Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Inge Fischer Møller, Albertsen, Finn Christensen, Grete Hækkerup, Harris Jensen, Evald Kristensen, Bertel Pedersen [næstformand], Inger Lise Petersen, Frandsen, Ulla Worm, Flemming Jensen, Lis Møller, Nathalie Lind, Kofoed, Brøndlund Nielsen, Valbak og Stinus [formand].

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at iværksætte en dybtgående analyse af såvel kortere som mere langsigtede problemer vedrørende tandlægevæsenet m. v. Analysen skal omfatte:

1. Samfundets service på tandplejens område.

2. Organisationen af tandlægevæsenet m. v.

3. Uddannelsesproblemerne inden for tandplejen."

Om baggrunden for forslagets fremsættelse skal anføres følgende fra bemærkningerne:

„Tandplejen udgør et omfattende samfundsøkonomisk, sundhedsmæssigt og også socialt problem. Caries og tandkødsbetændelse og følgesygdomme til disse lidelser angriber så at sige hele befolkningen fra de tidlige barneår. De samlede udgifter ved tandbehandling udgør her i landet omkring 1 milliard kroner årligt, når udgifterne til uddannelsen medregnes. Omkring halvdelen af dette beløb udredes af offentlige kasser, den anden halvdel direkte af den enkelte borger.

Alligevel er det gang på gang fremhævet fra sagkyndigt hold, at kun en mindre del alene af kravet til reparativ behandling opfyldes. Hertil kommer at behovet utvivlsomt vil stige som følge af den levevis, vi har vænnet os til. Her tænkes først og fremmest på det store sukkerforbrug.

Endnu en faktor vil i de kommende år komme til at spille en rolle for behovet, nemlig socialreformens målsætning om social, fysisk og psykisk velbefindende for hele befolkningen. Der er ingen tvivl om, at problemer omkring tandplejen må få en mere central placering i overvejelserne om den omtalte målsætnings opfyldelse.

Om samfundets service på tandplejens område (nr. 1) skal særligt bemærkes:

Det skyldes ikke blot manglende behovserkendelse og angst for smertefuld behandling, at en stor del af befolkningen ikke eller kun sjældent søger tandbehandling. I modsætning til, hvad der gælder lægelig behandling, spiller økonomiske årsager en betydelig rolle.

Sygesikringssystemet yder kun et delvist tilskud til de mest almindelige behandlinger, kun beskedne tilskud til ydelser som paradontalbehandlinger, tandoperationer og røntgen og intet tilskud til lokalbedøvelse, nødvendig kronebehandling, stifttænder, broarbejde samt aftagelige tandproteser, hvorfor en regning til den enkelte på flere tusinde kroner er et sædvanligt fænomen. Af historiske årsager prioriteres forebyggende tandbehandling af sygesikringssystemet lavt i forhold til reparativ behandling. Meget tyder på, at denne prioritering af tilskudspolitikken er dyr for samfundet som helhed.

Med baggrund i de her beskrevne forhold må ændrede finansieringssystemer overvejes i lyset af de socialpolitiske målsætninger, ligesom der bør tilvejebringes en plan for en successiv gennemførelse af et eventuelt nyt system. Planen må opstilles med hensyntagen til sundhedsvæsenets øvrige behov og udviklingen i ressourcerne.

Til organisationen af tandlægevæsenet m. v. (nr. 2) skal knyttes følgende bemærkninger:

Enmandspraksis er endnu i dag hovedgrundlaget for den voksne befolknings tandpleje. Inden for faglige kredse rejses imidlertid i disse år tvivl om, hvorvidt fremtidens tandbehandling vil kunne dækkes inden for de nuværende rammer. Der peges derfor på, at det kan vise sig hensigtsmæssigt at udvide de nuværende rammer for den primære tandlægetjeneste ved at udvikle større distrikts vise klinikdannelser, eventuelt omkring kommende helsecentre inden for de rammer, socialreformen vil udstikke for den primære sundhedstjeneste.

Som et andet organisatorisk tyngdepunkt har spørgsmålet meldt sig om at knytte fast odontologisk bistand til alle større sygehuse og institutioner for langvarigt ophold.

En analyse er derfor påkrævet af de organisatoriske udviklingstendenser og af krav til organisatoriske rammer for tandplejen på længere sigt. Det vil herunder være ønskeligt at få undersøgt, på hvilken måde en samordnet planlægning af tandlægevæsenets relationer til andre social- og sundhedsinstanser bedst tilrettelægges.

Tandlægen anvender en ikke ringe del af sin tid på udførelse af rutiner, som det vil være muligt at overlade medarbejdere med kortere uddannelser at udføre under tandlægens faglige ansvar. En udvikling i denne retning er under forberedelse.

En nærmere analyse vil vise, om det er ønskeligt som i nogle andre lande at anvende mellemuddannede på et bredere område end hidtil planlagt herhjemme. Gennem analysen bør man derfor finde frem til en definition af arbejdsområder, som mest rationelt kan overtages af andre personalekategorier, og herunder undersøge behovet for at ændre love og regler, der måtte stille sig i vejen for udviklingen.

Problemer omkring de praktiserende tandteknikere inddrages i overvejeIserne.

Med hensyn til uddannelsesproblemerne inden for tandplejen (nr. 3) bemærkes:

Allerede fagområdets almindelige udvikling medfører ændrede krav til uddannelse; dybtgående ændringer kan her — i hvert fald på længere sigt — blive nødvendige som følge af, at tandplejens organisatoriske rammer ændres og udbygges. Hertil kommer konsekvenserne af en eventuel anden arbejdsdeling mellem højtuddannede og mellemuddannede.

Såvel kortere- som længeresigtede udviklingstendenser for fagområdet må derfor lægges til grund for en undersøgelse af behovet for en differentiering af den traditionelle tandlægeuddannelse, for etablering af flere korterevarende uddannelser, for efter- og videreuddannelsesprogrammer og vel ikke mindst for en koordinering med en kommende biologisk basisuddannelse."

Ved 1. behandling var såvel indenrigsministeren som de forskellige partiers ordførere enige om, at mange af de rejste problemer tiltrængte nærmere oplysning og behandling. Ministeren redegjorde for i hvilket omfang arbejdet hermed allerede var igang. Han stillede sig tvivlende overfor, om det ville være hensigtsmæssigt med en samlet behandling i et enkelt udvalg af så forskelligartede problemer, men måske ville tandlægelovsudvalget være et egnet forum for drøftelse af nogle af de rejste spørgsmål.

Det udvalg, hvortil lovforslaget blev henvist til behandling, afgav d. 14/9 en beretning.