Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Bøgholm, Fanger [formand], Poul Schlüter, Knud Østergaard (fra 23/3 Knud Bro), Ib Thyregod [næstformand], Per Federspiel, Henry Sørensen, Amtoft, Martin Pedersen, Helge von Rosen, K. Axel Nielsen, Poul Dalsager, Jørgen Peder Hansen, Knud Hertling, Per Hækkerup, K. J. Mortensen og Morten Lange.

Loven gennemfører en samlet retlig regulering af forholdene på kontinentalsokkelområdet.

I § 1 fastslås, at den danske kontinentalsokkels naturforekomster tilhører den danske stat og kun kan udforskes og udnyttes af andre efter bevilling eller tilladelse. Bestemmelsen definerer, hvad der i loven forstås ved naturforekomster, dels mineralske og andre ikke-levende forekomster, dels levende organismer.

§ 2 indeholder regler for meddelelse af tilladelser til udforskning og udnyttelse af de i § 1 nævnte naturforekomster.

Ministeren for offentlige arbejder kan give tilladelse til udforskning af mineralske og andre ikke-levende forekomster, når denne ikke foretages med henblik på udnyttelse. I øvrigt gælder som hovedregel reglerne i loven om efterforskning og indvinding af råstoffer i kongeriget Danmarks undergrund også for udforskning og udnyttelse af disse forekomster.

Fiskeriministeren kan tillade fiskeri og udforskning af de levende organismer, som er nævnt i § 1, og tillige undersøgelser af de ikke-levende organismer, når disse undersøgelser indgår i fiskeri- og havforskning.

Tilladelser efter loven gives for indtil 5 år ad gangen. De kan bl. a. betinges af betaling af afgifter til det offentlige og af, at optagne råstoffer udlosses her i landet.

§ 3 fastslår, at dansk ret gælder for anlæg og sikkerhedszoner på sokkelområdet. Dette er sket i form af en generel udstrækning af dansk ret, således at bestemmelsen udtrykkeligt undtager de love, der ikke skal finde anvendelse.

Ved § 4 tillægges der ministeren for offentlige arbejder bemyndigelse til udfærdigelse af sådanne særlige sikkerhedsforskrilter, som måtte være nødvendige.

§ 5 indeholder straffebestemmelser, og § 6 fastslår, at den for Grønland i øvrigt gældende ret gælder for anlæg og sikkerhedszoner inden for den grønlandske del af kontinentalsoklen.

Ministeren henviste i sin fremsættelse til den i 1958 vedtagne konvention om den kontinentale sokkel, som tillagde kyststaterne eneret til udforskning og udnyttelse. Konventionen var i 1963 ratificeret af Danmark, og det var ved kgl. anordning samme år fastsat, at dansk højhedsret udøves, for så vidt angår udforskning og udnyttelse af naturforekomster over den danske del af sokkelområdet omkring Danmark.

Størstedelen af Danmarks sokkelgrænser i Nordsøen var fastlagt ved traktater med Norge, Storbritannien og Forbundsrepublikken Tyskland. Den resterende del af grænserne ville blive fastlagt efter ratifikationen af en aftale med Tyskland, som var udarbejdet på grundlag af de forhandlinger, der havde været ført efter den internationale domstols afgørelse i sagen mellem Danmark, Holland og Tyskland (se om denne sag under B. I nr. 5.

Denne baggrund og hensynet til, at virksomheden på kontinentalsoklen måtte forventes at blive intensiveret i de kommende år, var årsag til lovforslagets fremsættelse.

Lovforslaget fik i folketinget tilslutning fra alle sider. Det vedtoges enstemmigt ved 3. behandling.