B 35 Folketingsbeslutning om nedsættelse af et udvalg vedrørende visse naturforekomster.

Samling: 1971-72
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Folketingsbeslutningen har følgende ordlyd:

„Ved begyndelsen af hvert folketingsår og efter folketingsvalg nedsætter folketinget et udvalg på 17 medlemmer, som skal varetage de opgaver, der ved lov om udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden og på søterritoriet § 1, stk. 4, lov om kontinentalsoklen § 2, stk. 6 og 7, og lov om naturgasforsyning § 2 er henlagt til et af folketinget nedsat udvalg."

Forslaget var en følge af bestemmelserne i lov om udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden og på søterritoriet (se side 282), lov om kontinentalsoklen (se side 232) og lov om naturgasforsyning (se side 163), som pålægger ministeren for offentlige arbejder og handelsministeren at meddele et af folketinget nedsat udvalg oplysninger om lovenes administration m. v. og forelægge udvalget sager om visse tilladelser og bevillinger, forinden disse meddeles.

Ved 1. behandling tog alene ordføreren for forslagsstillerne (K. J. Mortensen (S)) ordet.

Ingen tog ordet ved anden behandling.

Forslaget blev ikke underkastet udvalgsbehandling.

Ved 2. (sidste) behandling vedtoges forslaget enstemmigt med 161 stemmer.
Partiernes ordførere
Karl Johan Mortensen (S)