B 17 Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en omstillingsydelse.

Samling: 1971-72
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Bertel Pedersen, Albertsen, Finn Christensen, Grete Hækkerup, Harris Jensen, Evald Kristensen, Inge Fischer Møller, Inger Lise Petersen, Kurt Brauer, Simonsen [næstformand], Stæhr Johansen, Ulla Worm, Brøndlund Nielsen, Robert Christensen,

Nathalie Lind, Erik Hansen [formand] og Valbak.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag til lov om en omstillingsydelse for personer, der i en højere alder mister deres erhverv eller arbejde i øvrigt som følge af erhvervslivets strukturændringer m. v."

I den skriftlige fremsættelse udtaltes følgende:

„Sigtet med forslaget er snarest at få tilvejebragt en økonomisk løsning for mennesker, der er oppe i årene, men som ikke endnu har nået pensionsalderen, og som på grund af strukturændringer i erhvervslivet er slået ud af erhverv principielt for en længere periode.

Der er ved forslaget bl. a. tænkt på mennesker, som livet igennem har været beskæftiget ved et bestemt erhverv, evt. i en bestemt egn eller ved et bestemt arbejde. For disse mennesker vil revalideringsmuligheden ofte være at afvente, at lige akkurat det job dukker op, som de kan bestride.

I modsætning til, hvad der ville være tilfældet ved nedsættelse af aldersgrænsen for førtidig folkepension, opnår man ved omstillingsydelsen, at modtageren bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet.

For modtageren forudsættes ordningen endvidere at indebære den fordel fremfor en førtidig folkepension, at omstillingsydelsen ligger på et noget højere niveau. Det må i den forbindelse erindres, at der her er tale om personer i en aldersklasse, hvor mange endnu kan have betydelige familieforpligtelser.

Folketinget har flere gange i de senere år drøftet en løsning af de her omhandlede gruppers økonomiske problemer, og forhandlingerne har vist, at der er enighed om at søge en løsning tilvejebragt. På denne baggrund skal jeg på forslagsstillernes vegne anbefale forslaget til hurtig og velvillig behandling."

Ved 1. behandling erkendte socialministeren, at der var peget på vigtige problemer, som socialreformkommissionen havde under overvejelse, hvorfor man burde afvente resultatet af disse overvejelser. Ministeren pegede endvidere på de foranstaltninger, der var truffet bl. a. med henblik på at bevare denne gruppes tilknytning til arbejdsmarkedet og på den betydning, den kommende dagpengereform ville få. Bertel Pedersen (S) tilsluttede sig ministerens synspunkter. Simonsen (KF) pegede på berøringsfladerne til det fra konservativ side fremsatte forslag til folketingsbeslutning om en analyse af beskæftigelsesmulighederne for ældre. Han og de øvrige ordførere, Brøndlund Nielsen (V) og Inger Lise Petersen (SF), var positive overfor forslaget, idet dog sidstnævnte ordfører i enkelte henseender fandt forslaget mangelfuldt.

Det udvalg, hvortil forslaget blev henvist, nåede ikke at tilendebringe sit arbejde inden folketingsårets afslutning.
Partiernes ordførere
Carl Bertel Pedersen (S), Palle Simonsen (KF), Jørgen Brøndlund Nielsen (V), Aage Valbak (RV) og Inger Lise Grandt (SF)