Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Erik Andersen (Fr.borg amt) [næstformand], Anker Jørgensen, Risgaard Knudsen, Evald Kristensen, Marichen Nielsen, Bertel Pedersen, Tastesen, Henning Philipsen [formand], Arne Larsen, Simonsen, Hanne Budtz, Knud Thomsen, Brøndlund Nielsen, Robert Christensen, Johan Philipsen, Dagmar Andreasen og Erik Hansen.
Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:
„Folketinget opfordrer ministeren for offentlige arbejder til at nedsætte et udvalg til at undersøge offentlige og koncessionerede virksomheders medlemskab af private interesseorganisationer og overveje rimeligheden heraf."
I bemærkningerne til forslaget anførtes følgende, herunder om udvalgets opgaver:
„I adskillige overenskomstsituationer har der, som følge af varsel om konflikt på det private arbejdsmarked, været afgivet strejkevarsel over for kraftværker og andre offentlige forsyningsvirksomheder, ligesom der har været afgivet strejkevarsel over for de dele af den kollektive trafik, som af private udøves på koncessioner udstedt af offentlige myndigheder. Årsagen hertil er disse virksomheders medlemskab af Dansk Arbejdsgiverforening.
Medlemskabet indebærer en risiko for samfundet for standsning af livsnødvendige forsyninger og dele af den kollektive trafik, som således bliver afhængig af forhold og faktorer, som virksomhederne ikke nødvendigvis er årsag til og i adskillige tilfælde ikke har indflydelse på.
Det foreslåede udvalg skal derfor undersøge:
1. I hvor høj grad medlemskab af Dansk Arbejdsgiverforening i en given situation kan udløse konflikt på virksomhederne.
2. I hvor høj grad medlemskab af Dansk Arbejdsgiverforening er årsag til forskelle i løn- og ansættelsesvilkårene, set i forhold til vilkårene for beskæftigede under Kommunernes Landsforening.
3. Hvordan virksomhederne er organiseret branchevis.
4. Hvor store bidrag forbrugerne yder til Dansk Arbejdsgiverforening med underorganisationer gennem virksomhedernes kontingent, og
5. om medlemskab af Dansk Arbejdsgiverforening, eventuelt gennem brancheorganisationer, er foreneligt med virksomhedernes status som offentligt ejede eller koncessionerede virksomheder."
Ved forslagets 1. behandling udtalte ministeren for offentlige arbejder, at han med støtte i forslagets bemærkninger forudsatte, at forslagsstillerne principielt havde trafik- og kraftforsyninger i tankerne. Han fandt det ikke sandsynligt at medlemskab af Dansk Arbejdsgiverforening eller tilsvarende organisationer i sig selv var konfliktskabende, og han fandt det ikke rimeligt at man fra statsmagtens side fratager kommunale og private virksomheder retten til frit at organisere sig. Erik Andersen (Fr.borg amt) (S) meddelte, at den socialdemokratiske gruppe støttede det fremsatte forslag. Han fandt, at det ud fra en helhedsvurdering af retsforholdene på arbejdsmarkedet var ønskeligt at der blev foretaget en undersøgelse som foreslået. Simonsen (KF) kunne ikke anbefale forslaget som ligeledes blev afvist af Brøndlund Nielsen (V). Niels Helveg Petersen (RV) fandt heller ikke, at der var noget problem i at offentlige og koncessionerede selskaber var medlemmer af arbejdsgiverforeningen.
Henning Philipsen (SF) kommenterede en række af de øvrige ordføreres indvendinger mod forslaget.
Udenfor ordførernes række talte Johan Philipsen (V).
Udvalget nåede ikke at tilendebringe sit arbejde inden folketingsårets slutning.