterfølgende debat, hvorom der ligeledes må henvises til forhandlingerne, deltog — foruden udenrigsministeren — ordføreren for forespørgerne (Jørgen Peder Hansen) (S), Knud Østergaard (KF), Poul Hartling (V), Stinus (RV), Niels Helveg Petersen (RV) og Gert Petersen (SF). Uden for ordførernes kreds talte Auken (S), Erhard Jakobsen (S), Frode Jakobsen (S) og Adam Møller (KF).
Under forhandlingerne stillede Jørgen Peder Hansen (S) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 5047):
„Folketinget henstiller til regeringen:
1) At regeringen over for alle krigsførende parter i Vietnam gør gældende, at en løsning, som sikrer det vietnamesiske folks frihed til selv at bestemme sin politiske fremtid, kun kan nås gennem forhandlinger med deltagelse af alle i kampene involverede parter,
2) at regeringen beklager den udvidelse af krigshandlingerne, der nu giver sig udtryk i de blodige kampe i Sydvietnam, og opfordrer til omgående tilbagetrækning af alle udenfor stående styrker fra krigsskuepladserne i Indokina,
3) at regeringen fordømmer de amerikanske bombardementer af store befolkningscentre i Nordvietnam og opfordrer til en øjeblikkelig standsning af dem,
4) at regeringen giver tilsagn om at ville yde bidrag til at sikre overholdelsen af en fredsordning i Vietnam ved at stille mandskab til rådighed for en fredsbevarende styrke i Vietnam — inden for FNs rammer eller på anden måde —,
5) at regeringen gør en aktiv indsats for at yde et bidrag til en løsning af problemerne vedrørende de amerikanske krigsfanger i Nordvietnam,
og går dermed over til næste sag på dagsordenen."
Til dette forslag stilledes en række ændringsforslag:
Af Poul Hartling (V) (F. sp. 5131):
„I stedet for punkt 2 og 3 indsættes følgende punkt 2:
,,2) at regeringen klart tager afstand fra ethvert forsøg på at nå en løsning på konflikten ad militær vej, og at regeringen derfor fordømmer den udvidelse af krigshandlingerne, der nu giver sig udtryk i den nordvietnamesiske offensiv og de genoptagne amerikanske bombardementer,"
hvorefter punkt 4 og 5 bliver punkt 3 og 4."
Dette ændringsforslag forleastedes med 83 stemmer mod 53; 29 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod (F. sp. 5157).
Af Stinus (RV) (F. sp. 5134):
„I 2) indsættes efter „krigsskuepladserne i Indo-Kina":
„og indstilling af alle udenforstående stormagters leveringer af krigsmateriel"."
Dette ændringsforslag vedtoges enstemmigt med 93 stemmer; 74 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Af Gert Petersen (SF) (F. sp. 5142):
„I punkt 5) erstattes ordene: „problemerne vedrørende de amerikanske krigsfanger i Nordvietnam" af ordet: „krigsfangeproblemet"."
Dette ændringsforslag vedtoges enstemmigt med 108 stemmer; 59 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Af Gert Petersen (SF) (F. sp. 5154):
„I punkt 2) erstattes ordene: „alle udenfor stående styrker fra krigsskuepladserne i Indo-Kina" af ordene: „alle amerikanske styrker fra det indo-kinesiske krigsområde"."
Dette ændringsforslag forkastedes med 148 stemmer mod 19.
Det således ændrede forslag om motiveret dagsorden, sålydende:
„Folketinget henstiller til regeringen,
1) at regeringen over for alle krigsførende parter i Vietnam gør gældende, at en løsning, som sikrer det vietnamesiske folks frihed til selv at bestemme sin politiske fremtid, kun kan nås gennem forhandlinger med deltagelse af alle i kampene involverede parter,
2) at regeringen beklager den udvidelse af krigshandlingerne, der nu giver sig udtryk i de blodige kampe i Sydvietnam, og opfordrer til omgående tilbagetrækning af alle udenfor stående magters styrker fra krigsskuepladserne i Indokina og indstilling af alle udenfor stående stormagters leveringer af krigsmateriel,
3) at regeringen fordømmer de amerikanske bombardementer af store befolkningscentrer i Nordvietnam og opfordrer til en øjeblikkelig standsning af dem,
4) at regeringen giver tilsagn om at ville yde bidrag til at sikre overholdelsen af en fredsordning i Vietnam ved at stille mandskab til rådighed for en fredsbevarende styrke i Vietnam — inden for FNs rammer eller på anden måde —,
5) at regeringen gør en aktiv indsats for at yde et bidrag til en løsning af krigsfangeproblemet,
og går dermed over til næste sag på dagsordenen.",
vedtoges med 110 stemmer (S, RV, SF) mod 57 (KF, V).