B 23 Folketingsbeslutning om ændring af forretningsorden for folketinget.

Af: Karl Skytte (RV) , Grete Hækkerup (S) , Hanne Budtz (KF) , S. From (V) og Morten Lange (SF)
Samling: 1971-72
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Folketingsbeslutningen har følgende ordlyd:

„I forretningsorden for folketinget, som vedtaget den 17. december 1953 med ændringer af 23. november 1954, 29. april 1959, 29. maj 1964, 16. december 1965, 31. marts 1966, 13. juni 1969 og 28. maj 1971, foretages følgende ændring:

„I § 42 affattes 1. pkt. således:

„Når et medlem over for formanden erklærer enten på grund af sygdom, på grund af graviditet og fødsel eller på grund af midlertidig udsendelse i offentligt hverv el. lign. i mindst 1 måned eller af anden grund i mindst 3 måneder ikke at kunne deltage i tingets møder, kan tinget tilstå den pågældende orlov og bestemme, at stedfortræderen midlertidigt tager sæde i tinget"."

Forslaget fremsattes og behandledes sammen med forslag til lov om ændring af lov om valg til folketinget. (Om folketingsmedlemmers orlov med vederlag), se side 365.

Som det er anført i bemærkningerne til forslaget, gives der hermed adgang til at bevilge et medlem orlov og indkalde stedfortræderen, når vedkommende medlem erklærer på grund af graviditet og fødsel i mindst 1 måned ikke at kunne deltage i tingets møder.

Forslaget, der ikke underkastedes udvalgsbehandling, vedtoges enstemmigt ved 2. (sidste) behandling.